Det kan lyde som et lidt underligt spørgsmål, men det giver mening. Man kan med god ret spørge, om Søren Kierkegaard egentlig har en teologi, hvilket er, hvad en af landets dygtigste Kierkegaard-læsere, Niels Jørgen Cappelørn, gør i sit nye store værk Forligelsen om teologien i Søren Kierkegaards altergangstaler. Det er en enorm bog, både i fylde og indhold, båret af livslang kærlighed til Kierkegaard samt en systematisk forskningsindsats, og der bliver ikke fedtet for nogen. Fra yderste omslag til sidste side udstråler bogen saglighed, og man skal – helt i Kierkegaards ånd – læse omhyggeligt og langsomt, hvormed man til gengæld også vil blive belønnet. Når spørgsmålet om Kierkegaards teologi er så meningsfuldt, skyldes det, at han skriver meget lidt dogmatisk. Kierkegaard kan opfattes som religiøs forfatter snarere end teolog, og Cappelørn forsøger med sin gennemgang af Kierkegaards 13 såkaldte altergangstaler at ”fremlæse” det teologiske, som han kalder det. Og det lykkes, som vi skal se. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at Kierkegaard dermed har en teologi, og netop denne sondring udgør en vigtig nerve i bogen.
Med altergangstalerne demonstrerer Søren Kierkegaard sit talent for at henvende sig til det individ, der i hans øjne i 1800-tallet var i fuld gang med at falde tilbage i den tilstand, vi i dag bredt benævner kulturkristendom. Det er omkring 1847, at Kierkegaard giver sig i kast med denne genre, altergangstalen, som en kristelig tale beregnet til den altergangsgudstjeneste om fredagen, han satte så højt. Jævnligt prædikede teologiske kandidater ved denne gudstjeneste, hvilket også Kierkegaard prøvede, men han afholdt sig konsekvent fra at bruge ordet prædikener, da han ikke var ordineret som præst.
Kierkegaard skriver på et tidspunkt, at ”der i stedet for dogmatik skulle indføres en kristelig talekunst”, og talerne er bygget over nytestamentlige skriftsteder og fungerer som intens forkyndelse ved alterets fod.
Når begrebet dogmatik harmonerer dårligt med Søren Kierkegaard, skyldes det, at det nemt får karakter af systematisk tænkning, hvilket Kierkegaard var skeptisk over for, men Cappelørn mener altså, at dogmatikken ligger som ”et skjult partitur” under talerne. Hans fremlæsning viser ganske rigtigt også, at Kierkegaards opbyggelige stil hviler på ret massiv klippegrund, blandt andet i synet på frelse og fortabelse.
I den forbindelse skal man ikke undervurdere betydningen af talernes anledning. Altergangen er for Kierkegaard nært knyttet til menneskets længsel efter Guds nåde, der ifølge ham tilbydes alle. Den enkelte kan dog afskære sig selv fra den ved at leve med for lidt agtpågivenhed over for denne længsel, der dybest nede bor i enhver, og Kierkegaard skriver:
”For sandelig, om Gud end giver alt, så fordrer han også alt, fordrer, at mennesket selv skal gøre alt for på rette måde at benytte det, Gud giver.”
Den enkelte er sat fri til at afvise Gud, og mens Gud ikke kan tilgive fornægtelsen af hele sit eget frelsende værk, er det vigtigt, at vi har denne frihed til at forarges og afvise. Ellers ville ”alvorens spændstighed”, som Cappelørn smukt formulerer det, gå tabt.
Fortabelsens mulighed er en konsekvens af friheden og ikke mindst understreges det her, hvor alvorligt Kierkegaard tager individet. I modsætning til mange præster i dag, vil jeg hævde, der på den ene side hylder individets ukrænkelighed, men samtidig med vold og magt vil presse det ind i en frelse til alle, hvad enten man vil vide af den eller ej. Kierkegaard skriver:
”... godhed er at give ganske hen, men således at man ved almægtigt at tage sig selv tilbage, gør modtageren uafhængig.”
Vi er underlagt Gud, men vi er også frie til at benægte det.
Samtidig udgør altergangstalerne et fantastisk vidnesbyrd om Søren Kierkegaards evne til at beskrive, hvem Kristus er, og hvem vi er i forhold til ham. Altså, hans kristologi.
