Ny dirigent for drengekor: Det vigtigste er at bringe nøglen med til en skattekiste af musik

Kantor i Aarhus Domkirke Carsten Seyer-Hansen overtager ledelsen af Københavns Drengekor. Han bliver den første dirigent i korets snart 100-årige historie, der ikke selv har sunget i koret

Det største ansvar, jeg får med Københavns Drengekor, er at bevare en måde at udføre det ambitiøse og tidskrævende arbejde på så drengene ikke føler, at de lever på en anden planet, men laver noget meningsfuldt i deres samtid, siger Carsten Seyer-Hansen. – Alle fotos: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Det største ansvar, jeg får med Københavns Drengekor, er at bevare en måde at udføre det ambitiøse og tidskrævende arbejde på så drengene ikke føler, at de lever på en anden planet, men laver noget meningsfuldt i deres samtid, siger Carsten Seyer-Hansen. – Alle fotos: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Det er nemt at finde Carsten Seyer-Hansen, det gælder bare om at gå efter lyden. Når først porten er fundet, og derefter opgangen til Aarhus Domkirkes kontorer, er det derfor bare at følge trapperne op, lige indtil lyden er helt tæt på.

”Jeg er ikke en type, der sniger sig ind på folk. Det er helt umuligt for mig at lade være med at fløjte eller synge det, jeg lige har i hovedet. Måske kan det diagnostiseres som en form for lidelse,” smågriner Carsten Seyer-Hansen og slår dermed, næsten bogstaveligt talt, tonen an til et interview, der mest kommer til at handle om glæden ved musik.

Indenfor på kontoret har komponisterne Bach og Monteverdi fået hver deres fremtrædende plads på væggen, og der er selvfølgelig også et klaver i lokalet. Det er dog udsigten, Carsten Seyer-Hansen præsenterer som det første.

”Er det ikke fantastisk, og tænk, at jeg nu har valgt at flytte fra det her,” siger han og slår ud med armen, mens han fra vinduet kigger direkte over på Aarhus Domkirke og ned på de toppede brosten, der udgør den allerældste del af Aarhus.

Der er dog i høj grad også tale om et tilvalg fremfor et fravalg, når han i løbet af sommeren flytter til København for at begyndte sit nye arbejdsliv som dirigent for Københavns Drengekor. Her afløser han Ebbe Munk, der er gået på pension efter 29 år som korets dirigent. Ebbe Munk sang som dreng selv i koret, hvilket hans forgængere med dirigentstokken for det traditionsrige kor, der om fire år kan fejre 100-årsjubilæum, også har gjort.

Den tradition bryder Carsten Seyer-Hansen nu eftertrykkeligt. Ikke alene har han aldrig haft en plads i Københavns Drengekor, han har ikke haft plads i noget drengekor overhovedet. Det fandtes simpelthen ikke i nærheden af Givskud, hvor han voksede op.

”Som dreng vidste jeg slet ikke, det var en mulighed. Jeg anede jo ikke, at et barneliv kunne udfolde sig på den måde. Jeg er vokset op langt ude på landet med ’Egon klaverlærer’ og det elskede jeg, men det var jo ikke et fællesskab med jævnaldrende. Og min musikinteresse virkede helt sikkert aparte på mange omkring mig,” siger han og fortæller så om sin opvækst: Hans far var håndværker, men havde arbejdet indenfor landbruget i sine unge dage og realiserede derfor en drøm om et lille husmandssted på Givskud Mark.

Her voksede Carsten Seyer-Hansen op sammen med sin storesøster, og her kørte han rundt på sin egen lille traktor og nød at gå til hånde med alt muligt praktisk arbejde. Den hobby dyrker han i øvrigt stadigvæk og bruger i øjeblikket sine ferme hænder til at istandsætte sit nyerhvervede gamle hus i Valby. Fra sin mor hentede han glæden ved musik. Hun spillede klaver og lyttede til klassisk musik på hjemmets grammofon, og hun fik foranstaltet, at sønnen kom til at spille klaver hos den konservatorieuddannede Egon Pedersen, der boede i nærheden. Her gik Carsten Seyer-Hansen til klaver, fra han var seks år, til han blev student og flyttede fra byen.

”Det, at man som barn får mulighed for at møde jævnaldrende med samme lyst og evne, kan man sagtens komme af sted med, hvis man er god til at spille fodbold. Men et drengekor, det lyser jo ikke lige op i landskabet og gjorde det slet ikke, da jeg var dreng. Nu har vi lavet et i Aarhus, og de sidste 10-15 år er der skudt drengekor op rigtig mange steder. Det er en god udvikling og en mulighed, jeg helt sikkert selv gerne ville have haft”, siger han.

