Prøv avisen

Det vi ikke kan tænke os til

Helge Elbeks prædiken over lignelsen om den fortabte søn fremhæves af Johannes Møllehave, der opfordrer til at genudgive Elbeks prædikener med Niels Larsens Stevns bibelske billeder. -- Foto: © Niels Larsen Stevns/COPY-DAN Billedkunst 20060473 Foto: Foto: © Niels Larsen Stevns/COPY-DAN Billedkunst 20060473

TROENS GLEMSEL: Var det ikke en opgave for Præsteforeningen af genoptrykke Helge Elbeks prædikensamling "Troens glemsel", spørger Johannes Møllehave, der anbefaler alle præster at læse Elbek

Det er godt, at Præsteforeningens Blad altid bringer prædikengennemgange. Det er gode oplæg, så at man selv kan reflektere videre. Jeg husker især Søren Nordentofts gennemgange for mange år siden som farlige, fordi de var så helstøbte. Man kunne ikke komme fri af dem. Nordentoft var selv prædikant, men brugte hverdagseksempler til at forstå teksterne ud fra, og så var hans teologi så lysende klar. Jeg husker også Odenses domprovst Falcks prædikengennemgange som enestående inspirerende.

Alligevel er der en bog, jeg ikke kan undvære og altid genlæser, når jeg selv skal prædike. Det er Helge Elbeks prædikensamling "Troens glemsel", en ejendommelig titel, som vækker undren, indtil den går op for en, så man forstår, at den dels ikke kunne hedde andet, og dels er nøglen til forståelsen af hver enkelt prædiken. Det skal jeg vende tilbage til.

Helge Elbek var valgmenigheds præst i Vrå. Han udgav ikke selv sine prædikener, de blev udvalgt og udsendt af hans søn, litteraturforskeren Jørgen Elbek i samarbejde med Vrå menighed, og hvor var det godt, de kom i trykken! Søren Kierke- gaard siger, at en god prædiken er en samtale, og det er mange af disse prædikener. Desuden er Elbek i stand til at tale i billeder, som man husker, og han fletter ofte et salmecitat ind i sin tale, for eksempel "På vort eget nat og dag/ stirrer vi med velbehag." Han har humor og ironi. Storm P. lader en mand, som står på en vægt, sige: "Det er let at blive svær, men det er svært at blive let." Elbek taler let om det svære og hans sprog er tæt på dagligsproget.

Jeg vil meget håbe, at hans prædikensamling genoptrykkes – ellers kan den heldigvis lånes på biblioteket, selvom den desværre er anbragt i magasinet de fleste steder i landet. Den burde findes i enhver præsts studerekammer. Prædikerne er så korte, at man kan undre sig over, om de har varet seks minutter, eller om de kun udgør substansen i den prædiken, der blev holdt? De fylder mindre end to sider.

Jeg spurgte engang en beskeden kollega, hvorfor han prædikede så kort, som han gjorde, og jeg har ikke glemt hans svar. Han sagde, "Erfaringen har lært mig, at en kort, dårlig prædiken er bedre end en lang, dårlig prædiken."

Og det er nok sandt. Elbek har aldrig holdt en dårlig prædiken, men heller aldrig en lang, hvis man skal vurdere det ud fra hans prædikensamling. Er en kort god prædiken også bedre end en lang god prædiken? Det er man tilbøjelig til at mene, når man læser Elbek.

For at vise, hvorfor jeg synes hans prædikener er forbilledlige, vil jeg vælge to af hans prædikener ud. Den ene har afsæt i evangeliet femte søndag efter trinitatis. Lukasevangeliget kapitel 5 vers 1-11, der er Peters fiskedræt.

Den anden handler om den fortabte søn.

Den første går ud fra en tekst, som kan være vanskelig, fordi den ikke er særlig kendt i sit tema. Den anden gør en af de mest velbekendte tekster ny. Det skulle være tilstrækkeligt til at vise Elbeks styrke.

Den første – den om Peter – begynder sådan: "Peters verden er søens verden, fiskeriets verden, bådenes verden og garnets verden. I den verden vidste han alting om alt, vidste derfor også, hvad der kunne nytte, og hvad der ikke kunne nytte. Og så er det, at der en dag sker dette underlige, at den mand, hvis tale han har lyttet til, siger til ham: du skal gøre det som du ved, ikke kan nytte."

Så enkel er indledningen og så enkel er den prædiken. Peter ved, det ikke kan nytte, for han er fagmand, men siger: "På dit ord vil jeg gøre det" og – siger Elbek – sådan oplever Peter et øjeblik, hvor Jesu ord sejrer over hans egen viden, og får ham til at gøre det, som han ved, ikke kan nytte:

"Dette øjeblik er troens øjeblik, og den verden, det lukker op til, er troens verden. Den er der, hvor Vorherres ord er stærkere end min egen viden, så at jeg gør det, som jeg ved ikke kan nytte."

Ja, talen er længere, men her er dens kerne. For hvem kender ikke til, at man vil give op? Det kan være en enkelt dags tomhed, det kan være en krise i et parforhold, eller en skriveblokering. Jeg kan ikke komme videre, og jeg ved, hvad det betyder. Det nytter ikke! Slut! Den prædiken skal da få mig til at blive i forholdet, at prøve igen, at gøre det, jeg ved ikke nytter.

Vorherres ord sejrer over vor egen frygt. Det er prædikenens enkle ord. Billedtalen om at kaste nettet ud på ny – ledsaget af ordene "Frygt ikke" – bliver en befriende tale ind i hverdagens triste resignation og opgivelse.

Den anden tale (den om den fortabte søn) begynder sådan: "Forkyndelse er den tale, som aldrig kan udledes som et facit af vore egne tanker. Forkyndelse er et bud fra en verden, som vi ikke kan tænke os til."

Helge Elbek fortolker lignelsen om den fortabte og den bitre hjemmearbejdende søn sådan: "Den enes drøm om storhed var gået under i nederlag, den andens i bitterhed – de ville være store, og de fik lov at være små. Det kunne de ikke sige sig selv, derfor måtte det siges til dem, siges af den eneste, der kan gøre de store små af nåde: en far. Man har drøftet, om en far i virkelighedens verden ville bære sig sådan ad. Spørgsmålet er ligegyldigt, for der hvor Jesus tegner billedet af denne far, der er mennesketankernes spor endt, der er forkyndelsen begyndt. Der siges det, som vi ikke kan tænke os til: sådan er Gud. I den verden, hvor vi ved så vel, at alle de små drives af drømmen om storhed, og hvor nederlaget venter, og bitterheden truer, der venter også Gud på i nåde at gøre de store små for livets skyld. Det er ikke en tanke, vi har tænkt, det er et ord, Jesus har sagt." Jeg håber, man ser, hvordan talen er den samme i de to prædikener over de to meget forskellige tekster. Af Elbek kan man ikke bare opbygges, men, vil jeg påstå, simpelthen lære at prædike. Var det ikke en idé for Præsteforeningen at udgive disse prædikener med Niels Larsen Stevns' skitser til bibelske billeder?

Og så kommer titlen i sin klarhed: Hvad fik hende til at vove sig ind i farisæerens hus? Hvad fik hende til at komme til ham, der hvor hun var udsat for den største foragt? Troens glemsel. Det var den, der fik Peter til at glemme sin viden og fatte nyt mod. Det var den, der fik den fortabte søn til at vende hjem. Troens glemsel er vist Elbeks oversættelse af det smukke ord, som betyder miskundhed, "ikke kendskab", eller "lad det være glemt".

kultur@kristeligt-dagblad.dk