Prøv avisen

Det var Hitlers skyld!

Joachim Fests historietolkning leverer den perfekte undskyldning for alle involverede nazister: Skylden er kun Hitlers, vi var bare uvidende og forførte ofre, lyder argumentet. Her ses Adolf Hitler tale under NSDAP's rigspartikongres i Nürnbergs Kongreshalle i september 1934. – Foto: .

Den tyske historiker Joachim Fests historietolkninger vinder frem i den danske offentlighed, men der er grund til at advare inderligt mod hans værker, der er yderst problematiske

Den tyske filmsucces "Der Untergang" udløste en fornyet interesse for nationalsocialismen og den tyske historie i Danmark. Og ligeledes, ser det ud til, for den tyske historiker Joachim Fests i hjemlandet meget omdiskuterede bøger. I 2003 udkom således hans "Ragnarok", som "Der Untergang" delvist bygger på, på dansk, og i år foreligger yderligere to af hans bøger: essay-samlingen "Det Tredje Riges Ansigt", som på tysk for første gang udkom i 1963, og hans biografi om Hitlers rustningsminister og arkitekt, Albert Speer, fra 1999. Hans erindringer med titlen "Ikke jeg" fra 2006 er også på trapperne i en dansk oversættelse.

Især biografien om Speer har fået en hård modtagelse herhjemme. Bogen fra 1999 er håbløst forældet, idet dens Speer-billede er blevet overhalet af den nyere forskning, skrev Bent Blüdnikow i Berlingske Tidende. Og i Weekendavisen antydede Steen Andersen, at der savnes enhver kritisk stillingtagen til Albert Speer i denne bog. Fest tegner et alt for positivt billede af ham, og forbigår nærmest helt hans ansvar for forbrydelserne under Det Tredje Rige.

Lad det være sagt med det samme: Denne hårde kritik af Fests bog er mere end berettiget. Problemet er imidlertid, at biografien ikke blot er forældet, men fra sin udgivelse var et partindlæg i de interne tyske diskussioner om den nazistiske fortid. Her har Fest siden midten af 1960'erne, og i tæt samarbejde med Speer selv, opbygget og forsvaret en yderst konservativ tolkning af historien, der i nogle tilfælde balancerer på konkret historieforfalskning.

Fests første bog, "Det Tredje Riges Ansigt", som Lars Christiansen meget fint har oversat til dansk, lægger allerede linjen ud. Her introduceres i forskellige essays enkelte hovedpersoner bag vigtige historiske begivenheder, deriblandt Hitler. Essayet om Hitler kan læses som en skitse til forfatterens monumentale Hitler-biografi fra 1973, der udkom på dansk året efter. I denne biografi lancerer Fest en voldsomt biografisk tolkning af historien. Hitler fremstår her som en "stor personlighed", der nærmest ud af en indre logik måtte opstå som modstander til den forhadte og (ifølge Fest) dårligt fungerende Weimarrepublik. Fest følger i biografien historien om den lille mand, der alene kæmper sig op til magten: en historie, nazisterne allerede lancerede som propaganda, og som Fest her ukritisk overtager. Men Fest går længere end det. I hans biografi fremstår hele nationalsocialismen som en reaktion mod bolsjevismen, som en nærmest naturlig begivenhed, der med en art indre nødvendighed fører til Hitlers opstigen og magtovertagelse.

Denne tolkning fremstår i midten af 1970'erne som en aggressiv modtolkning mod datidens forsøg på at undersøge de strukturelle, økonomiske eller politiske årsager til den nazistiske magtovertagelse. Mens sådanne strukturelle fortolkninger pegede på den rolle, store virksomheder spillede for Hitlers opstigen til magten, mentalitetshistorien, de nationalkonservative partiers rolle i januar 1933 eller den antisemitiske ideologi, udvisker Fest alle disse baggrunde og fokuserer udelukkende på Hitler som centrum for alle historiske begivenheder.

Som konsekvens af denne tolkning fremstår alle andre aktører i Nazityskland som bipersoner, der er forført af Hitlers udstråling, karisma og personlighed. I stedet for at pege på det komplekse samspil, hvormed det nazistiske diktatur fungerede i sin struktur, lægges hele ansvaret over på personen Hitler. Fest genetablerer dermed 1950'ernes myter om det "forførte folk". Ansvaret for alle forbrydelserne, for krigen og holocaust, pålægges udelukkende Adolf Hitler. Hos Fest fremstår alle andre tyskere som viljeløse subjekter, der nærmest imod egen vilje blev draget ind i en historie, hvis politiske konsekvenser de ikke havde den mindste anelse om, for slet ikke at tale om en aktiv rolle i. Fests historietolkning leverer den perfekte undskyldning for alle involverede nazister: Skylden var kun Hitlers, vi var bare uvidende, forførte ofre, er argumentet.

