Den populære amerikanske tv-serie "Mad Men" om reklameverdenen i 1950'ernes USA har en animeret intro med en mand i jakkesæt, der falder gennem luften ned mellem New Yorks skyskrabere. Han falder og falder, fra verdens tag, tidens kapitalistiske højborg.
Seriens hovedperson, Don Draper, har forladt fattigdommen på landet og skiftet identitet i byen over alle byer og opnået det perfekte liv med penge og et perfekt familiehjem ligesom i reklamerne. Men han er ikke lykkelig.
Når der endelig åbner sig en sprække til kærligheden og håbet, smækkes den i med et brag i jagten på mere og flere. Der er langt til toppen og selvfølgelig dybt at falde. Han styrter fra det moderne babelstårn. Det er prisen for at stræbe for højt.
Fitzgerald viser USAs vulgære overklasse
Tv-serien er en aktuel og fremragende skildring af den romantiske drøm om at genskabe sig selv, fornægte sin fortid, bygge sig selv op fra bunden og få succes. Vi fascineres til stadighed af denne paradoksale stræben. Det er i skønlitteraturen, at den amerikanske romantiske selvforståelse og den brutale og vulgære verden, der lurer under overfladen, skildres allerbedst. Og her er amerikanske F. Scott Fitzgerald en af pionererne.
Han var med værket "Den store Gatsby" fra 1925 med til at sætte ord på drømmen om det "lykkelige" liv i storbyen i mellemkrigstiden, som han selv gennemlevede, og som blev hans eget fald. I dag står bogen som en af amerikansk litteraturs største værker, som andre forfattere refererer til. Salman Rushdie har sagt, at det er den bedste bog om den amerikanske drøm.
Klaus Rifbjerg deler samme fascination. I Fitzgeralds roman er familiemønstre i opløsning med bramfri skildringer af seksualitet. Han tegner et moderne billede af et letlevende overklasseliv med druk og affærer. "Den store Gatsby" handler om at miste ungdommens uskyld og naivitet, og med den tog Fitzgerald et opgør med de traditionelle værdier og den gamle verdens puritanisme, som forfattere fortsatte i 1950'erne, hvor fromheden var vendt tilbage. En af dem var Rifbjerg med "Den kroniske uskyld".
"Den store Gatsby" er fuld af forfald
Men det var i højere grad bogens stil, eviggyldige temaer og symbolik, der ifølge Rifbjerg gør "Den store Gatsby" til et mesterværk, men også svær for en ung og uopmærksom læser.
"Det er svært for os europæere at forstå amerikanernes længsel efter opstigning, og hvor vigtigt det er at blive anerkendt. Man skal som læser derfor lytte godt efter og have et skarpt blik for at fange bogens budskaber," siger Klaus Rifbjerg, her 60 år efter at han læste bogen første gang.
Det var i 1950 som litteraturstuderende på Princeton Universitetet i New Jersey lidt uden for New York. Fitzgerald havde han ikke hørt så meget om. Dengang handlede det om Hemingway og Faulkner. Men så kom den første biografi om forfatteren med titlen "The Far Side of Paradise", der fik en del omtale.
Der blev talt om denne store forfatter, der døde alt for ung 10 år tidligere, og så havde han endda også gået på Princeton, og det gjorde indtryk, husker Klaus Rifbjerg, som er blevet bedt om at genkalde sin første oplevelse med "Den store Gatsby" i Gyldendals lokaler i det centrale København, hvor romanen blev oversat til dansk, og hvor han selv har udgivet så mange bøger gennem tiden.
I første omgang var det den nyskabende fortælleteknik, der fascinerede. Bogens fortæller, Nick Carraway, er neutral betragter af historien, men er ikke bogens hovedperson. Men han bliver fanget i de hjul, skæbnen drejer.
Og så var det den særlige tone og symbolikken, der kræver lidt tålmodighed og måske en moden læser. Som Fitzgeralds forbillede T.S. Eliot, som Rifbjerg selv læste i gymnasietiden, var "Den store Gatsby" fuld af modløshed og forfald. I Eliots berømte digt "The Wasteland" (Ødemarken) er alt tørt og gråt. Dette billede viser sig som et forbløffende nedslående og dunkelt landskab i Fitzgeralds roman, der handler om årene efter Første Verdenskrig, hvor USA befandt sig i en ny tidsalder.
Fitzgeralds skriver om sit eget vilde liv
Troen på menneskets gode væsen var blevet skudt i sænk i de europæiske skyttegrave, og der opstod et stort sammenbrud af værdier, et tab af mening og identitet, et nihilistisk tomrum, der gav grobund for litterære betragtninger af folk som Hemingway, John Dos Passos og William Faulkner. Men det var Fitzgerald, der blev indbegrebet af 1920'ernes vildskab.
Han lod sig rive med af opgøret med de gamle regler og normer og ikke mindst den kyniske drøm om rigdom og fester i storbyen akkompagneret af jazzens søde toner. "Den store Gatsby" er på mange måder en genspejling af Fitzgeralds eget liv. Han fik pludselig berømmelse med debuten "This Side of Paradise" i 1920 og rykkede hurtigt op gennem klasserne. Middelklasse-drengen fra Minnesota i Midtvesten var flyttet til storbyen og udlevede drømmen.
Den stod på druk, damer og det vilde selskabsliv i jazzklubberne. Men han var trods alt et dannet menneske, der kunne betragte det søde liv og skrive om det. Men derouten var uundgåelig, og forfatteren døde dybt alkoholiseret og ulykkelig af et hjerteanfald i 1940.
