Mit ældste barnebarn, der efter et skrivekursus på Testrup Højskole allerede som 19-årig er forbløffende belæst, fortalte mig, at en af de forfattere, hun fandt særlig spændende, var Ernest Hemingway. Jeg troede egentlig, at Hemingway – hvis kendteste romaner udkom mellem 1929 og 1952 – var gledet i baggrunden. Men for nu at kunne tale med Kirstine om hans værker fandt jeg i min reol hans roman frem om Den Spanske Borgerkrig: ”For Whom the Bell Tolls” (”Hvem ringer klokkerne for?”). Inden jeg kunne gå i gang med at genlæse den, blev jeg dog standset brat ved på titelbladet at blive præsenteret for denne prolog af den engelske digter John Donne (1573-1631):
”No man is an island, entire in itself; every man is a piece of the continent, a part of the main; if a clod be washed away by the sea, Europe is the less…” (”Intet menneske er en ø, fuldstændigt i sig selv; ethvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af fastlandet; hvis en jordklump skylles væk af havet, bliver Europa mindre…”).
Hvilket citat kunne vel være mere relevant som kommentar til folkeafstemningen om Storbritanniens medlemskab af EU?!
Når briterne taler om Europa, er det typisk kun det europæiske fastland, de refererer til. Det fremgår for eksempel af en vejrmelding hvori hovednyheden lød sådan: ”Fog in the Channel. The Continent cut off.” Fra en engelsk tv-serie husker jeg også denne replik: ”As far as I am concerned, Africa begins at Calais.” Så ja, briterne lægger vægt på at være noget for sig, og i Frankrig omtales de da også som ”les insulaires” (øboerne).
I valgkampen forud for EU-afstemningen blev der i udmeldingerne lagt vægt på britiske værdier, og en af hovedaktørerne på Brexit-siden, Boris Johnson, optrådte – som jeg husker tv-indslaget – i citydress, udstyret med britiske flag og svævende under en kran. For mig spillede han ren bajads, men tilsyneladende gav det pote. Som ny udenrigsminister skal han nu finde forståelse for den britiske beslutning i udlandet. Det kan blive svært og kompliceres yderligere af, at han har trådt en række politikere grundigt over tæerne. Om Hillary Clinton har han sagt, at hun ligner en sadistisk oversygeplejerske på et sindssygehospital. Idéen til det må han have fået fra filmen ”Gøgereden” (1975) med Jack Nicholson som uregerlig patient og Louise Fletcher som den livsfarlige sygeplejerske.
Hvorfor mon denne aggressivitet? En del af forklaringen er nok, at der i Storbritannien er tradition for at betjene sig af grovheder i den politiske debat. Winston Churchill beskrev således Labours leder, Clement Attlee, som et ”får i fåreklæder”. Om Boris Johnson med sin sans for humor og utvivlsomt gode forstand kan få tilgivelse i udlandet for sin mangel på diplomati, skal vise sig. En tysk politiker sagde om hans udnævnelse til udenrigsminister, at det næste vel bliver, at man udnævner Dracula til sundhedsminister.
I de engelske aviser , jeg gennem årene har læst, har indlæggene om samarbejdet i vores del af verden typisk været eurolunkne, euroskeptiske eller regulært antieuropæiske. Kun sjældent er jeg stødt på entusiastiske artikler om EU. Det svarer kun delvis til situationen i Danmark, hvor mange politikere og opinionsdannere ser positivt på det europæiske projekt. Det mærkedes for eksempel ved den østudvidelse, der i København blev forhandlet på plads i 2002.
Fra udlandet betragtes Storbritannien nu med undren, og i nogle tilfælde er landet blevet genstand for latterliggørelse. Så noget må der gøres. Den 13. juli kunne man i The Guardian læse, at en gruppe politikere under ledelse af den tidligere minister lord Salisbury ønsker forfatningen ændret, således at landet bliver føderalt. Internationale forhold, finans- og pengepolitik, forsvaret og andre tilsvarende områder skal stadig varetages af UK, men alle øvrige områder skal henhøre under de enkelte dele af unionen (England, Skotland, Wales, Nordirland).
I juli læste jeg i The Times et interview med parlamentsmedlem Andrea Leadsom, der kandiderede til premierministerposten. Heri udtalte hun, at hun ville genindføre retten til at holde rævejagt, og at Theresa May som barnløs ikke havde nogen rigtig andel i fremtiden. Det var for stærk tobak for selv traditionelle toryer, og så blev May premierminister. Med det ministerhold, hun har været nødt til at sætte, står hun nu over for en uhyggeligt svær opgave.
John Donne gjorde ret i at påpege, at intet menneske er en ø. Hvis man ikke husker det, falder klokken før eller siden i slag.