Prøv avisen

Det urbane USA'shofskribent går igen

Saul Bellow havde den evne, at han kunne se noget på gaden og gøre det interessant, fordi det var ham, der havde set det. Foto: Scanpix

Saul Bellow var en af de største stemmer i det 20. århundredes amerikanske litteratur og banede vejen for jødiske forfattere i USA's etablerede kulturliv. To nye udgivelser i tiåret for hans død gør nu hans forfatterskab aktuelt igen

Da den jødisk-amerikanske forfatter Saul Bellow drog sit sidste suk for 10 år siden, var han den mest prisbelønnede skribent i USA's historie. Han fik Nobelprisen i litteratur i 1976 og modtog igennem sin 50-årige forfatterkarriere tre National Book Awards-priser så vel som Pulitzerprisen og en række andre hædersbevisninger.

Også det litterære USA's høvdinge synger hans pris. I forfatteren Philip Roths beskrivelse udgør Saul Bellow sammen med William Faulkner ”den robuste rygrad i det 20. århundredes amerikanske litteratur”, og den indflydelsesrige kritiker James Wood betegner ham som ”den største af de amerikanske sprogstilister”. Ifølge en anden kritiker, Alfred Kazin, kunne Bellow ”gøre den mest mikroskopiske begivenhed på gaden værd at se, fordi det var ham, der så den”.

Nu kaster to nye udgivelser - en ny samling af hans essays, ”There Is Simply Too Much to Think About” (Der er ganske enkelt for meget at tænke over), og første bind af en ny murstensbiografi, den 812 sider lange ”The Life of Saul Bellow: To Fame and Fortune 1915-1964” (Saul Bellows liv: til berømmelse og rigdom 1915-1964) af Zachary Leader - nyt lys over forfatteren, hvis skildringer af det urbane USA og den kapitalistiske tidsalders dramaer i dag er del af nationens litterære kanon.

Saul Bellow fornyede romangenren, forklarer John J. Clayton, der er tidligere professor i moderne litteratur og forfatter til bogen ”Saul Bellow: In Defense of Man” (Saul Bellow: til forsvar for mennesket).

”Bellow havde et stort litterært vovemod og en evne til at skildre moderniteten og den menneskelige eksistens, og han skilte sig ud ved at gøre det usædvanligt sjælfuldt og med en klar moralsk vision. Han trak på både jødisk og amerikansk litteratur og fandt en måde at finde det smukke, det noble og det meningsfulde i det komiske, det ordinære, det tragiske. Han var en poet, der forenede den amerikanske gadejargon med filosofi og viste, hvordan skønlitteratur kunne forholde sig til de mest komplekse spørgsmål om filosofi, psykologi, videnskab, teologi og historie,” siger han.

Saul Bellow nægtede at blive taget som gidsel i nogen nedarvet kollektiv identitet og forlangte at blive accepteret som en amerikansk forfatter, men ikke desto mindre havde hans jødiskhed enorm indflydelse på hans litterære virke, siger John J. Clayton.

”Han var ikke religiøs, men han var en dybt jødisk forfatter. Jødisk kultur, jødiske erfaringer, jødisk verdenssyn og jødisk moralitet gennemsyrer hans værker. I hans romaner kan vi gang på gang se, hvordan det jødiske ideal om at være 'mensch' optager hans figurer, og hans romaner har en stærk religiøs strømning, der kredser om temaer som værdighed, godhed og værdien af det menneskelige liv,” siger han.

Solomon (Saul) Bellow, hvis første sprog var jiddisch, blev født nær Montreal i Canada i 1915 som søn af jødisk-russiske immigrantforældre. Da han var barn, smuglede familien sig ind over grænsen til USA og slog sig ned i Chicagos storbyslum. Saul Bellows jødisk-ortodokse mor håbede, at sønnen ville blive rabbiner eller koncertpianist, men ifølge Saul Bellows egen erindring besluttede han sig for at blive forfatter, da han under en hospitalsindlæggelse som otteårig opdagede bøgernes verden og blev opslugt af ”Onkel Toms Hytte”.

