Prøv avisen

Det tager kun tre generationer at skabe et landskab

Naturen er svaret på mange by-børnefamiliers drømme om at sætte deres børn fri. Her er Amager Fælled det sidste stykke oprindelig og urørt stykke natur i København. – Fotos: Kåre Gade.

For 75 år siden lå det meste af Amager Naturpark ude i Køge Bugt. I dag er det et større sammenhængende landskab af regional betydning, som bruges til at lokke børnefamilier fra København ud til Ørestaden

Naturpark Amager er et 3500 hektar stort bevis på, at landskaber hverken behøver at være gamle eller naturskabte for at blive kanoniserede.

Ser man på landkort fra før 1939, eksisterer det meste af naturparken ganske enkelt ikke. Amager er en lang, sej dråbe under Københavns næse, og Vestamager er blot en tynd stribe strandeng, der løber stik syd fra Amager Fælled til Kongelunden.

Vest for Kongelundsvej, hvor Kalvebod Fælled i dag strækker sig stor og grøn mod Avedøre Holme, er der hav.

Det er kun 75 år siden, at bølgerne skvulpede mod stranden dér, hvor Ørestadens selvsikkert modernistiske masterplan i dag pløjer sig gennem en vidstrakt natur af enge, søer og spredt skov.

Det meste af Naturpark Amager er resultatet af et enormt, statsligt landvindingsprojekt.

I 1939 vedtog Rigsdagen, at 2800 hektar havbund ved Kalvebod Strand skulle inddæmmes og tørlægges. Det var et beskæftigelsesprojekt, som skulle nedbringe den høje ledighed og samtidig skaffe et nyt og større skydeterræn til forsvarets artilleri, der tidligere havde holdt øvelser på Amager Fælled.

Arbejdet blev gennemført i årene under og efter Anden Verdenskrig, og i 1957 kunne forsvaret rykke ind på Kalvebod Fælled.

Allerede i 1984 holdt forsvaret op med at bruge området. I nogle år lå det hen som et øde ingenmandsland, et terrain vague, hverken by eller natur, og forurenet af ueksploderede granater.

Men det varede kun få år, så blev fælleden fredet. Og i 2013 blev den en del af Naturpark Amager, som strækker sig over tre kommuner fra Amager Fælled i nordvest til Dragør i Sydøst. Definitionen på naturparker er ifølge Friluftsrådet ”større sammenhængende landskaber af regional betydning.”

Tre generationer. Længere tid tager det ikke at skabe et landskab.

“Kalvebod Fælled er fantastisk smuk lige nu. Hylden blomstrer, og man kan se både fasaner, harer og, hvis man er heldig, dådyr med små nyfødte kalve. Og hvis I alligevel er i området, kan I jo komme omkring Skovkvarteret til åbent hus søndag eftermiddag mellem 15.30 og 17.00 – vi har æblemost på køl og is i fryseren.”

Det nærmest svømmer over af børnevenlig naturnærhed, når det nye boligområde Skovkvarteret i den sydligste del af Ørestaden på Amager markedsføres på Facebook. Opslaget er rundhåndet forsynet med de såkaldte emoticons af sol, blomster og is og illustreret med et billede af en mor og en datter i grøftekanten.

Det dukker formentlig op i mit nyhedsfeed, fordi jeg har researchet på Vestamagers natur. Jeg læser lidt videre.

Skovkvarteret er ikke bare lejligheder og rækkehuse. Det er svaret på københavnske småbørnsfamiliers altoverskyggende dilemma:

Hvordan opfylder man drømmen om et liv på landet uden ligefrem at skulle undvære byen? Projektet tilbyder den smertefri løsning:

“I Skovkvarteret kan I få fordelene ved at flytte til provinsen uden at forlade København. Tæt på natur og bycentrum,” står der i et andet Facebook-opslag.

Jeg sender linket til kulturgeografen Maja de Neergaard fra institut for mennesker og teknologi på Roskilde Universitet. Hun har skrevet ph.d.-afhandling om københavnske børnefamilier, der flytter på landet.

“Når det netop er børnefamilier, der er optaget af at flytte fra byen, er det, fordi børn trigger vores naturforestillinger,” siger hun senere i telefonen.

“Børn er selv natur, og de skal vokse op i naturen, synes vi. Det hænger også sammen med de barndomsbilleder, som er en del af vores kulturelle repertoire. Når vi flytter med børnene på landet, er det også en iscenesættelse af vores egne erindringer,” siger hun.

Men hvis man tilhører den kreative og kulturforbrugende klasse – og det er typisk dem, der gribes af tanken om at give børnene en opvækst uden for byen – er det svært at flytte ud.

En ting er, at man skal undvære yndlingscaféen, den økologiske slagter og takeaway-sushien. Om muligt vanskeligere er det, at man ikke bare kan flytte til en hvilken som helst natur.

“Det skal være et sted, som giver et kulturelt særkende. Tidligere generationer flyttede til forstæderne, men en stor del af vor tids københavnske børnefamilier tager afstand fra forstaden. De ser ikke sig selv som sådan nogle med hus og have. De vil gerne bo et sted, som giver dem mulighed for at skille sig ud. At bo nær naturen bliver det identitetsskabende element. Og helst på et sted, hvor man føle sig lidt som en pioner – det skal være lidt uopdaget, så man kan opfinde sit eget forhold til naturen,” siger Maja de Neergaard.

