Midsommertiden er indledningen til en lang periode uden kirkelige højtider. I det netop passerede halvår, der strækker sig fra advent til pinse, hører vi om Jesu historie i verden, og derefter følger trinitatistiden, der handler om, hvad der sker med den historie i os og mellem os. Hvor det ene halvår er fyldt med festsalmer til hver af kirkeårets store begivenheder, så er der mere frit valg i det halvår, vi nu går ind i. Til gengæld kan vi i denne tid lovsynge Gud for den skønne sommer, både i gode, gamle salmer og i gode, nye salmer.
Ved pinsetid kunne vi endnu engang glæde os over den salme, som af mange betragtes som vores bedste overhovedet: ”I al sin glans nu stråler solen” (DDS 290). Salmen er Grundtvig, når han er allerbedst – i en vidunderligt sanselig salme, der forener både det erfaringsnære, det folkelige og det evangeliske.
I de første vers slås tonen an med billeder fra den danske midsommer med pinseliljer, skær og blid sommer, korte, svale nætter og nattergale. Det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemligt gennem løvet, og allerede i vers tre løftes sløret for sammenhængen mellem den jordiske skønhed og det himmelske: For hvor har den lille bæk, der risler gennem engen, sit udspring? Det har den i den ”livets flod”, der flyder fra Edens Have. Derved antydes poetisk, bibelsk på elegant en forbindelse mellem himmel og jord. Den gamle Grundtvig-forsker, Magnus Stevns, skiver et sted: ”Det er aldeles ikke dansk Sommer, der er Tale om, men Aandens Sommer.” Jeg er helt uenig og mener, at salmens største styrke netop er, at salmen både er overbevisende og smuk naturlyrik og kristen forkyndelse.
Der er flere gode, gamle sommersalmer, og det er også adskillige gode at finde blandt de nyere, men der er særligt én salme, jeg i år har været særlig begejstret for, nemlig Lars Busk Sørensens ”Den lange lyse sommerdag” med smuk melodi af Holger Lissner. Vers 1 blev oprindeligt skrevet som bordvers til Kirkedagene i Odense i 1992, og det lyder:
”Den lange lyse sommerdag/ af solen gennemglødet/ så smukt forvandlet til en smag/ af kærlighed i brødet:/ Det synger i mit blod,/ at livets Gud er god/ og under mig en lykkedag på jorden!”. De sidste tre, kursiverede linjer kom følgende til at udgøre et omkvæd i de tre vers, der blev skrevet til, da salmen gik fra at være bordvers til at blive salme.
Hvor det første vers handler om solens forvandling af kornet til det daglige brød, så rummer vers to en række sommersansninger.
I vers to lyder det: ”Jeg rører barken på et træ,/ jeg hører bølgebruset,/ jeg ser et barn med skrabet knæ i løb hen over gruset.” Fra den største levende organisme på jorden til det store hav, der minder om urhav og livets oprindelse, og videre til det lille barn, der har mærket, at livet giver ridser, men løber videre alligevel, fordi sommeren byder det.
I vers tre mindes vi om, at vi skal dø engang, al sommer til trods: ”Jeg ved jo godt, at jeg skal dø,/ og tankerne herinde/ er flygtige som tidselfrø/ på sommeraftenvinde.” Og så – i fjerde og sidste vers lander hele: ”Her har jeg da mit liv og bor/ den korte lyse sommer,/ mens hvedekornet kærligt gror,/ og himmeriget kommer.” Og igen det skønne omkvæd, der minder om vers 3 i Lissners ’Den Mægtige finder vi ikke’ (DDS 414), hvor det lyder: ”Guds lovsange synger vi ikke,/ men sangene synger i os!”.
Der er stille, men stærk forkyndelse i Sørensens omkvæd, for det er taknemmelighed, det synger af i blodet, men det er også en vigtig erkendelse og bekendelse: at livet er noget, Gud under os. Det er en gave, som vi får fra en kærlig Far. Og når det synger i vort blod, er vi i fuld gang med at mærke Gud som en meget virkelig del af vort levede liv.