Fitzgerald nåede dog at skrive sit livs værk, som blev vel modtaget, da den udkom i 1925, men ikke blev en bragende succes som debuten, og herhjemme blev den stort set overset og har aldrig rigtig slået igennem.
"Den blev trods alt senere berømt i USA som milepæl i den moderne litterære udvikling. Men den blev ikke den der folkelige succes, som man ellers kunne forvente af en historie, som er relativt enkel og raffineret og har visse kriminalistiske eller forbryderiske elementer i sig. Og så er den betydeligt lettere at læse end andre af tidens klassikere af for eksempel Hemingway og Joyce," mener Klaus Rifbjerg.
Gatsby symboliserer drømmen om USAs forandring
Som Fitzgerald er Nick Carraway flyttet fra Midtvesten til byen for at søge lykken. En sommer i starten af 1920'erne slår han sig ned i en beskeden sommerhytte på Long Islands nordkyst. Naboen er den hemmelighedsfulde rigmand Jay Gatsby, som holder nogle gevaldige fester for de rigtige – de rige og berømte. Det bliver en heftig sommer med dekadente fester hos naboen, der drømmer om at generobre sit livs kærlighed, Carraways kusine, Daisy, som han mødte som fattig soldat.
Hun bor på den anden side af sundet med rigmanden Tom Buchanan, en brutal og aldeles usympatisk mand. Carraway opsluges af det dekadente liv med floder af champagne og fester i storbyen og inddrages i det på forhånd dømte kærlighedsdrama.
Det er på turene ind til jazz-tidens buldrende storby, at rigmandsoverdådigheden får perspektiv. Mellem det mondæne sommerland og Manhatten bor den fattige tankpasser, hvis kone er Buchanans elskerinde.
Det er et område af slaggebjerge, et mystisk, støvet og gråt grusgravsagtigt månelandskab. Ødemarken. Her rager et forfaldent reklameskilt op med doktor T.J. Ecklesburgs store øjne, der følger med i alting og ser alting. Det er her, historien vender og ender tragisk.
"Symbolikken er en ordentlig mundfuld og er udledt af opfattelsen af, hvad mennesket er. Det er hele modernismens kulisser, der er luget ud her. Senere går eksistentialisterne videre med dette og tanken om, at man kun har sig selv og må betale prisen for sine handlinger. Alt dette er bare udpenslet i USA.
Det er barsk og voldeligt. Og oven over det hele er der et afskallet reklameskilt med de store øjne. Guden, der ser alt. Men det er en forfalden gud. Det er Nietzsches døde gud. Det er mestersymbolet på alt, hvad der ellers foregår i romanen," fortæller Klaus Rifbjerg.
Fitzgerald var uden tvivl opslugt af rigdommen og dens konsekvenser, men han besad ifølge Rifbjerg samtidig et romantisk og dannet blik for indlevelse i andre menneskers liv og poetiske detaljer, som for eksempel i hans beskrivelser af skovens mystik, månelyset, de våde bøgeblade, der glimter, og det grønne fyr på den anden side af bugten, ude i horisonten, hvor prinsessen Daisy bor.
Nick Carraway når også til den erkendelse, at Gatsby i bund og grund er god nok, mens Buchanan er den rigtige skurk uden empati, korrumperet af pengene og på en måde skyld i historiens store tragedie – tankpasserens kones og Gatsbys død.
"Gatsby er mere nuanceret og står for drømmen om forandring og om gøre USA til et andet land end grå kapitalisme. Han besidder idealet om at bevare troen på kærligheden. Han påtager sig skylden for det uheldige biluheld, der dræbte tankpasserens kone og dækker over Daisy, der er anklaget for det. Han er en mand af ære. Og disse mellemtoner er noget helt unikt," siger Klaus Rifbjerg.
Han ser trods alt et håb i mørket:
"Der er en drøm om at overvinde de barske forhold og komme klogere ud på den anden side. At man kan forandres på den rigtige måde uden at være en skurk, svindler eller fascist. Der er det grønne lys på den anden side af sundet, hinsides horisonten. Det er en smal sprække, og det er ikke et håb, man får forærende. Det er kun Carraway, der bliver klogere som betragteren. Han lærer af historien. Den enkelte må leve op til nogle moralske krav om indlevelse, humanitet og forståelse. Det kommer med dannelsen og en indsats for at sætte sig ind i andre menneskers liv og være solidarisk. Og så er der jo kærligheden! Gatsbys store kærlighed."
Hvad er så fascinerende ved USA?
"Der er en energisk tro på at nå det næste skridt på rangstigen. Det er paradokset mellem overfladiskheden og det romantiske håb. Der er jo to sider af medaljen: Der er galningene i Tea Party-bevægelsen og al deres pladder og så en dannelse og enorm kulturel indsigt, som langt overstiger os. Se for eksempel på deres litteraturkritik i nogle af de store aviser.
Det er blandt andet bundet i rodløsheden i dette store land. Og brutaliteten. De fleste er jo nogle børster. Se bare på Henry Ford, der var med til at etablere den industrielle revolution. Han var også fascist. Og tænk på det amerikanske bankvæsen i dag. Der er ingen hæmninger. Det er fascinerende kræfter, der også optog Fitzgerald."
Hvad synes du om serien "Mad Men"?
"Det er jo samme diskussion. Men her er det så nihilistisk, at det ikke er til at holde ud. De er nogle skiderikker alle sammen. Der er ingen sympatiske træk. Ingen sprækker, som Fitzgerald insisterer på hele tiden. De findes jo trods alt. Der findes noget godt. Selvom man tror, at fortabelsen er total."