Modviljen mod forstaden har selskabet bag Skovkvarteret luret.

”I Skovkvarteret skaber vi et alternativ til livet i forstaden. Her skal det være trygt at sende børnene ud at lege, at stille sin cykel i skuret og lade barnevognen stå på terrassen. Samtidig er her ikke langt til noget, når man bogstavelig talt har beskyttet natur i baghaven og København i forhaven,” står der på hjemmesiden skovkvarteret.dk.

Her kan man også læse om at bo med Kalvebod Fælled som nabo. Der står, at ”området bliver kaldt for Københavns spisekammer”, fordi her vokser rigeligt med bær, svampe og andre spiselige planter.” Nok lidt en tilsnigelse: Det var vist de hollandske amagerbønders grøntsager, der gav Amager sit tilnavn. Men muligheden for at fouragere i vild natur lige uden for døren er noget, der matcher målgruppens drømme:

”Natur er noget, vi mobiliserer snarere end observerer. Inde i byen har vi parkerne, men vi vil også gerne ’gøre’ natur, for eksempel ved at plukke og henkoge,” siger Maja de Neergaard.

Mens Kalvebod Fælled er et landskab, der er langt yngre, end mange københavnere sikkert aner, er Amager Fælled længere nordpå et urgammelt landskab, som var strandeng, længe før der var tænkt på København.

For den tilfældigt forbipasserende motionsløber kan det være svært at se forskel, men for Louise Hemmingsen er Amager Fælled noget helt særligt. Hun er formand for Danmarks Naturfredningsforening i København, som i øjeblikket kæmper for at forhindre et planlagt boligbyggeri på fælleden. Hun har sin lille søn med i klapvogn, da jeg møder hende på Sundby Station, lige over for det stykke af fælleden, hvor byggeriet skal opføres.

“Der er registreret over 30 arter, som kun findes det her ene sted i Københavns Kommune, blandt andet orkidéer og hedelyng. Jeg ved godt, at det er noget, kun den nysgerrige, naturinteresserede ser, men en del af det forunderlige er netop, at her findes arter, som de fleste af os ikke kender,” siger hun.

Vi krydser Ørestads Boulevard og går ind på fælleden.

Det har hele tiden været planen, at denne del af Amager Fælled skulle bebygges. Da man lavede fredningsplanen for den såkaldte Kalvebod-kile, var strandeng ikke en beskyttet naturtype, og det sydøstlige hjørne af fælleden blev i 1992 reserveret til byggeri.

I foråret 2016 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence for Amager Fælled-kvarteret. Det 45 hektar store boligområde skal være grønt og bæredygtigt, men det er en ringe trøst for Louise Hemmingsen.

“Den særlige flora og fauna, som findes her, vil jo forsvinde, uanset om byggeriet er grønt eller ej. Det er det sidste stykke urørt, oprindelig natur i København,” siger hun.

Vi opgiver at få klapvognen ind på det område, der skal bebygges, for her bliver der ikke længere foretaget naturpleje, og gyldenris – en invasiv art – breder sig mellem hvidtjørnene og hyldetræerne. Hvis her ikke går græssende kvæg, breder den forkerte natur sig.

Jeg spørger, om man kan kalde Amager Fælled for urørt, oprindelig natur, hvis det kræver naturpleje at holde den ved lige.

“Det er et gammelt, lysåbent landskab. Amagerbøndernes kvæg har græsset her. Tilbage i stenalderen har her gået urokser. Det er et økosystem med en helt unik sammensætning af arter, som man ikke finder nede på resten af fælleden. Dér findes der også værdifuld natur, men det er en anden naturtype end den, man finder her på den sydøstlige del af Amager Fælled,” siger Louise Hemmingsen.

På Amager Fælled vedligeholder man et gammelt landskab, på Kalvebod Fælled former man et nyt.

Hvor det inddæmmede område tidligere blev afvandet så kraftigt, at meget dyreliv forsvandt, er der nu søer, vandhuller og et stort lavvandet fuglereservat.

Pionerplanter får lov at brede sig: Pinseskoven er Danmarks største birkeskov, sået af frø, som er ført med vinden fra Sverige, og der bliver foretaget såkaldt ”rewilding” med hjælp fra kvæg og dådyr.

På Skovkvarterets hjemmeside lægger man ikke skjul på, at landskabet uden for vinduerne er skabt ved inddæmning.

Jeg spørger kulturgeograf Maja de Neergaard, om udflytterne fra stenbroen er ligeglade med, om naturen er kunstigt skabt og yngre end deres bedsteforældre.

”Tilflyttere, der vælger at flytte til Ørestaden for at være tæt på naturen samtidig med, at de bor i byen, er bevidste om, at vi selv er med til at orkestrere naturen. Derfor betyder landskabets autencitet ikke så meget. Naturen er eksotisk, fordi den er en kontrast til byen. Selviscenesættelsen af livet ved Kalvebod Fælled bliver i stedet til en sjov historie om, hvor ’knaldet’ det er, at den slet ikke fandtes for 75 år siden,” siger hun.

Louise Hemmingsen er formand for Danmarks Naturfredningsforening i København, som kæmper for at holde nye Ørestadsbyggerier i ave, så de ikke breder sig ind på Amager Fælled.