Dansk forskning kaster nyt lys over én af de mest skamfulde familiehemmeligheder

I en ny ph.d.-afhandling fortæller danskere, der var børn i perioden 1940'erne til 1980'erne, om at vokse op med en forælder med psykisk sygdom – og hvad det har gjort ved familien ikke at tale højt om det

Psykisk sygdom er historisk set noget af det, vi har været mest opsatte på at gemme vækt. Her er det "Das Geheimnis", på dansk "Hemmeligheden", malet af den tyske surrealist Felix Nussbaum i 1939.
Psykisk sygdom er historisk set noget af det, vi har været mest opsatte på at gemme vækt. Her er det "Das Geheimnis", på dansk "Hemmeligheden", malet af den tyske surrealist Felix Nussbaum i 1939. . Foto: Wikimedia Commons.

Da Andreas var barn midt i 1940'erne, forsvandt hans far somme tider. 

Faderen flyttede ind på et værelse på husets andensal i flere uger ad gangen og holdt sig væk fra familiens daglige liv. Andreas og hans søskende fik ingen forklaringer, heller ikke af deres mor, der tog sig af det hele, mens faderen var fraværende. Det var ikke, fordi de ligefrem fik forbud mod at gå ind til ham, der blev bare generelt ikke snakket om det, når han var derinde. 

"Det var en usagt regel: Vi gik ikke ind til ham," som Andreas siger.

Først langt senere, i voksenlivet, ræsonnerede Andreas sig frem til, at hans får må have lidt af alvorlige depressioner i de perioder, hvor han var afskærmet fra resten af familien.

Andreas er ét af de mennesker, Marie Meier, ph.d. i historie ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet, har interviewet i forbindelse med sin ph.d.-afhandling om hemmeligholdelse af psykisk sygdom, "The Concealment of Mental Maladies – A History of Experience".

Hun forsvarede afhandlingen i 2022, og den falder inden for det, der kaldes følelses- eller erfaringshistorie.

I afhandlingen har hun, ud over interviews med pårørende, undersøgt patientjournaler og litterære fremstillinger af at være patient med psykisk sygdom, alt sammen i et forsøg på at blive klogere på hvilken rolle familien spillede for psykisk syge før i tiden – og hvorfor det ganske ofte blev holdt hemmeligt, at en bror, søster, far eller onkel var syg.

Djævelen inden for døren

I dag har vi alle en stærk forventning om, at psykiatrien vil komme et menneske, der har eller udvikler en psykisk sygdom, til hjælp. 

Op til midten af 1800-tallet, hvor de store sindssygehospitaler blev etableret rundt om i Europa, var "gale" eller "sindssyge" familiemedlemmer dog fortrinsvist familiernes ansvar. Og de var et problem, man typisk ville forsøge at skille sig af med ved at få dem anbragt på galehuse eller fattiggårde. Måske blev de endda spærret inde i det, der blev kaldt dårekister.

En dårekiste var en slags kiste af træ, hvor den syge sad spændt fast og fik mad gennem en lille luge.

Tidligere var det en udbredt opfattelse, at den syge var besat af Djævelen eller en form for trolddom, der måtte bekæmpes. Og det har også været udbredt at se psykisk sygdom som Guds straf over en familie. 

Helt op i 1940'erne og 1950'erne, hvor psykiatrien var rimelig veletableret herhjemme, var det almindeligt at hemmeligholde eller skjule psykiske lidelser i familier, især i stærkt religiøse miljøer som for eksempel landsbysamfund præget af Indre Mission, siger Marie Meier.

"Men det er samtidig ret interessant, at det ikke kun er religion, der understøtter den tankegang. Da freudianismen vinder frem, er det også med en tankegang om, at familien er roden til psykisk sygdom, at det er familien, der er arnestedet. At noget i barndommen er grunden til, at man for eksempel får 'dårlige nerver'," siger hun.

Det medførte en skam for familien og for den enkelte. Det kan man blandt andet læse i patientjournalerne fra Jysk Nervesanatorium, som Marie Meier har studeret i forbindelse med sin afhandling.

Sanatoriet, smukt beliggende ved Vejle Fjord, er i dag er wellnesshotel og konferencecenter, men oprindelig blev det bygget som tuberkulosebehandlingssted. Fra 1957 og frem til 1989 var det psykiatrisk behandlingssted for omkring 100 patienter ad gangen. I alt modtog flere end 13.000 patienter psykiatrisk og psykoterapeutisk behandling på stedet, fortæller Marie Meier.

"Det har fungeret som et sted, man kunne komme og være i to-tre måneder, hvis man led af 'dårlige nerver'. Især i begyndelsen af perioden var det et slags eksil, et sted, hvor man kunne komme hen og blive skærmet – også fra familien."

I patientjournalerne udtrykker patienterne, at deres tilstand hemmeligholdes for andre end den helt nære familie. En patient, Anna, der blev indlagt med "hysteri" i 1958, fortalte for eksempel lægen, at det var vigtigt for hende, at hendes søskende og svigerinde ikke fik at vide, at hun var indlagt der. Det var nok, at hendes mand vidste det. 

Skrevet ud

Patientjournalerne giver ét slags indblik i, hvordan det har været at være psykisk syg og samtidig været en del af en familie. Der er ofte en skam at spore, men, påpeger Marie Meier:

"Der er også en slags lettelse at se mange steder. For nogle har det været godt at blive taget ud af familien og hen til et sted, hvor de fik et helle fra hverdagens problemer."

Et andet indblik har historikeren fået ved at interviewe pårørende til mennesker med psykisk sygdom: børn, søskende og ægtefæller. De pårørende er alle anonymiserede, så de navne, der gengives her, er ikke de rigtige. 