Nu skal Carsten Seyer-Hansen så efter 17 år som kantor i Aarhus Domkirke og dirigent for Skt. Clemens Drengekor skifte domkirke og kor. Det gør han ikke uden en vis ærefrygt.

”Det er helt ufatteligt, hvor stor en bedrift det har været af Mogens Wöldike, som skabte Københavns Drengekor og blandt andet også Radiokoret. Det er virkelig store fodspor, han har sat sig, og de efterfølgende dirigenter har alle sammen enten selv oplevet ham som barn eller været tæt på nogen, for hvem han har betydet meget. Den cirkel bliver brudt med mig, men respekten for det, der ligger før, er af den grund ikke mindre, nok nærmere større. Jeg har i den grad lysten til at arbejde videre med den fantastiske tradition på en måde, som giver mening for mennesker i 2020 og forhåbentlig mange år fremad,” siger han.

Der er stærke traditioner forbundet med Københavns Drengekor. Mange tv-seere har på DR fornylig kunnet opleve koret indefra og set drengene optræde ved koncerter i deres karakteriske matrostøj.

Det kan på flere måder virke lidt gammeldags. Kommmer du som en fornyer?

”Jeg er vældig begejstret for traditioner og især hvis dem, der skal bære dem videre, har blik for, hvorfor de her traditioner er vigtige og er stolte af at bære dem videre. De ting, vi bliver ved med at elske, fællessang eksempelvis, udspringer af traditioner. Der er nogle ting, der kan se gammeldags ud i et moderne samfund, hvor der ikke er mange traditioner tilbage, men så meget desto mere er der brug for, at vi er nogle, der holder traditionerne i hævd.”

”I den repertorieplan, jeg skal arbejde med de næste to-tre år, findes masser af gammel musik, som koret har sunget tidligere, men der findes også musik, som ikke er skrevet endnu, og jeg kommer måske også til at blande genrerne mere, end koret har været vant til. Man vil mærke, at min kærlighed går til utroligt meget forskelligt musik. Det er de gamle drenge dér, der er rygraden i mit eget musikalske virke,” siger han og peger op mod Bach og Monteverdi.

”Men jeg er vældig optaget af, hvordan man kan møde musik med forskellig musikalsk udgangspunkt. Jeg vil ikke sige, jeg kommer som en fornyer, men forhåbentlig kommer jeg som en interessant musiker, der kan pirre en nysgerrighed for at se, hvad kan der ske, når vi sætter de to elementer, mig og Københavns Drengekor, sammen.”

Fra sit arbejde med Skt. Clemens Drengekor har Carsten Seyer-Hansen erfaring med det menneskelige arbejde, det også er, at have med de unge sangere at gøre. Drengekor er noget helt specielt, fordi det kun er nogle ganske få år, drengene kan synge den eftertragtede sopranstemme. Det kan ikke undgå at give korsangerne skuffelser undervejs.

Eksempelvis kan de komme ud for, at deres stemme knækker og går i overgang lige op til en udlands-turné, som de havde glædet sig til. Når det sker i Aarhus, bliver drengene tilbudt at komme på et dirigenthold, også under Carsten Seyer-Hansen, mens der i København er en række andre tilbud til de drenge.

”Med drenge er der det specielle, at de i en alder af 10 år kan gøre noget, som ingen andre kan. Det er en helt særlig tæt, tindrende og sølvagtig lyd, der kan komme ud af en drengestrube. Men de skal nå det, inden de bliver 14. Det betyder, at de gennemlever et musikerliv på få år, hvilket er ekstremt motiverende både for dem og mig. Musikalsk er det fantastisk at være sammen med en voksen mand, der synger bas, men tidligere har sunget både sopran og alt. De kender simpelthen værkerne så godt. Jeg har drenge, som kender hver eneste akkord i Bachs Johannespassion. De ved ufatteligt meget mere om musik, end jeg selv gjorde, da jeg gik i gymnasiet,” siger han og tilføjer:

”Min primære kærlighed ligger i den form for musik, som de unge ikke møder af sig selv. Derfor er det en fantastisk glæde at kunne åbne den verden for, hvem det ikke ville ske, hvis jeg eller en anden ikke gjorde det. Glæden ved at få en hel flok til at føle, at Bach er det bedste, der er sket for dem, At komme med nøglen til den skattekiste af musik er en stor del af min drivkraft.”