Prøv avisen

DF kræver flere klenodier hjem fra Sverige

Svenskerne tilbageleverer Jyske Lov. Dansk Folkeparti kræver, at endnu flere nationale klenodier hentes hjem

Dansk Folkeparti har fået blod på tanden og kræver nu, at Sverige afleverer flere danske kulturskatte, som svenskerne har røvet i de mange krige. Kravet kommer, efter at Sverige netop har returneret det ældste eksisterende eksemplar af Jyske Lov fra 1280.

- Det er selvfølgelig en glædens dag, at den nu endelig kommer hjem, siger Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup.

- Og det er på høje tid, for det er jo dansk ejendom. Men vi har også behov for at få en række af de andre historiske krigsskatte, som svenskerne har røvet. Hvordan går det med dem, spørger Peter Skaarup.

De røvede danske kulturskatte i Sverige har siden 1996 stået på Dansk Folkepartis ønskeseddel, og skiftende regeringer har - i større eller mindre grad - støttet ønsket.

Indtil nu er det dog ikke lykkedes at generobre de danske kulturskatte fra svenskekrigene i 1600-tallet som blandt andet tæller Margrethe I's brudekjole, Neptunspringvandet og Frederik II's Bordhimmel

Jyske Lov er de seneste 300 år blevet opbevaret i Sverige, hvor klenodiet dukkede op i 1717. Dokumentet, Codex Holmiensis c 37, er en senere afskrift end den originale fra Vordingborg Landsting, hvor Jyske Lov blev givet på kongsborgen.

Det er den yngste af tre lovbøger efter Skånske Lov og Sjællandske Lov, som blev kodificeret af kong Valdemar Sejr. Jyske Lov gjaldt for Nørrejylland, Sønderjylland til Ejderen samt Fyn, dog ikke de frisiske områder, hvor Frisisk lov gjaldt.

Nogle af de kendteste ord på dansk stammer fra fortalen til Jyske Lov:

"Med Lov skal Land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøves ingen lov. Men ingen Lov er jævngod at følge som Sandheden, men hvor der er tvivl om, hvad der er Sandhed, der skal Loven vise Sandheden".