Den kommer for eksempel til udtryk i talen bygget over sætningen: den nat, da han blev forrådt..., hvor Kierkegaard udfolder sin overbevisning om alles samtidighed med Kristus.
Den, der også gør os alle delagtige i forræderiet i Jerusalem, og det lyder:
”Ak, selv om vi mennesker er af sandheden, så er vi dog – når vi er ved ’Sandhedens’ side, og når vi jævnsides skal følges med det menneske, der er ’Sandheden’, og når målestokken er ’Sandheden’ – så er vi dog kun som børn ved siden af en kæmpe; vi bliver dog i afgørelsens øjeblik – medskyldige.”
Med Jesus som målestok afsløres vi som afmægtige syndere, men samtidig bringes vi den trøst, som også er Kierkegaards varemærke. For Kristus er ikke kun øverste målestok for godhed, men også for lidelse, hvilket udfoldes i talen med titlen ”Ypperstetræsten”, der sammen med ”Tolderen” og ”Synderinden” blev udgivet i 1849. Skulle man vælge tre Kierkegaard-taler til turen ud på den øde ø, måtte det blive disse vidunderlige tre. I ”Ypperstepræsten” optræder Kierkegaards idé om, at intet menneske kan finde tilstrækkelig trøst i et andet, eftersom vi ikke har kræfterne til at bære hinanden, men vi har den ypperstepræst, der frivilligt har ladet sig prøve i alle ting. Frivilligheden er i centrum i Kierkegaards kristologi, Jesus vil gå den vej, der gør ham til den største udlever af medlidenhed, og han skal kende lidelsen fuldt ud, så han i ethvert øjeblik kan sætte sig i vores sted. Det er Kierkegaard-sjælesorg i koncentreret form.
Nadveren som forligelsens måltid
Bogens titel ”Forligelsen” hænger sammen med, at Kierkegaard ser nadveren som ”forligelsens måltid”. Her foregår den genforening med Gud, som Kierkegaard ønsker for sig selv og for det moderne menneske, som han vidste havde så hårdt brug for den. Men uhyre vigtigt er det altså at bemærke Kierkegaards betoning af menneskets delagtighed i sin egen frelse, hvormed han adskiller sig fra Martin Luther, alt imens det også bliver synligt, at han virkelig er det moderne individs kristne tænker.
Man er langt hen ad vejen selv med til at vælge sin skæbne religiøst set, og jeg føler mig voldsomt fristet til også at læse bogens titel som en anbefaling til samtiden om at forlige sig med tanken om, at Søren Kierkegaard trods ihærdige forsøg på at tilpasse ham en sekulær og blot kulturel og psykologisk mennesketolkning, er en kristen tænker. Frem for noget andet.
Niels Jørgen Cappelørn møder Kierkegaard ved alterets fod, dér, hvor magisteren nok mere end noget andet sted var sig selv, og det er en fornøjelse som læser at tage plads ved siden af dem. Søren Kierkegaard og en af hans mest hengivne og indsigtsfulde læsere, for her kan man lytte og lære, hvis man giver sig selv tiden til det. For det er en lang og krævende bog, der nok kunne være lettet lidt gennem færre gentagelser og en mindre slavisk tekstgennemgang.
Niels Jørgen Cappelørn prøver at skabe tilgængelighed ved at forsyne Kierkegaard-citaterne med en vis nutidig sproglig tillempning, hvilket dog ikke passer denne anmelder. Jeg savner skønheden ved det gamle sprog og den omhyggelighed, man i mødet med det tvinges til at læse med, men jeg anerkender forsøget på at invitere flere indenfor.
Efter cirka 50 års intenst parløb med Kierkegaard og lang tro tjeneste ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret honoreret med offentlige midler ser Niels Jørgen Cappelørn det som sin pligt at berige andre med sin personlige formidling af den Søren Kierkegaard, han står i så nært forhold til. Det gør han smukt, i bedste forstand overlegent og helt imponerende omfattende og naturligvis ikke uden til sidst at besvare det centrale spørgsmål.
Har Søren Kierkegaard en teologi?
Niels Jørgen Cappelørns svar er nej. Søren Kierkegaard har ikke en teologi, men han forkynder en teologi, og har man sans for den forskel, er man på vej til at begribe geniet.