Omkring årsskiftet kunne interesserede følge en tre-satset dokumentarserie på DR fra et benediktinerkloster i Sussex i det sydlige England. En udsendelsesrække, der på flere måder genkaldte minder om tildragelser fra min tidlige barndom, ungdom og såmænd fra alderdommen nu.
Munkenes dagligliv, hvori bønsliv, arbejde og rekreation vekslede, som dagens timer forløb, og hvor beskedne måltider og stilhed er bærende for et godt dagsværk, blev beskrevet indgående.
Det, der især lod sig genkalde i erindringen, var mit venskab med Oluf. Han og jeg var som førskoledrenge med hver sin baggrund i pleje hos søstrene i det lille Allerslev kloster syd for Lejre på Midtsjælland. Beboerne i klosteret var henved et dusin nonner tilhørende Cistercienserordenen, alle fra Polen og Østrig.
Vi deltog i alt, hvad man kan forvente af seks-syvårige drenge, ved bordet, i bønskapellet og i samværsstunder i stilhed, for til sidst om aftenen, når det sidste lys blev pustet ud, mens en af hårdt arbejde hærdet hånd holdt skærmende omkring flammen, og den afsluttende Maria-hymne blev sunget til ende under nonnernes udgang i procession to og to.
Det talte Oluf og jeg ofte om, når jeg besøgte ham i den beskyttede bolig i Håndværkerhaven i Emdrup, hvor han tilbragte de sidste år af sit liv. Sagen var nemlig, at Oluf sidenhen gik i kloster hos Karteusermunkene i Chartreuse i Sydfrankrig, hvor han tilbragte en årrække med sigte på optagelse i fællesskabet for livet. Men livet der var hårdt, fortalte han, ikke mindst de mange og lange tidebønner ved midnat, der ofte udførtes som kollektiv sang, og som tiden gik, blev prior opmærksom på Olufs svigtende helbred. Jeg fortalte dem, sagde Oluf, at jeg næsten ingen kræfter havde til at bede og synge i fællesskabet, hvorpå det blev tilladt mig blot at sidde stille og holde kæft.
Det kunne Oluf så endnu en tid lang, men helbred og kræfter var vigende, og en dag fik han en diagnose, der tvang ham til med sine foresatte at overveje den videre deltagelse i klosterlivet. Den forestående hjemrejse blev foranstaltet efter et positivt svar fra en ældre dame, fru Signe Blücher-Altona, der gerne ville modtage Oluf som midlertidig logerende.
Så kom Oluf hjem og indrettede sig i et værelse hos fru Signe Blücher-Altona i Bredgade, dér, hvor vi nu, efter at fru Blücher kom på plejehjem, og Oluf i beskyttet bolig, flyttede hen for snart 50 år siden. Oluf havde det med at kokettere om en pludselig og uforudset død og bad mig derfor om hyppige besøg, gerne med en flaske.
Ofte sad vi i flere timer og mindedes drengeårene i Allerslev Kloster, Chartreuse, og hvad der ellers faldt for. Efter flere indlæggelser var han henvist til sin egen skæbne som eneboer, noget, der faktisk passede ham fint. Jeg ringede hyppigt til Oluf, og lige så hyppigt blev der ikke svaret. Oluf sov meget, og hans medicinforbrug var stort, men kontrolleret.
En dag blev jeg betænkelig, da det adskillige gange ikke lykkedes at få kontakt med Oluf, og telefonerede til sognepræsten ved Sankt Therese Kirke i Hellerup for at få oplyst hvor Oluf var blevet indlagt. Jeg fik det svar, at Oluf var afgået ved døden, fundet siddende i sin lænestol med rosenkransen i hånden af en hjemmesygeplejerske.
På min forespørgsel om, hvornår Oluf skulle begraves, svarede præsten, at han blev begravet i går. I går? Hvem var til stede i kirken? Ingen andre uden afdøde og mig, og uden orgelspil og salmesang! Oluf kunne altså ikke klare klosterlivet, kom hjem og fulgte sin priors råd om at sidde stille og holde kæft! Nu var det mig, der holdt kæft.
På en væg i det værelse, hvor Oluf boede hos fru Blücher i Bredgade, og hvor jeg nu har mit arbejdsværelse, hænger en kostelig perle af en lille radering fra sangerkapellet i Chartreuse. Den fik jeg af Oluf efter Schola Cantorums 25-års jubilæums-koncert i Christiansborg Slotskirke for nu mange år siden, og som en kunsthandler med speciale i indramning rådede mig til at passe godt på som det sjældne kunstværk, det var. Ganske som jeg passer godt på de dyrebare minder om ånd og liv, Oluf var årsag til, og som jeg modtog, uden at jeg fik sagt ordentlig tak, da han selv gik bort.
Requiescat In Pace: Han hvile i fred.
Bernhard Lewkovitchs klumme Post Scriptum bringes hveranden tirsdag på denne plads