Knausgårds bog om Anselm Kiefer er ikke en bog om Anselm Kiefer

I ”Skoven og floden” er Karl Ove Knausgård på jagt efter svaret: Hvad er forholdet mellem kunstner og værk? I sidste ende handler bogen mest om Knausgårds eget kunstsyn, og dét syn er altid godt at få repeteret

Knausgårds bog om Anselm Kiefer er ikke en bog om Anselm Kiefer

”Kære Anselm Kiefer...”

Sådan begynder handlingen i Karl Ove Knausgårds nye bog. Med et gammeldags brev til den mand, der efter nordmandens opfattelse er verdens største nulevende kunstner.

Knausgård vil gerne møde Kiefer for at finde ud af, hvad det er, den tyske kunstner kan, og for at undersøge, som han også gjorde i sin bog om Edvard Munch, hvad kunst i bredere forstand er. Der går lang tid, inden Kiefer svarer, og da han endelig lader høre fra sig, er det via en personlig assistent, der meddeler, at Knausgård er velkommen i Kiefers hangarlignende atelier uden for Paris.

Herfra begynder så en rejse, der varer flere år med mange møder mellem de to, og som resulterer i dels en portrætartikel til et amerikansk magasin, dels denne bog, ”Skoven og floden”.

Noget egentligt venskab kommer der dog ikke ud af møderne, for Kiefer fremstår som en blanding af distræt professor og gakket troldmand a la Michael J. Fox’ sidekick i ”Tilbage til fremtiden”-filmene. På ét tidspunkt kalder han Knausgård for ”Klaus” og lader til ikke at ane, hvem han er. På et senere tidspunkt kan han ikke genkende forfatteren til ”Min Kamp”-bøgerne, fordi hans hår er blevet klippet.

Knausgård gør for sin part heller ikke fremstillingen af Kiefer vildt andægtig, som når han lader den tyske troldmand sige ”hi hi hi” eller ”hæ hæ” efter sine udtalelser, der rigtignok ikke er lige geniale hver gang. Han er lidt af en ”trickster”, ham Kiefer, tænker man, og læser nysgerrigt videre for at finde ud af, hvad ”Skoven og floden” så egentlig handler om.

I ”Skoven og floden” møder Karl Ove Knausgård den tyske kunstner Anselm Kiefer (på billedet) flere forskellige steder i verden, blandt andet i Paris, hvor han bor, i København og London, og i Freiburg og Donaueschingen, hvor Kiefer voksede op. Han overværer Kiefer arbejde i sit atelier, og han taler med ham om hans kunst i et forsøg på at prøve at forstå, hvad mødet med Kiefers kunst gør ved beskueren. Men spørgsmålet er, om bogen i virkeligheden ikke handler med om Knausgård selv og hans eget syn på kunst. Anselm Kiefer ses her foran værket ”Ramanujan Summation - 1/12”. – Foto: Nils Jorgensen/Shutter­stock/Ritzau Scanpix.
I ”Skoven og floden” møder Karl Ove Knausgård den tyske kunstner Anselm Kiefer (på billedet) flere forskellige steder i verden, blandt andet i Paris, hvor han bor, i København og London, og i Freiburg og Donaueschingen, hvor Kiefer voksede op. Han overværer Kiefer arbejde i sit atelier, og han taler med ham om hans kunst i et forsøg på at prøve at forstå, hvad mødet med Kiefers kunst gør ved beskueren. Men spørgsmålet er, om bogen i virkeligheden ikke handler med om Knausgård selv og hans eget syn på kunst. Anselm Kiefer ses her foran værket ”Ramanujan Summation - 1/12”. – Foto: Nils Jorgensen/Shutter­stock/Ritzau Scanpix.

Svaret kommer allerede på side 42 i den lille bog. Det går op for Knausgård, at Kiefer ikke rummer store indre visioner, og at han hverken er en alkymist fra middelalderen eller et romantisk geni, selvom selviscenesættelsen peger i disse retninger.

Kiefers kunst bliver til i mødet med en form, og når tanken får udtryk i det konkrete, i værket:

”Jeg kunne godt lide at se, hvordan billederne ikke blev skabt ud fra en indre vision eller forestilling, som Kiefer havde, men at det billederne selv var ... var udgangspunktet for udformningen af dem. Han havde sine ideer, men han måtte kæmpe med materien for at vriste dem ud, og kampen – ideen versus materien – blev til kunstværket”.

I denne optagethed af det konkrete og af formen ligner ”Skoven og floden” både Knausgårds Edvard Munch-bog og så meget andet, nordmanden efterhånden har skrevet.

Han vender ofte tilbage til de samme idéer, hvilket giver en fantastisk fascinerende konstans i et ellers vildtvoksende og meget eksperimenterende forfatterskab (men det betyder også, at en bog som den nye her ikke rummer vildt mange originale indsigter for den garvede Knausgård-læser).

Når Knausgård skriver om billedkunst, handler det virkelig ofte om formens betydning. For ham er kunstneren ikke et geni med store tanker, men et menneske, der kæmper med materien, med pennen og penslen, med sproget og strøget. Der er ikke nødvendigvis et spændende menneske omme ”bagved kunsten”, som er særlig interessant at lytte til eller møde.

Af samme grund tør Knausgård også i denne bog komme med en række udsagn om kunst, der er ret generaliserende:

”Al kunst handler om at noget bliver til noget andet.”

”Alle kunstnere er ikonoklaster.”

”Kunst bliver til for kunstnerens skyld.”

”Al kunst handler jo om at overskride sig selv.”

Rollerne bliver på en måde derfor byttet om i bogen. ”Skoven og floden” er ikke en bog ”om Anselm Kiefer og hans kunst”, som undertitlen lyder. Det er en bog om Karl Ove Knausgård og hans kunst. Eller endnu mere præcist: en bog om kunst.

I sidste uge bragte vi her i avisen et interview med den britiske litteraturprofessor Rita Felski om hendes nye bog ”Hooked”, der er et passioneret argument for en mere sanselig og følelsesmæssig tilgang til kunst. Oplevelsen og kroppen skal mere i fokus, når vi møder kunsten, mener Felski.

Man skulle tro, at Knausgård kender hendes tanker. Ofte skriver han i sine bøger, at ”noget åbner sig i mig”, når han står over for stor kunst, det være sig Munch eller som i den nye bog Kiefers i omfang enorme værker. Denne følelse er et kvalitetsstempel for Knausgård. Det, at kunst gør noget ved ham, er udtryk for, at det er god kunst. Hans kunstsyn er derfor meget klart og står i modsætning til tidligere tiders mere distancerede kunstsyn. Som han skriver:

”Sidst i 80’erne og i begyndelsen af 90’erne var næsten alting ironisk, i hvert fald i det miljø jeg kom i ... Alting, også autenticitet, blev betragtet som et konstrukt; hvis man græd over en bog, en film eller et kunstværk, var det udtryk for, at man var blevet ført bag lyset. Så vi lo i stedet.”

Disse tider er heldigvis slut, men de er jo ikke gået over af sig selv, men fordi kunstnere som Knausgård og Kiefer har reageret på forgængerne. De har gjort noget. Kunst avler kunst og bliver ofte til i reaktion imod anden kunst.

Der kommer også noget efter Knausgård og Kiefer, ja, det er allerede i gang, for kulturen er altid i bevægelse, og der er altid skabelse på ny.