Det vilde Irland i nordvest: En overset smuk natur

Donegal County i det nordvestlige Irland byder på en fabelagtig smuk natur og en kulturel egenart, der blandt andet viser sig ved at sproget gælisk ofte høres

Slieve League byder på dramatisk udsigt. Kystklip-pen når på sit højeste sted helt nøjagtigt 599 meter over havet.
Slieve League byder på dramatisk udsigt. Kystklip-pen når på sit højeste sted helt nøjagtigt 599 meter over havet. Foto: Jens Henrik Nybo.

Donegal er det nordligvestligste af de irske amter og af mange betragtet som en af de smukkeste og mest særprægede områder i hele Irland. Samtidig er det kulturelt et af de mest intakte i republikken, for eksempel hører man ofte gælisk talt indbyrdes blandt borgerne.

Det rå ocean slider konstant på de bratte og dramatiske klippevægge, som danner værn for de nådesløse bølger, som har taget tilløb hele vejen fra Nordamerika.

Men trods den fantastiske natur har Donegal County af flere årsager stået lidt i skyggen af de mere besøgte vestirske områder længere mod syd, hvor mini-metropolen Galway i mange år har været base for kendte seværdigheder som Cliffs of Moher, nationalparkerne Connemara, The Burren og Killarney samt halvøerne Dingle og Ring of Kerry endnu længere mod syd. Cliffs of Moher er uden diskussion Irlands mest fotograferede klippekystparti og bestemt seværdig.

Kyststrækningen Slieve Leage

Men, som guiden i Donegals mest kendte naturområde, Slieve League, fortæller, da vi går de tre kilometers vandring fra parkeringspladsen ud – og op – til udsigtspunktet, så er Slieve League med sine 600 lodrette meter over havet tre gange højere end Cliffs of Moher og en af de højeste kyststrækninger i Europa.

Måske har amtet Clare County nær Galway været bedre til at markedsføre Cliffs of Moher, mener han.

Både imponerende og dramatisk er synet da også, når man står og skuer ud i horisonten. De golde klippesider er spækket med mineraler, og fremstår i farvenuancer mellem rav, hvid og rød – dog noget afhængigt af lyset, som her nær Atlanten tit gemmer sig bag skyerne.

Så højt oppe er man, at man dårligt hører de voldsomme bølgers møde med land langt neden under. Fuglelivet er rigt, og tusinder af havfugle bygger rede i klipperne.

Den vilde atlantiske vej

Det vestlige Irland er vidt berømmet for sin Wild Atlantic-vej, som løber hele vejen fra det nordligste Donegal og ned til Cork i sydvest.

En 2500 kilometer lang strækning, som fører forbi noget af det smukkeste og mest dramatiske af Vestirlands til tider barske, men også smukke kyster.

Donegal har sin pæne andel af vejen, og det omfatter ikke alene området omkring Slieve Leage, men flere andre steder som Malin Head længst mod nord og helt i syd nær den pittoreske by Aradara det fabelagtige pas, Glengesh Pass, hvor man virkeligt føler sig ved verdens ende.

Foto: Jens Henrik Nybo

Her er øde, barsk og kun fårene er for det meste de eneste levende væsener. Lidt uden for Ardara kaster det øverste af det 300 meter høje Assaranca-vandfald sine kaskader ned i smukke kurver, inden vandet ender i en lille dam foran. Også tæt her på ligger endnu en af Donegals smukke strande, Maghara, og går man lidt længere op ad stranden, støder man på flere klippehuler.

Nationalparken Glenveagh

En anden af Donegals storslåede naturområder er nationalparken Glenveagh i den nordlige ende af amtet.

Den er landets næststørste med et areal på 16.000 hektar af meget forskellige landskaber – fra bjerge, dybe skove, søer og floder til moser og heder. Parken gennemskæres af dalen, som har givet parken sit navn. Her er en pæn bestand af hjorte, men også ørne. For ikke så mange år siden blev kongeørnen genindført, efter at have været udryddet.

Centralt i nationalparken står slottet Glenveagh Castle, som blev opført i victoriansk stil fra 1870 til 1873 af den amerikanske velhaver George Adair. Hans hustru var haveelsker, og hun anlagde haven med magnolier, rododendroner, bambus og statuer af græske og romerske guder.

Her er flere korte vandrestier igennem den ødsle frodighed. Fra besøgscentret kan man vælge at gå de tre kvarters vandring til slottet, eller køre med en shuttlebus den ene af vejene, så der også bliver tid til at standse op og nyde naturpoanoramaerne undervejs.

Kønt urbant i Donegal

Donegal Town er en charmerende by, som Eske-floden løber igennem. Hyggelig og spækket med afslappet atmosfære, som især ved tusmørke forplanter en særlig magi, når lysene på gaderne og i husene gradvis overtager dagslyset.

Donegal bys største attraktioner er borgen, som blev bygget af en irsk klan, O’Donnell, i 1474. De brændte den ned i starten af 1600-tallet, inden de flygtede til Frankrig, fordi de var på flugt fra den engelske armé.

Done-gal Town i tusmørke byder på en særlig magi af skønhed og ro.
Done-gal Town i tusmørke byder på en særlig magi af skønhed og ro. Foto: Jens Henrik Nybo

Overfor borgen ligger Donegal Towns ældste pub, Old Castle Pub. Her kan man passende slutte dagen af med en kølig øl – ja, hvorfor ikke en Guiness – i de hyggelige omgivelser. Måske er appetitten efter fast føde også skærpet, og så kan man gå ovenpå i Red Hugh’s Restaurant og nyde en af stedets fine fiskeretter. Og der er heldigvis mere end fish n’ chips på menukortet.