Der er historier som Andreas', om faderen, der isolerede sig på et værelse i ugevis. En anden informant, Adam, har stærke minder om den dag i 1951, hvor hans mor blev hentet af en ambulance. Han var omtrent 11 år, da det skete.

Ingen, heller ikke faderen, fortalte Adam og hans søskende, præcis hvad der foregik, men det viste sig, at moderens indlæggelse skyldtes en hjerneblødning. Kort efter fik hun endnu en hjerneblødning og var så påvirket af den, at hun til sidst blev flyttet til det daværende sindssygehospital i Nykøbing Sjælland frem for at komme på plejehjem. 

Da moderen døde, ønskede Adams far, at begravelsen skulle foregå i stilhed. Han ønskede ingen blomster på kisten og heller ikke, at præsten holdt tale.

En anden af Marie Meiers informanter, Lisa, fortæller om sin far, der voksede op i en stærkt religiøs familie og brød med den som ung. Faderen udviklede psykisk sygdom og var i perioder psykotisk. Han begik selvmord under en indlæggelse i 1980'erne, men de voksne i familien fik aldrig kommunikeret klart og præcist til Lisa, at det var det, der var sket. Det skabte nogle oplevelser, som undrede hende.

Til hendes fasters begravelse blev der for eksempel holdt en tale, hvor andre afdøde medlemmer af familien blev nævnt – men ikke Lisas far, fortæller Marie Meier.

"Faderen var simpelthen blevet udvisket af familienarrativet. Og det er noget, hun først har forstået betydningen af som voksen," siger historikeren.

Det er tydeligt, at der er flere forskellige grader af hemmeligholdelse på spil:

"Der er forskel på, om man i en familie skjuler noget intenderet, eller om man bare ikke har talt om det. For Andreas' vedkommende har hemmeligheden nærmere været en stilhed omkring det. Man har bevidst undgået at italesætte det. Det har ligget i luften, og enkelte uden for familien har muligvis vidst det eller regnet det ud, men man har ikke set nogen grund til at tale højt om det." 

Det er det, Marie Meier kalder for "aktiv uvidenhed".

Før man dømmer fortiden, skal man huske, at dengang i 1940'erne og 1950'erne talte man slet ikke om følelser på den måde, som man gør i dag, siger Marie Meier. Og da slet ikke med børn.

"Man inddrog heller ikke børn på samme måde, som man ville gøre det i dag, omkring ting, der uundgåeligt påvirker stemningen i en familie. Og som man i dag nok ville forklare dem eller tale med dem om."

Er åbenhed godt?

Marie Meier argumenterer i sin ph.d. for, at hemmeligholdelsen af psykisk sygdom har været med til at forme vores samfundsforståelse af, hvad psykisk sygdom er, og dermed hele systemet omkring, hvordan det er blevet behandlet.

"Som menneske formes man af sine omgivelser, og den skam og hemmeligholdelse, der er fulgt med en psykisk lidelse, har været en stor del af sygdommen," siger hun.

I den periode, Marie Meier har forsket i, det 20. og 21. århundrede, er der sket et kvantespring inden for behandlingen af psykiatriske patienter. Den medicinske behandling med psykofarmaka har gjort, at flere med psykiske sygdomme har fået mulighed for at blive behandlet uden for offentlige institutioner og indgå i samfundet på lige fod med andre.

Terapi har også fået en større rolle. I patientjournalerne fra Jysk Nervesanatorium har Marie Meier for eksempel kunnet se, hvordan ægtefæller til indlagte i 1970'erne begynder at blive inviteret med til samtaler med lægen.

"I de sene journaler fra 1970'erne og 1980'erne er det tydeligt, at man begynder at lokalisere både problemerne og løsningen i ægteskabet og familielivet frem for i livsbegivenheder og ydre omstændigheder," siger hun.

Nogle gange er familien arnestedet og andre gange ikke. I dag, hvor vi også får mere og mere kendskab til det komplekse sammenspil mellem genetiske og miljømæssige indvirkninger, taler Marie Meier og andre forskere for et "økologisk" syn på psykisk sygdom, hvor man medregner mange forskellige faktorer i forklaringen på og behandlingen af psykisk sygdom.

Åbenheden omkring psykisk sygdom er én af de helt store forandringer, hvis man tager de historiske briller på. På politisk plan tales der i dag om psykiatrien som en vigtig opgave, og flere kendte står frem med deres historier. Også i litteraturen fremkommer flere og flere bud på, hvordan det er at vokse op med en forælder eller søskende, der for eksempel har været depressiv eller haft maniske perioder.

Men er der stadig eksempler på, at sygdommen holdes hemmelig? Ja.

Marie Meier har i forbindelse med sin afhandling også talt med en yngre kvinde, der er i behandling i psykiatrien i dag. Kvinden, der er så åben omkring sin sygdom, at hun har skrevet en aviskronik om det, siger, at hun, på trods af at hendes familie kender til hendes sygdom, ikke deler alle detaljer om den. Fordi, siger kvinden, "hun har fundet ud af, det måske er det bedste for alle".

"At man ikke behøver holde det hemmeligt kan virke lettende for nogle," siger Marie Meier.

"Men at vi taler så åbent og synligt om psykisk sygdom i dag, kan også have negative konsekvenser. Det er en eksponering, som måske ikke er så god for alle. Det at være i fred og være afsondret, og at det ikke gennemsyrer alle dele af ens liv, at man har en diagnose, kan også være godt for nogle."

Alle har en familie. Den kan dog se ud på mange måder. I den kommende tid sætter vi fokus på familien og dens betydning. Følg med i serien her, når Kristeligt Dagblad sætter fokus på familien.