Der underspilles bevidst i Allan Olsens erindringer

Allan Olsens underspillede erindringer gør ikke meget væsen af sig, men virker alligevel i al deres yder-menneskelige ydmyghed. Og så venter vi på, at der formentlig bliver sat strøm til i næste bind

Selvom der er en forudsigelig slagside, virker ”Tilfældigt strejfet” som erindringsværk. Med sin sikre sans for stille dramaturgi tegner ydermennesket, som han kalder sig selv, Allan Olsen et følt portræt af en barn- og ungdom i provinsen, som han forsigtigt sætter ind i en samtidsramme.
Selvom der er en forudsigelig slagside, virker ”Tilfældigt strejfet” som erindringsværk. Med sin sikre sans for stille dramaturgi tegner ydermennesket, som han kalder sig selv, Allan Olsen et følt portræt af en barn- og ungdom i provinsen, som han forsigtigt sætter ind i en samtidsramme. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh.

Det var egentlig en journalist, der skulle have skrevet historien om Allan Olsen. Og han leverede også et manuskript. Problemet var bare, at hovedpersonen havde svært ved at genkende sig selv.

Han manglede. Og derfor gik han selv i gang. Selvom han ikke er vild med bøger, der handler om ham. Og selvom det ikke ligger i hans gener at stille sig mere an, end han allerede gør “

Der underspilles i Allan Olsens erindringer. Bevidst og iscenesat. Men ikke desto mindre. Manden, der i 40 år har levet af at spille og skrive, ”er jo ingen forfatter, så jeg skriver bare“”, og han fortæller, hvordan han i de tidlige ungdomsår blev ”opslugt af noget guitarspil, jeg stadig ikke helt har fået krammet på. Sådan går det.”

Allan Olsen, født i 1956, har i 40 år fungeret som sanger og sangskriver. Han har 19 udgivelser bag sig, senest ”JØWT” fra 2013, og han skriver sig kronologisk frem i sit liv:

Fra opvæksten på husmandsstedet i Grønholt uden for Frederikshavn, hvor der hverken var indlagt vand eller varme, og hvor man forrettede sin nødtørft i stalden hos dyrene, til livet på villavejen i Frederikshavn, hvor landposten og ostehandlersken har held til at kravle et pænt stykke op ad den sociale rangstige og skabe bedre rammer for deres børn end dem, de selv blev budt.

Her lever man efter den devise, at man skal tie, tåle, nøjes og passe sit arbejde, hvilket imidlertid trues af alt det nye, som 1960'erne og 1970'erne bringer med sig, ikke mindst musikken, som Allan Olsen stifter bekendtskab med på byens bibliotek.

Og da bogen slutter, aner man - efter at den unge og diffust rebelske hovedperson har investeret sine konfirmationspenge i en guitar - konturerne af den karriere som sanger og sangskriver, som vi kender, og som der formentlig bliver sat strøm til i næste bind.

Man mangler musikken, men Allan Olsens karakteristiske fortællestemme er med en hele vejen. Den er lakonisk og prunkløs som i hans sange, men hvis man gerne vil have en rusketur og have vendt sit billede af Allan Olsen på hovedet, risikerer man at blive skuffet.

Men det skal ikke ligge bogen til last. For selvom der er en forudsigelig slagside, virker ”Tilfældigt strejfet” som erindringsværk. Med sin sikre sans for stille dramaturgi tegner ydermennesket, som han kalder sig selv, Allan Olsen et følt portræt af en barn- og ungdom i provinsen, som han forsigtigt sætter ind i en samtidsramme.

Han scorer højt på stemning og identifikation - i hvert fald, hvis man selv har trådt sine barnesko uden for stenbroen - og man kan næsten mærke de nye ørkenstøvler og den stive cowboyjakke, når man går ved siden af den unge Al'n gennem Frederikshavns gader og hjem til det hvidmalede gasbetonhus på Vogeliusvej, hvor der vanker ligustertryghed og bøf med bløde løg.