Prøv avisen
Interview

Norsk forfatter: Det var en ung mand, der lærte mig at påskønne livet igen

”De sidste syv-otte år har jeg skrevet om destruktivitet, men nu vil jeg skrive om livsglæde,” siger Tomas Espedal. – Foto: Leif Tuxen

Den norske forfatter Tomas Espedal er aktuel på dansk med sin roman ”Elsken”, der tematiserer selvmord, som han selv har overvejet. Men nu har han genfundet glæden ved at opdage alting med nye øjne

Det tomme hus fyldte Tomas Espedal med tomhed. Selv når han var fuld, følte han sig tom. Og værst var morgenerne, når den store norske forfatter vågnede alene i det hus, der engang var fyldt med liv og stærk konkurrence om den varme bruser i de travle morgentimer. Men nu var både hans kone død af kræft, døtrene flyttet hjemmefra, og den nye kæreste var forsvundet.

”Sommetider savnede jeg lyden af bruseren om morgenen så meget, at jeg stod op blot for at tænde for bruseren, så jeg kunne gå i seng igen og nyde den velkendte lyd af, at badeværelset var i brug,” siger han med et grin, mens de våde øjne fortæller en mere barsk historie.

”Min hustru døde i det hus, vi boede i. Jeg sad med hende, da hun døde, for hun ville dø derhjemme. Og da hun døde, kunne jeg fornemme, at der var noget, der bevægede sig og forsvandt, så selvom jeg ikke er specielt religiøs, var det, som om hun stadig var i huset, efter hun døde, så måske er døden en lang proces. For hendes energi forsvandt ligesom gradvist fra huset, og det fik mig til at tænke over, at livet måske fortsætter efter døden, i hvert fald et godt stykke tid efter. Og måske er det også godt at dø. Bach forherligede jo ligefrem døden, fordi han troede, at livet hos Gud blev bedre end dette liv. Og folk med nærdødsoplevelser beskriver jo også døden som et lys, de ikke vil hjem fra.”

Men efter konens død blev der mørkt i Tomas Espedals eget liv, mens huset føltes stadig mere tomt, og da døtrene også flyttede hjemmefra, var det, som om den sidste rest af mening med livet flyttede ud. Og længe kunne Tomas Espedal slet ikke se nogen grund til at stå op om morgenen, og han overvejede at tage livet af sig selv.

”Jeg tror faktisk, at de fleste har tænkt tanken om at tage sit eget liv. Der er selvfølgelig forskel på, hvor alvorlig den tanke har været, og jeg har været meget tæt på at gøre det. Men jeg ville vise med min bog, at jo nærmere man kommer døden, jo stærkere kraft får livet.”

Det tematiserer han i romanen ”Els-ken”, der netop er udkommet på dansk og handler om selvmord.

Romanens hovedperson, der blot bliver kaldt ”Jeg”, har besluttet sig til at tage livet af sig selv, men giver sig selv et år til at opleve alting for sidste gang, fordi der ifølge den lille roman både er en intensitet i den første og sidste oplevelse af noget. Sådan må Jeg suge livet ud af årstiderne, måltiderne, træerne, solstrålerne og mødet med andre mennesker for at omfavne alting for sidste gang, indtil han til sidst – måske – begår selvmord.

”Elsken” betyder ikke kun kærlighed på bokmål, men det er også efternavnet på en hollandsk fotograf, hvis poetiske billeder ”Jeg” bliver betaget af i romanen, da han vandrer til Paris på sin vej mod den smukke, selvvalgte død.

I den forstand rejser romanen imidlertid også en etisk diskussion, fordi man kan læse den som en romantisering af selvmordet på linje med for eksempel Goethes ”Den unge Werthers lidelser” (1774), der i sin tid blev forbudt, fordi man mente, at den spredte en bølge af selvmord i Europa. Men Tomas Espedal mener ikke, at man skal tie fænomenet selvmord ihjel:

”Jeg bor i Bergen med udsigt til en enorm bro over en ø, hvor min ene datter bor. Og hun siger, at der mindst to gange om året er et ungt menneske, der styrter sig i døden fra den bro. Men det bliver der aldrig skrevet om, fordi selvmord stadig er et tabu, fordi man er bange for, at man skal give folk forkerte idéer. Men jeg er helt uenig i, at det rigtige er at fortie det. For det er jo netop det, at man ikke benævner det, der gør, at disse unge mennesker ikke bliver mødt i deres ensomhed, så de tror, at de er de eneste, der har lyst til at dø. Det må man tage alvorligt og gå i dialog med dem i stedet for at tie fænomenet ihjel, fordi man tror, at omtale vil skabe smitteeffekt. Men det er der jo allerede. Alle unge i Bergen ved, at den bro bliver brugt til selvmord. Og hver gang jeg ser på den bro, tænker jeg selv på selvmorderne, der sikkert drømte om, at nogen ville stoppe dem,” siger Tomas Espedal og tilføjer:

”Sådan er det også for Jeg. Hans store drøm er også, at nogen vil stoppe ham. Det tror jeg faktisk, at de fleste, der overvejer selvmord, inderst inde håber på. Og uden at afsløre noget er slutningen heller ikke en romantisering af selvmord. Men kernen i den her bog er etisk, og jeg var forberedt på en stor diskussion, men den kom aldrig,” siger Tomas Espedal, der i stedet havnede i en mediestorm med falske MeToo-anklager mod ham, fordi flere læste den fiktive bog som en seksuel skriftestol.