Bellow var som ung mand præget af det antisemitiske åndsklima i 1930'ernes USA, og da han indskrev sig på University of Chicago, meddelte hans engelskprofessor ham, at ”ingen jøde kan gøre sig håb om at fatte den engelske litteraturs tradition”.

Det var, da han rejste til Paris i 1948, at Saul Bellow fandt sin litterære stemme, og i 1953 udkom hans gennembrudsroman, ”The Adventures of Augie March” (”En ung amerikaners eventyr”) om en drengs opvækst i Chicagos slumkvarterer.

Med romanen frigjorde Saul Bellow sig fra etablissementets stramme rammer for, hvilken slags romaner en jødisk forfatter kunne skrive, siger John J. Clayton.

”'Augie March' beviste, at en jødisk forfatter kunne skabe en amerikansk krønike lige så tro mod nationens væsen, som Mark Twain og Walt Whitman var det i deres tid. Han viste, at jødiske forfattere kunne tale med mange forskellige stemmer, og han banede vejen for andre jødisk-amerikanske forfattere,” forklarer han.

I 1959 udkom ”Henderson the Rain King” (”Regnkongen Henderson”), der foregik i Afrika og forenede Bellows tre store temaer: identitetskrise, civilisationskritik og antikkens myter udsat for moderne ironisk belysning.

Den eksistentielt grublende, delvist selvbiografiske roman ”Herzog” udkom i 1964 og var Bellows første store kommercielle succes. Den ser verden gennem en midaldrende jødisk forfatters øjne og handlede, ligesom Bellows øvrige romaner, om, hvad det vil sige at være et menneske. Eller, som forfatteren selv formulerer spørgsmålet: ”hvad det vil sige at være en mand. I en storby. I et århundrede. I bevægelse. I en masse. Forandret af videnskaben. Underkastet gigantiske kræfter. I en tilstand forårsaget af mekaniseringen. Hinsides radikale forhåbningers fallit”.

Romanen blev efterfulgt af ”Humboldts gave”, der udløste en regn af priser, heriblandt Nobelprisen i litteratur i 1976, og i de efterfølgende årtier udgav Saul Bellow en fortsat strøm af romaner og samtidskritiske essays. Bellow, der kaldte sig selv en ”hybrid barbar”, forstod at kombinere klassisk europæisk højkultur med den amerikanske immigranterfaring, og han forklarede angiveligt engang den britiske forfatter Martin Amis, at ”hvis du er født i en ghetto, tvinger de ganske forhold dig til at kigge opad og dermed hungre efter det universelle”.

Bellow var en berygtet og respektløs kvindebedårer, der havde et turbulent privatliv med talrige affærer, fem ægteskaber samt masser af brudte venskaber og litterære fejder. Han var især i sine senere år kendt som en irritabel og tyndhudet type, og han blev anklaget for samme racisme, som han selv havde mødt som ung mand. Saul Bellow var en kritiker af multikulturalismen og spurgte engang spidst: ”Hvem er zuluernes Tolstoj? Papuanernes Proust?”.

Ifølge en bog af den ældste af hans tre sønner, Gregory Bellow, forhærdedes faderens engang så progressive synspunkter og blev til kulturel konservatisme.

”Hans tidligere tolerance over for modsatte synspunkter så godt som forduftede, og det samme gjorde hans evne til at le ad sig selv,” skriver Gregory Bellow, der i bogen ”Saul Bellow's Heart: A Son's Memoir” (Saul Bellows hjerte: en søns erindringer) beskriver sin fars voksende fortørnelse i 1970'erne over feministisk og afroamerikansk ”militarisme” og over det akademiske etablissements affærdigelse af de store forfattere som ”døde hvide mænd”.

Da Saul Bellow døde som 89-årig, var det imidlertid som en af amerikansk litteraturs største hanelefanter. Og den position bevarer han i dag, vurderer John J. Clayton.

”Bellow har givet os en rig jødisk-amerikansk verden og en måde at blande hjertets og kapitalismens sprog. Jeg opfatter ham som det 20. århundredes største og dybeste jødiske forfatter, som en formidabel stilist og som den bedste amerikanske forfatter i de seneste 50 år,” siger han.