I sensommeren 1989, da flere og flere DDR-borgere forlod landet på ferierejser til Ungarn, og Ungarn åbnede sin grænse til Østrig, så de kunne komme til Vesttyskland, skrev den østtyske forfatter Christoph Hein, at de læger, som nu var taget vestpå, skulle undlade at hænge lægeløftet op i deres nye praksis. For de havde ladt deres patienter i stikken.
Christoph Hein var ikke nogen forsvarer af DDR, som det så ud. Han var faktisk en af de mest kritiske blandt de østtyske forfattere. Men han var også præstesøn, så han var utvivlsomt bekendt med, at den tyske evangeliske kirke ofte så med umilde øjne på præster, som forlod deres embede i DDR og rejste vestpå. De kunne ikke lige straks regne med et kald i deres nye land. De var rejst fra deres menigheder, hyrden havde forladt sin flok.
Jeg husker, at jeg stejlede over Heins bemærkning, indtil jeg så efterhånden måtte give ham i hvert fald delvis ret. Så meget var jeg åbenbart selv blevet fedtet ind i en frihedsideologi, at den side af sagen ikke var faldet mig ind. Og syntes vi ikke alle sammen, at det var herligt, at et diktatorisk system nu omsider krakelerede, og at dets indbyggere omsider kunne bevæge sig friere end før og rejse deres vej? At de nu også kunne deltage i den ”stræben efter lykke”, som er nedlagt i den amerikanske uafhængighedserklæring og blevet til den altdominerende tankegang i vores del af verden?
Jo – og det synes jeg stadigvæk! Men alt har en bagside. For hvornår undergraver den individuelle frihed fællesskabet, og hvordan skaber man i det hele taget en balance mellem det ene og det andet?
På det indviduelle plan ser vi det i modstanden mod at lade sig vaccinere mod covid-19. Vi har friheden til at lade være. Men vi har også et ansvar i forhold til de mennesker, vi omgås og møder. På det globale plan ser vi det i de rige landes manglende evne til fordelingspolitik. Vi har haft vores frihed til at udbytte kloden – og har svært ved at påtage os et ansvar for det, vi har afstedkommet.
Vi er helt indforstået med, at de menneskeskabte klimaforandringer må imødegås. Men, siger vi, det betyder jo ikke noget, hvad du og jeg gør, det må staten eller EU eller markedskræfterne tage sig af. Så vi fortsætter som hidtil.
Det er både rigtigt og forkert. Det er jo rigtigt, at mit individuelle afkald på et eller andet klimaskadeligt ikke tæller i det store regnskab. Men det er også forkert. For bliver der individer nok, tæller de. Og der er stadig noget, der hedder eksemplets magt.
Der vil altid være brug for at afveje tingene, der vil altid være en stor gråzone mellem at være ligeglad med det hele og at være ”frelst”. I den gråzone kan der ligge en stor fristelse til at lægge ansvaret fra sig under påskud af at give andre deres frihed.
Det gælder idéen om børns ”ansvar for egen læring”, som nemt bliver en sovepude for både forældre og lærere. Og det gælder manglen på kædeansvar i erhvervslivet, hvor hovedentreprenøren vasker sine hænder med henvisning til, at lagene nedenunder jo må have deres frihed til selv at bestemme.
Overfladisk set fremmer man friheden ved at sige: Det må du selv om, det er dit eget valg. Neden under overfladen kan det være en måde at løbe fra sit ansvar på. Og det kan så ende med, at ansvaret ender hos kræfter, som måske ikke har den store respekt for friheden, men synes, at overvågning og tvang er bedre. Regeret bliver der under alle omstændigheder.
Den tyske romantiske filosof Schelling mente, at man kun kunne dokumentere sin frihed ved at begive sig i fangenskab, for det viste jo, at man havde noget, man kunne miste. Positivt kunne friheden aldrig bevises. Så vidt behøver man nok ikke at gå! Men at påtage sig ansvar indebærer også et afkald på total frihed, så måske er det dér, friheden i virkeligheden kommer til syne?
Det er et spændingsfelt og vil aldrig ophøre med at være det. Det kan aldrig være et enten-eller, men må hele tiden være til forhandling, til diskussion, ja til opgør. Og vi er sikkert alle sammen tilbøjelige til at mene, at vi vil have vores frihed, og at nogle andre svigter deres ansvar.
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.