”Det var absurd. Anmelderne læste den næs-ten ikke, fordi de var så optaget af virkelighedslitteratur eller autofiktion, så næsten alle anmeldelser koncentrerede sig om, hvad jeg, Tomas Espedal, selv havde gjort i virkeligheden, men bogens egentlige tema, selvmord og heroiseringen af selvmord, som jeg havde troede skulle blive en diskussion, kom slet ikke frem,” siger Tomas Espedal og tilføjer, at det er heller ikke tilfældigt, at det er ”Jeg”, der skal dø i romanen.

Jeg’et må dø, fordi Tomas Espedal er træt af autofiktionen, som han selv har trukket mange romaner ud af, men som han efterhånden mener overskygger de eksistentielle emner, han gerne vil behandle som forfatter. Og denne gang er det selvmordet som tema, han helst vil tale om:

”Jeg mener, at en af litteraturens opgaver er at italesætte de ubehagelige ting. I bogen bliver hovedpersonens kæreste gravid, og kan han så overhovedet tillade sig at begå selvmord? Det ville ingen jo mene. Men jeg tror faktisk, at man kan tænke de sorte tanker i litteraturen.”

Hvorfor overvejede du selv selvmord?

”I mit tilfælde havde det noget med alvor at gøre. Jeg tror, at det rammer ganske mange, når man fylder 50 år, for så har man måske gjort de fleste af de ting, man gerne vil. Jeg havde fået mine børn, børnene var flyttet hjemmefra, jeg havde skrevet mine bøger og været på mine rejser. Og derfra blev det meget gentagelser. Jeg kan huske, at jeg stødte på gentagelsens problem som begreb hos Kierkegaard. For når man møder gentagelsen, bliver man træt. Skal man nok en gang stå op og læse avisen, skal man nok en gang spise morgenmad, skal man nok en gang gå på arbejde, så bliver man træt. Og den midalderende mands træthed tror jeg er normal. Nogle bliver så skilt og finder en yngre kone, men det er jo også bare en gentagelse.”

Hvad er så den bedste grund til at stå op om morgenen?

”Det har taget mig lang tid at svare på. For når man står midt i en depression, er søvnen en slags velsignelse. Sådan har det i hvert fald været for mig. Min far var syg, min datter var gravid, min økonomi hang i laser, og der var anklager mod mig af alle mulige arter. Og da tænkte jeg, at det måtte være nemmere for min datter, hvis jeg var væk. Og jeg brugte lang tid på at spørge mig selv, hvorfor jeg skulle stå op om morgenen, men en dag bankede det på døren,” siger han og lyser op i et smil.

”Det var en ung mand, der kom for at spørge, om jeg ikke ville lave en film sammen med ham. Og det var en af de ting, der fik mig ud af krisen. Jeg kendte ham overhovedet ikke, og jeg var i begyndelsen afvisende, fordi jeg tænkte, at jeg havde det fint i min selvdestruktive sump med whisky ved hånden. Jeg var heller ikke bange for at dø. Men han fik mig overtalt til at lave en film, hvor vi skulle vandre gennem Frankrig som i bogen. Og det var, som om jeg blev vækket af denne unge mand. For pludselig virkede verden ikke længere som en endeløs række af gentagelser, men jeg fik fornyet min nysgerrighed og kunne se alting med nye øjne,” siger forfatteren og læner sig ind over bordet:

”Og der har du svaret på, hvorfor man skal stå op om morgenen. De træer, du ikke ser, må du se. De fugle, du ikke hører, må du høre. Du skal lægge den forbandede mobiltelefon væk og se på verden. For selvom jeg nærmer mig 60 år, er der så meget, jeg ikke har set. Og nu har jeg fået dokumenteret min fornyede nysgerrighed i den unge mands film, ’Jeg vil bo i mit navn’, som er en hyldest til at vandre. Og min næste bog skal handle om noget af det vanskeligste – at have det godt og at se. De sidste syv-otte år har jeg skrevet om destruktivitet, men nu vil jeg skrive om livsglæde,” siger han, inden han går ud i livet med et nærmest forelsket smil.