Fest har selvsagt brug for vidner til at understøtte denne tese med. Og her kommer Albert Speer ind i billedet. Allerede i "Det Tredje Riges Ansigt" findes et essay om Hitlers rustningsminister og arkitekt, der efter krigen blev dømt til 20 års fængsel i Spandau. I dette essay, som Speer begejstret læser i fængslet, fungerer han som den ultimative repræsentant for Fests historietolkning. Han fremstår som upolitisk teknokrat, et i bund og grund anstændigt menneske, der blev forført af Hitlers udstråling og åbenbart uimodståelige tiltrækningskraft. Speer blev på denne måde til en identifikationsfigur for millioner af tyskere, der aktivt havde støttet regimet: Han repræsenterede den gode nazist, som var blevet forført, men alligevel havde opretholdt sin grundlæggende anstændighed. Og som efterfølgende desuden angrede sin egen blindhed over for regimet.

Speer selv var mere end begejstret for denne tolkning, som han efter sin løsladelse i 1966 udfoldede videre i sin selvbiografi som Joachim Fest var aktivt medvirkende redaktør på. Begge kunne med andre ord drage nytte af hinanden. De bekræftede hinandens historier, og hjalp hinanden til at opbygge en bestemt tolkning af nationalsocialismen.

Fests biografi om Albert Speer fra 1999 bør læses på denne baggrund. Fest og Speer var venner indtil Speers død i 1981. Allerede i 1970'erne, men især i 1980'erne, begyndte deres fælles tolkning af historien dog at vakle faretruende. Flere og flere forskningsbidrag pegede på, at Speer var alt andet end en upolitisk teknokrat, men at han faktisk allerede som arkitekt og senere som minister var involveret i både tvangsflytningen af jøderne i Berlin, som førte til deportationerne, at han havde detaljeret kendskab til koncentrationslejrene og selv havde skrevet under på udbygningen af Auschwitz.

Også hans angivelige "anstændige rolle" mod krigens slutning, hvor han delvist modarbejdede Hitlers ordre om "den brændte jord", fremstod mere og mere ambivalent. Nogle fact der talte imod disse kendte myter, begyndte at komme frem allerede i Raul Hilbergs bog om holocaust i 1961, men fik især efter Speers død med udgivelsen af flere kritiske forskningsresultater og monografier et videnskabeligt fundament. I midten af 1990'erne udkom Gitta Serenys biografi om Speer, der pegede på en del selvmodsigelser i ikke kun Speers egne forklaringer, men også helt konkret på Fests personlige ansvar for visse omskrivninger i manuskriptet til Speers selvbiografier.

I 1998 udkom yderligere en væsentlig videnskabelig artikel, skrevet af Susanne Willems, som pegede på Speers medansvar for deportationer af jøderne og hans aktive rolle i denne politik allerede inden Krystalnatten, i sommeren 1938. Alle disse resultater forelå med andre ord i 1999, da Fest udgav nærværende biografi om Speer. Interessant nok optræder de dog nærmest ikke i biografien eller bliver voldsomt omskrevet. I enkelte tilfælde forfalsker Fest sågar datoerne på Speers manifester til Hitler for at understøtte sin tolkning en tolkning, der igen lancerer Speer som passivt offer for andres magtudøvelse.

Imod hele den eksisterende forskning prøver Fest i 1999 at genetablere en tolkning af Speer, der især skal redde historikerens eget projekt: at bevare forestillingen om den anstændige, men forførte nazist, der kun imod sin vilje blev draget ind i forbrydelserne. Det er derfor ingen tilfældighed, at han i biografien imod den dengang eksisterende forskning undlader at forholde sig til Speers rolle ved udbygningen af Auschwitz til dødslejr, og at han eksempelvis daterer Speers rolle med henblik på tvangsflytning af jøderne imod allerede dengang eksisterende dokumenter til 1941 i stedet for 1938.

Fests nu på dansk udgivne biografi om Speer er med andre ord ikke bare forældet. Den er et politisk forsøg på at genetablere en historietolkning, man af gode grunde var på vej til at afvise i Tyskland. Via Fests indflydelse er det imidlertid lykkedes i en periode at genindføre den som blandt andet filmen "Der Untergang" illustrerer i alle detaljer.

Disse bøger skal ses som et stærkt politisk bidrag til et internt tysk opgør om den rigtige historietolkning. Fest viger især i biografien om Speer ikke tilbage for at manipulere med historien for at opretholde sin egen tolkning af den. Efter at dette sidste forsøg på at holde fast i en sådan tolkning brød sammen i Tyskland, havde han kun én udvej tilbage. I sin næste bog "Die unbeantwortbaren Fragen" fra 2003 udråber han således Speer til en "gåde", som ingen kan løse. Hans egen rolle som historiker er derimod blevet tilbagevist på det groveste.

At man i den danske forlagsverden i denne situation bestemmer sig for at udgive hans bøger i massevis, er besynderligt, ja mildt sagt uforståeligt. I det mindste er "Det Tredje Riges Ansigt" blevet forsynet med et ganske fornuftigt forord af Torben Jørgensen. Joachim Fests historietolkning bliver dog ikke bedre af det. Den kan man kun håbe snart forsvinder ud i historiens store glemsel.

Joachim C. Fest: Det tredje riges ansigt. Oversat af Lars Christiansen. 544 sider. 349 kroner. People'sPress.

Joachim C. Fest: Speer en biografi. Oversat af Tom Havemann. 485 sider. 349 kroner. Høst og Søn