Prøv avisen
Bog

Det tilsyneladende lette er ofte svært

Foto: Forside fra bogen

Sabina Erbillor debuterer med stiløvelsen ”Debil tur-retur”

Sabina Erbillor: Debil tur-retur. 136 sider. 200 kroner. Rosinante.

Sabina Erbillor, der debuterer med romanen ”Debil tur-retur”, er ganske ung, født i 1991. Romanen handler om den 24-årige Eskild, der bor hjemme hos sin mor, som han oftest omtaler som Else Johansson. I hjemmet bor også storesøster Helene, som efter at være blevet forladt af sin kæreste kræver sit værelse igen.

Da Eskild var omkring fem år, døde hans far.

Mor siger, at han døde af sygdom, Eskild tænker selvmord, men Eskild tænker ikke særlig meget; i øvrigt fik han en hamster, han blev meget glad for, da far døde (desværre fik hamsteren kræft bagi, den slags detaljer hører til romanens humorniveau). Eskild har en kæreste, Pernille, der læser på universitetet, men Eskild er ikke særlig vild med Pernille og hendes idé om at flytte sammen. Eskild har også en ven, Boris, og gennem ham møder han smukke Anne, som dog ikke er interesseret i tættere kontakt. På et tidspunkt tager Eskild, Pernille, Boris og Anne, sammen med en fyr kaldet Kommando Torben, på en ret mislykket kanotur til Norge.

Sådan ser de ydre facts ud. Der sker ærlig talt ikke meget i romanen. Erbillors greb er at forsøge at skrive denne historie om en ung mand uden mening og retning, i en frisk og let stil, som minder om en blanding af Erlend Loe, Helle Helle og Lone Hørslev. Det ser så let ud, når forfattere som førnævnte skriver, det flyder af sted, for eksempel hos Loe med ultrakorte sætninger og absurde lister (”Naiv super”), og man forstår godt, at det er fristende for skriveglade at hoppe direkte ind i formen. Erbillors Eskild arbejder da også på en liste over verdensmænd, der, ud over søsters ekskæreste, kun tæller Søren Ryge og Hitler.

Men det fungerer bare ikke i ”Debil tur-retur”. Det gør det ikke, fordi det netop ikke er så let at skrive let. Det kræver dels karakterer, som læseren bliver fanget af, dels et meget præcist sprog. Der er ikke nok ”romankød” på Eskild til, at man fatter den fjerneste interesse for ham, ærlig talt er og bliver han et underligt monstrum, som har taget studentereksamen og drømmer om Jørgen Leth, men som mest af alt er optaget af, hvad der kommer ud bagi. Man tror ikke på ham som karakter og slet ikke på, at han, netop på Loesk vis, pludselig kan finde mening i en pind, han finder i skoven.

Sprogligt set er der ingen fornøjelse i afsnit som dette: ”Jeg lægger mig i græsset og ser op mod himlen. Den er grå, og luften er kølig. Det giver mig myrepatter på huden, og min diller skrumper. Jeg lukker øjnene, jeg taber mig selv og finder mig i, at moder natur pisser på mig.”

Sabina Erbillor har tydeligvis fortælleglæde og kunnen, men hun er endnu på vej til at finde sin egen form, og hun har heller ikke rigtigt fundet det stof, der for alvor kunne give en roman mening. På den måde er og bliver ”Debil tur-retur” en stiløvelse, som man ikke kan lade være med at tænke, at forlaget udgiver, fordi de forventer noget bedre næste gang.

Det tror jeg også på, at Erbillor kommer til at skrive med tiden.