Prøv avisen
Bog

Det sylespidse sprog for smerten

Det er fuldt fortjent, at Tove Ditlevsens forfatterskab igen er blevet populært, mener Kristeligt Dagblads anmelder om 'Vilhelms værelse' (1975). 220 sider. Gyldendal. Foto: Scanpix

Tove Ditlevsen var forud for sin tid og leverede fremragende autofiktion, som nu med rette genudgives, så vi andre igen kan spejle os i hendes hårde erfaringer

En Tove Ditlevsen-begejstring går over Danmark i denne tid. Og efter at have læst den genudgivne ”roman” eller snarere den tilrettelagte selvbiografi ”Vilhelms værelse” om Lise, der i virkeligheden hed Tove, og Vilhelm, der i virkeligheden hed Victor, ja, så forstår man det godt. For Ditlevsen var en af de første i bekendelsesdigtningen, den type digtning fra 1970'erne, der genoptaget med Knausgård i spidsen har fejret triumfer her i det sidste tiår efter 2000. Fiktion er blevet tilrettelagt virkeligt eget liv og ikke historier om andres liv.

Men Ditlevsen kan noget helt uomtvisteligt med smerten i bevidstheden, der berettiger, at hun genudgives.

Historien i ”romanen” er en skilsmissehistorie. Den kendte forfatterinde med en stor søn skilles fra den kendte bladmand Vilhelm. Men inden det ender med forfatterindens selvmord, gennemgås alle slagsmålene imellem ægtefællerne, elskerne og elskerindernes kommen og gåen samt periferiens mening om kampene. Handlingsforløbet er imidlertid ikke helt så enkelt, for der springes frem og tilbage, og fortælleren kommenterer sin egen handling etcetera - sandsynligvis for at skjule den alt for store overensstemmelse med virkeligheden.

Stilen er pludselige opbrud af had, smerte og præcis livsindsigt i helt almindelige sætninger. Her er først et afdæmpet eksempel, hvor Lise fortæller om kærligheden til sønnen:

”Man vil møde et menneske, der er anderledes end alle andre, og når man har den forventning i sig, opfyldes den af den første den bedste. For genstanden er helt ligegyldig, man hæfter de egenskaber på ham, man har brug for, han har, og en sjælden, sjælden gang ifører han sig dem og gør nøjagtigt det samme; ser noget i en, som ikke er der - og det, min dreng, er det nærmeste, vi kan komme kærligheden. Kønnet og alderen er ikke særlig vigtigt, for der findes i verden de sælsomste par”.

Citatet kunne jo have stået i de brevkassesvar, Ditlevsen også leverede i Familie-Journalen. Men den lille smertelige sætning ”ser noget i en, som ikke er der” - kunne den have stået dér? Næppe. Den autenticitet, som den lille sætning har: det selvoplevede, at man ikke er det, den anden drømmer, lægger jo smerten ud i det menneskelige hinsides mand eller kvinde. Vi har kærlighedsdrømmen i os om den anden, nærmest for at vi kan skuffes i den ud fra vores viden om os selv. Skuffelsen skaber så ondskaben og hadet. Vilhelm tænker over sin berømte forfatterhustru:

”Hun er så uvidende og hjælpeløs, at hun ikke engang kan udfylde en postanvisning. Men hun ejer noget, jeg ikke kan tage fra hende. Det er vel derfor, jeg ikke er løbet skrigende bort, for frygtelig er hun at leve sammen med”.

Sådan bølger sætningerne frem og tilbage bogen igennem, og man kommer til at tænke på de gamle dage, der måske aldrig var til, hvor mand og kone gjorde hvert sit og var glade, tykke og tilfredse. Følelsernes smerte synes i hvert fald at være tiltaget i parforholdene i velfærdsstaten, og det er dem, læserne i dag genkender sig i og jubler over at læse om i autofiktionen. Tove Ditlevsen foregreb den i bogen om ødelæggelsen af Vilhelms værelse, det værelse, han efterlod, da han gik til en af sine elskerinder. Hendes sprog har så mange spring mellem dagligdagens kogte kartofler og almindeligheder som ”knald i låget”, kvindesnak og høj lyrik, at det skaber en uomtvistelig realitet midt i læsningen. Hun er, som vi er flest, eller som vi er blevet her efter 2000. Hun var det 30-40 år før os. Derfor er det berettiget, at hun genudgives for hun har et sylespidst sprog for menneskelig smerte, smerten over, at enheden af to ikke kan findes.