Detektivromaner var skjult samfundskritik

Ny forskning viser, at den hårdkogte krimi var en kritik at magthaverne i Californien

Humphrey Bogart i rollen som den hårdkogte detektiv Sam Spade i filmen "Malteserfalken".
Humphrey Bogart i rollen som den hårdkogte detektiv Sam Spade i filmen "Malteserfalken". Foto: .

De fleste kender den hårde klassiske krimi med sammenbidte detektiver, forræderiske sexede kvinder og brutal vold som ren underholdning. Men den hårde detektivroman er mere end det, viser ny forskning. I sin netop afsluttede ph.d. viser Karsten Wind Meyhoff, hvordan den krimi, der opstod i USA i 1900-tallet, afspejlede det Californiske samfund.

Den hårdkogte krimi er skarp samfundskritik, men forklædt som underholdning. Den handler om alle de mennesker, der så at sige bliver ædt om af Los Angeles, siger Karsten Wind Meyhoff til videnskab.dk.

Den hårdkogte krimi blev en succes allerede ved dens fødsel. For de fleste er den hårdkogte krimi lig med sex, vold og druk. Detektiverne har deres egen moral, de er mere eller mindre korrupte og slår før de spørger. Men samtidig med at detektiverne ikke selv overholder alle love, afdækker de en verden med en moral og brutalitet, der er endnu værre end deres egen:

I den hårdkogte krimi kortlægger hovedpersonen, detektiven, magtforholdene i byen. Korrupte politifolk, afpressere og bestukne politikeres alliancer udstilles, fortæller Meyhoff.

I slutningen af 1800-tallet fik en gruppe forretningsmænd øjnene op for hvilke muligheder, der var i Los Angeles, hvis byen blev udviklet til en millionby. Derfor startede de med reklamer, artikler og brochurer en kampagne for Californien. I deres iver efter mere profit var de med til at skabe drømmen om Californien. Den californiske drøm var en variation af den amerikanske drøm om et fristed, hvor alle havde mulighed for at realisere et godt liv. Virkeligheden viste sig at være en helt anden for tilflytterne, der ofte endte i stor fattigdom og måtte ty til kriminalitet for at overleve. Det er i denne virkelighed, de hårdkogte detektiver lever.

Krimierne er i den grad samfundskritiske og viser hvordan det i virkeligheden er magthaverne i Los Angeles, der er skurkene:

I bøgerne står den gruppe driftige forretningsmænd, som skabte den californiske drøm, bagved kriminalitetet. Superskurken i den hårdkogte krimi er ofte jordejere, spekulanter eller bagmændene på råstofudvining, siger Karsten Wind Meyhoff.

Den hårdkogte krimi er forløberen for politikrimien og den skandinaviske krimi, som især er blevet kendt med Stig Larssons trilogi om Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander.