Den 18. januar er det 150 år siden, Det tyske Rige blev holdt over dåben. Det skete i Versailles, dels for at ydmyge Frankrig i den korte krig 1870-1871, dels for at undgå, at det skete i Berlin. For ikke alle tyskere så med begejstring på Preussens ledende rolle. Kun få år i forvejen havde flere sydtyske stater, blandt andet Bayern og Sachsen, kæmpet mod Preussen, da Det tyske Forbund anført af Østrig ville tæmme det besværlige medlem i nord. Nu samledes så hele Tyskland under Preussens ledelse. En af følgerne af preussernes sejr i 1866 var i øvrigt, at Østrig ikke mere bestyrede Holsten, som det havde gjort efter sejren over Danmark, og at Slesvig-Holsten i 1867 indlemmedes i Preussen. Det var ikke lige det, slesvig-holstenerne havde tænkt sig i 1848.
Da Georg Brandes omkring 1880 boede i Berlin, noterede han, at det åndeligt levende og mangfoldige Tyskland, som han kendte, ”skyldte sig selv at blive en stat”. Men også, at dermed ville mange typiske tyske kvaliteter formentlig gå tabt.
Endnu stod dannelsen højt, men digternes og tænkernes land var i fuld gang med at blive de ferme praktikeres land. Og i årtierne efter blev Det tyske Rige også så meget stormagt, at rivaliseringen med de andre magter – Rusland, Storbritannien, delvis Frankrig – endte med at udløse en krig i 1914.
Tysklands samling havde nok fundet sted under alle omstændigheder. Men den fik sin særlige farvning af ham, der siden 1861 havde været preussisk ministerpræsident og fra 1871 til 1890 var tysk rigskansler: Otto von Bismarck. Gennem tre krige, mod Danmark, Østrig og Frankrig, som han ønskede, men som han i kraft af modparternes uforstand kunne fremstille som forsvarskrige, blev Det tyske Rige til.
Mange historikere har hyldet Bismarck for hans evne til at moderere sig i sejren og til at skabe alliancer, som hans efterfølgere derpå letsindigt satte over styr i et overmod, der kan minde om Vestens adfærd efter kommunismens sammenbrud.
Det er der noget om. Men selv en Bismarck kunne næppe i længden have tæmmet de spændinger, som Tysklands nye styrke fremkaldte. Og denne styrke var ikke kun militær. Tyskland blev på mange områder det førende land i Europa. De tyske universiteter var verdens bedste og en stor del af forklaringen på landets succes, tysk opfindsomhed og teknik gjorde landet til en førende industristat. Storbritannien så sit forspring blive indhentet, USA var endnu kun på vej.
Så det var ikke uden grund, at mange i Europa frygtede for den tyske genforening i 1990. Storbritannien og Frankrig forsøgte åbenlyst at forhindre eller forhale den. Er et stort Tyskland for stort til Europa, trækker det Europa skævt? Nogle ser hen til tysk lederskab, andre frygter et tysk hegemoni. Og kan man få det ene uden det andet?
Spændinger var der også i Tyskland selv, ikke mindst sociale. Nogle blev rige, mange flere var og blev fattige. Et par nyere fremstillinger af det tyske kejser-rige har titler som ”den nervøse stormagt” eller ”det hvileløse rige”. Og samtidig med Tysklands fremgang udadtil blev dele af det tyske åndsliv mere og mere pessimistiske. I det lange løb fik pessimisterne mere ret end optimisterne.
Hvorfor var nogle så pessimistiske? Man kan mene, at de bare frygtede for at miste indflydelse og privilegier, som de havde vænnet sig til. Man kan også mene, at de havde et klarere blik for, at intet i denne verden fås gratis, og at det, man kalder fremskridt, altid også indebærer tab. Jo mere man fokuserer, desto større områder henligger i mørke.
Og hvis man i begejstringen over det såkaldte fremskridt mister sansen for det, der går tabt, hvis man glemmer at følge det ordentligt til dørs eller til døden, hvis man blot hoverer over, at man er kommet af med alt det gamle ragelse (”plejer er død” eller ”disruption”) – så truer selvovervurderingen, storhedsvanviddet. De gamle grækere kaldte det hybris. De havde også et ord for det, som fulgte efter: nemesis.
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.