Sidste gang Kathryn Bigelow (instruktion) og Mark Boal (manuskript) skabte både overskrifter og betagende biograføjeblikke var i 2012. Det intense og semidokumentariske krimidrama ”Zero Dark Thirty” om jagten på Osama bin Laden var dybt kontroversiel i hjemlandet. Den begynder med en 20 minutter lang torturscene og ender med mordet på bin Laden og hans husfæller.
Kritikere fra begge fløje i USA langede ud efter Bigelow og Boal. Men de holdt stand. Det er tydeligt i deres nye fælles kampskrift ”Detroit”, som ligeledes tager sit udspring i virkelige begivenheder.
”Zero Dark Thirty” indkapslede på mange måder både Bushs og Obamas præsidentperioder. Og det er med uhyggelig timing, ”Detroit” ramte de amerikanske biografer denne sommer i dagene inden Trumps håndtering af urolighederne i Charlottesville.
Konfrontationer mellem sorte og hvide amerikanere og anklager mod hvide betjente, der skyder ubevæbnede unge sorte mænd. Det er mainstream-mediebegivenheder i USA. Og lige ned i den pøl af skam lander ”Detroit” med den uopsættelighed, som Kathryn Bigelow har vist sig at være mester i.
For selvom den intense og medrivende ”Detroit” foregår i 1967 og skildrer den tids blodige og brutale optøjer, kunne den være optaget i dag. Og stadig være efterfulgt af et efterskrift, der lyder: bygger på virkelige begivenheder. For selvom virkeligheden er til diskussion, bliver ”Detroit” desværre aldrig til ren fiktion.
I 1967 blusser raceurolighederne op i USA. Mens hippierne synger om fri hash og kærlighed, bølger de krigslignende tilstande over delstatsgrænserne. For det 20. århundredes spæde løfte om lige muligheder for alle viste sig at være en illusion. ”Forandringer kommer ikke fra den ene dag til den anden,” siger præsident Lyndon B. Johnson i et tv-klip sakset ind i ”Detroit”.
Og vi kan kun hilse fra fremtiden og sige, at de heller ikke kommer over 50 år.
”Detroit” lægger ud med den samme intense dokumentariske stil som ”Zero Dark Thirty”. De første dage af Detroit-oprøret oprulles hastigt. Skælvende kamera, infernalsk larm og glubsk ild afbrydes af klip fra originale tv-nyheder. Allerede på andendagen erklærer Johnson Detroit i undtagelsestilstand. På tredjedagen oprinder den medmenneskelige katastrofe, der er kernen i Bigelows epos.
Men lige inden da dæmpes lydene, og kameraet sænker sin forkvaklede fart for at panorere i slow motion hen over brandene, kroppene, intensiteten. Et øjeblik kan man sænke skuldrene, bedøve nerverne og trække vejret, men fortrængningens glæde er kort. Bigelow kunne aldrig drømme om at skjule uhyrlighederne. Pausen intensiverer kun den kommende times intense brutalitet.
”Detroit” er en film fuld af vold. Det er ikke en voldsfilm, fordi den genre er belastet af et ønske om at dyrke vold, forskønne og forsimple vold, bruge vold som underholdning. Intet af det er tilfældet i ”Detroit”, selvom den er en af de mest modbydelige og voldelige film, jeg længe har set.
Se traileren til "Detroit" herunder
Volden er nemlig berettiget; altid voldsom, men aldrig grundløs. Så selvom så voldelig en film på mange måder er umoralsk, har den et moralsk sigte. Et kunstnerisk sigte. Bigelow vil tvinge os til at se hendes virkelighed i øjnene. Med øjne, der alt for længe har været lukkede. Derfor trækker hun filmens centrale, pinefulde scene ud. Og ud.
Tre hvide politimænd har barrikaderet en fløj på Algiers Motel i Detroit. Otte unge sorte mænd og to hvide piger bliver tilbageholdt. Politimændene leder efter en pistol. Vi ved, den ikke er der. Fornedrelse, nederdrægtighed, den mest perverse form for racisme følger. Og det stopper ikke. Politimændene, Bigelow og hendes fotograf Barry Ackroyd lader ikke nogen undslippe. Heller ikke publikum.
For ligesom alle, der så ”Zero Dark Thirty”, skulle gøres til ansvarlige for tortur, slipper ingen, hverken i filmen eller foran lærredet, for at tage del i et af vores civilisations lavpunkter på Algiers Motel.
Vi er alle en del af volden. Politibetjentene, dem, der uforvarende står op ad væggen med en pistol i ryggen, og os, der ellers er dygtige til at holde vores øjne lukkede. Bigelow helmer ikke, hun tværer racismen ud i hovedet på alle. Og hun sørger for, at ingen kan gå ud af biografen, misse med øjnene og sige: Hvor dejligt vi er blevet så meget klogere, end vi var engang. For ”Detroit” foregår nok i 1967, men samtidig er det ikke en dag siden.