Prøv avisen
Bog

Thomas Manns mesterværk genudgives. Og det er også aktuelt i en coronatid

6 stjerner
Da Thomas Mann i begyndelsen af 1950’erne fik en østtysk udgave af ”Buddenbrooks” i hånden og på omslaget kunne læse, at der her var tale om en roman, der afslørede det dekadente borgerskab, blev han rasende. Det var ikke meningen. Romanen handler rigtignok om et forfald i henseende til velstand og vitalitet, men dette opvejes af en øget åndelighed og en større sensibilitet. Mann døde i 1955. – Foto: Ritzau Scanpix.

”Buddenbrooks” er et mesterværk med et så righoldigt stof, at nye læsere eksempelvis vil finde Thomas Manns skildring af familien Buddenbrooks økonomiske trakasserier uhyggeligt profetiske under en coronakrise, hvor også solide familieforetagender vakler

Thomas Mann stammede fra Lübeck, der siden hyldede forfatteren med et museum. Men da Mann i 1901 udgav ”Buddenbrooks”, var byen nærmest i oprør. Thomas Mann havde nemlig indforskrevet en række af byens notabiliteter i sin roman. Men selvom Mann trak konturerne skarpt op på sin hjemby og befolkede den med genkendelige typer, fik han breve fra læsere på helt andre breddegrader, der mente, at handlingen foregik hos dem.

”Buddenbrooks” er da også forblevet Manns mest populære roman. Den sikrede ham Nobelprisen i 1929 og gjorde forfatteren økonomisk uafhængig. Da Thomas Mann i 1935 fyldte 60 år, gratulerede Ernest Hemingway med ordene: ”Han ville være en stor forfatter, selvom han aldrig havde skrevet andet end ’Buddenbrooks’.” Thomas Mann noterer hyldesten i sin dagbog med den bitre tilføjelse: ”Tvetydigt!”. Ja, for Hemingway lød, mente Mann, som om det kun var ”Buddenbrooks”, der fortjente prædikatet mesterværk. Og Thomas Mann havde dog i årene umiddelbart inden udgivet de første to bind af det bibelsk inspirerede kæmpeværk ”Josef og hans brødre I-IV”.

Var det monstro ikke værd at fejre?

Alligevel havde Hemingway ikke ganske uret. Man kender til lyrikere, som skrev genialt, da de var helt unge, men en 25-årig romanforfatter med en så formfuldendt slægts-saga er svær at opdrive.

I ”Buddenbrooks” er der en sans for toneleje, stemningsskift, humor og især ironi, som forfatteren aldrig helt når i de efterfølgende romaner. Søren Kierkegaard skriver, at det er lige så svært at skildre ironikeren ”som at afbilde en nisse med den hat, der gør ham usynlig”. Men man danner sig dog et indtryk af ironikeren Thomas Mann, når han i ”Buddenbrooks” fortæller om Tony, som efter sin første skilsmisse gerne vil fremstå som den altgennemskuende kvinde, der med fagter og ord ”lod ane, hvilke dybe indsigter hun havde nået i menneskelivet og -skæbnen.”

Det er lige præcis det, hun ikke har.

”Buddenbrooks” forløber over cirka 40 år – fra 1835 til 1876. Romanen skildrer fire generationer af en købmandsfamilie, hvor den første generation med patriarken Johann Buddenbrook repræsenterer robuste ambitioner hos det selvbevidste borgerskab. Sønnen, konsul Jean Buddenbrook, er derimod spaltet mellem religiøs pietisme og merkantil realisme og uden sin fars sikre forretningssans.

Forfaldet melder sig stadig tydeligere hos konsulens fire børn. Christian ender som en forgældet boheme. Søsteren Tony har et vindende væsen, men en svag dømmekraft, og begge hendes ægteskaber ender katastrofalt. Clara dør, ikke længe efter at hun er blevet gift.

Kun Thomas Buddenbrook synes umiddelbart at have kræfterne til at føre firmaet videre. Men Thomas dør, kort inden han fylder 50 år. Svækket af en tandoperation kollapser han midt på gaden og ånder bogstaveligt talt ud i en rendesten. Dermed er huset Buddenbrooks skæbne beseglet.

Da Thomas Mann i begyndelsen af 1950’erne fik en østtysk udgave af ”Buddenbrooks” i hånden og på omslaget kunne læse, at der her var tale om en roman, der afslørede det dekadente borgerskab, blev han rasende. Det var ikke meningen. Romanen handler rigtignok om et forfald i henseende til velstand og vitalitet, men dette opvejes netop af en øget åndelighed og en større sensibilitet. Som man ser det hos Thomas Buddenbrook, der pø om pø lægger den borgerlige attitude fra sig og i stedet anlægger et kunstnerisk gemyt, der skal manifestere sig helt uskrømtet i hans eneste søn, Hanno. Hanno er den store musikalske begavelse, der plages af nervøsitet og mangel på livskraft, så han til ingens overraskelse dør tidligt.

Men det er Hanno, der har fortællerens dybe sympati. Stilen røber det. For den eneste gang, hvor den navnløse fortæller veksler fra tredjeperson til førsteperson, er, da han betragter den lille Hanno, der helt spontant hengiver sig i legen:

”Ak, det varer ikke længe, før alting kaster sig over os med kluntet overmagt for at voldføre os, eksercere os, strække os, krympe os, ødelægge os.” Her allierer fortælleren sig med Hanno og hans skæbne, som jo ofte også er den følsomme kunstners.

Thomas Mann brugte alt, hvad han faldt over gennem livet, i sin fiktion. Mennesker bliver til personer i hans romaner. Det var ikke, fordi han ville skrive nøgleromaner, men fordi koblingen af virkelighed og fiktion hang uløseligt sammen med den digteriske ambition – at illustrere, hvordan kunst fører til erkendelse. For som hans samtidige T.S. Eliot udtrykte det: ”At digte er at foretage bestandige patruljeringer mod det uartikulerede.”

Med ”Buddenbrooks” ville Mann vise, at det ydre forfald er helt igennem acceptabelt, hvis det resulterer i en kunstnerisk udvikling. Derfor reagerede han heftigt over den østtyske udgave af romanen, der angav, at forfaldet var forkasteligt. Nej, mente Mann, dekadence er tværtimod udtryk for en æstetisk forfinelse, som vi ikke kan undvære, hvis livet skal udvikle sig.

Romanen begynder i bedste naturalistiske stil med indgående at beskrive interiøret i familien Buddenbrooks palæ og medlemmernes klædedragter for derpå langsomt at koncentrere sig om Thomas’ og Hannos indre sjæleliv, hvor fortælleren forlader ironien og bliver meddelagtig og solidarisk. For hvis man i historiens løb havde forkastet de kunstneriske impulser, som er til stede hos en Thomas eller Hanno Buddenbrook, så ville vi være fortsat med at leve som Cro-Magnon-mennesket, mente Thomas Mann.

Siden reviderede han vel nok denne æstetisk bestemte anskuelse. Nazismens fremkomst fik ham til at finde den gamle familiebibel frem, og han skrev ”Josef og hans brødre”, der betegner en orientering mod den etiske eksistens.

Det ændrer dog ikke ved, at ”Buddenbrooks” er et mesterværk med et så righoldigt stof, at nye læsere eksempelvis vil finde Thomas Manns skildring af familien Buddenbrooks økonomiske trakasserier uhyggeligt profetiske under en coronakrise, hvor også solide familieforetagender vakler.