Forfatter: Man vænner sig til det, der først var uventet eller frygtet

Hver dag har nok i sin plage, og uden selvopholdelsesdrift hører alting op. Men bagsiden af selvopholdelsesdriften kan undertiden være ligegyldighed over for andre

En overskrift i et dagblads netudgave (ikke dette!) engang i april lød: ”SAS forventer, at krisen bliver overraskende lang”. I al sin absurditet illustrerede den den ejendommelige forbindelse, der eksisterer mellem tingenes normale gang og bruddet på dem. Det skal helst være, som det er, og det bilder man sig så ind, at det er. Indtil det pludselig ikke er det længere. Det måtte jo komme! siger man så – bagefter.

Klaus Rifbjergs smukke lille roman ”En hugorm i solen” fra 1974 foregår ved den sjællandske nordkyst i sommeren 1939. Drengen Morten er lige så gammel, som Rifbjerg dengang var, syv-otte år. En nabo i sommerhusområdet fortæller ham om fly, som kommer hen over området, for der er militært skydeterræn i nærheden. ”I øvrigt var det meget generende med alt skyderiet, men det vænnede man sig til. Det var også mærkeligt, at de ikke kunne lade være med at skyde om sommeren, når folk tog på ferie.” Da de mørke fugle flyver over København den 9. april 1940, er det Morten, der som den første kan se, hvad de er for nogle, mens hans far bliver ved med at sige, at det nok er en øvelse. Morten er ellers en, som helst vil have, at tingene bliver ved med at være, som de er. Men han er også den første, der opdager, at det er de ikke.

En scene i Günter Grass’ roman ”Bliktrommen” fra 1959 udspiller sig i Danzig den 31. august 1939: ”Kvinder med solbrændte børn, bløde badekåber, kulørte badebolde og sejlskibe stod af sporvogne, som bragte tusind friskbadede ind fra havbadene Glettkau og Heubude. Unge piger slikkede hindbæris med bevægelige tunger under endnu søvndrukne blikke. En på femten tabte sin isvaffel, skulle allerede til at bukke sig for at samle klatten op igen, da tøvede hun, overlod den smeltende forfriskning til fortovet og fremtidige forbipasserendes skosåler; snart ville hun høre til de voksne og ikke længer slikke is på gaden.” Dagen efter begynder Anden Verdenskrig, lige netop i Danzig.

Det kan godt være, at faderen hos Rifbjerg taler, som han gør, for at overbevise sig selv og familien om noget, han ved ikke passer. Og det er tænkeligt, at i hvert fald nogle af de tusind friskbadede i Danzig aner, at der er noget i gære. Men så længe som muligt lever man, som om intet var hændt, eller for at tale med Ivan Malinovski: ”som var der en fremtid og et håb”.

Men så vænner man sig til det, der først var uventet eller måske frygtet. Det gør man i krig, som det dukker op gang på gang i Rifbjergs forfatterskab, og som det beskrives i Grass’ novelle ”Kat og mus”: ”Men da sommeren kom med jordbær, ekstraudsendelser og badevejr...”

Det gjorde man også i den kolde krig, hvor ”frygtens logik” (titlen på Poul Villaumes fremragende bog) gjaldt, men hvor livet alligevel fortsatte, som det plejede.

Hvad skulle det ellers gøre? Hver dag har, som vi ved, nok i sin plage, og uden selvopholdelsesdrift hører alting op. Der er mange beretninger om, hvordan man i de tyske byer under Anden Verdenskrig skyndte sig til frisøren (såfremt denne endnu fandtes), så snart afvarslingssirenerne efter et bombeangreb havde lydt. Et – naturligvis – fredeligere dansk eksempel er det berømte foto af manden med bowlerhat, der ser op fra en bunker på Rådhuspladsen i København.

Risikofrit er det ikke. Man kan jo også vænne sig til for meget, som det diskuteres i disse måneder. Og bagsiden af selvopholdelsen er ofte den ligegyldighed, hvormed efterretninger fra steder, der har det værre end vort eget, modtages. Billeder fra Syrien, fra Gaza, fra flygtningelejre. Folk går jo omkring, nogle taler med journalisten. Der handles og snakkes, så helt galt kan det vel ikke være, de klarer sig nok endda. Og vi kan ikke bære alverdens byrder!

Det er langtfra sikkert, at vore egne derfor bliver lettere. Ikke desto mindre: God sommer, med jordbær og badevejr og helst uden ekstraudsendelser!

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.