Diakonisser plejede nationaldigteren

KULTURHISTORIE Et upåagtet kapitel i H.C. Andersens liv handler om den pleje, digteren fik under sin alvorlige sygdom i 1872, hvor Den Danske Diakonissestiftelse spillede en central rolle

Det var to erfarne diakonisser, der fik til opgave at pleje H.C. Andersen i hjemmet i Nyhavn 18. Her ses den ene, søster Anna Buch.
Det var to erfarne diakonisser, der fik til opgave at pleje H.C. Andersen i hjemmet i Nyhavn 18. Her ses den ene, søster Anna Buch.

Blandt H.C. Andersens værker fremstår hans dagbog som et særligt vigtigt dokument om digterens liv og levned. Af bogen fremgår dagenes lykkelige og tunge timer. De sidste hænger blandt andet sammen med H.C. Andersens sundhed og sygdom ikke mindst mod slutningen af hans liv, hvor det efter langvarig sygdom i efteråret 1872 gik mærkbart ned ad bakke for forfatteren. I dagbogen skrev han den 6. november 1872: "I går og i dag har jeg fået angst ved at se på mine ekskrementer, de er sortbrune, ser aldeles ud som tjæresalve. Jeg har skæren om livet, frygter, at der er noget galt i mit indvendige. Brev fra Studenterforeningen om at læse op der lørdag den 16. Kan næppe. Er nervøs, arrig og – gudløs; jeg er altså fortvivlet." Triste og svære dage er beskrevet fra denne tid, men det fremgår også, at Andersen modtog sin tids muligheder for behandling af fremtrædende læger og mødte mulighederne inden for sygeplejen: pleje hos venner, vågekone i hjemmet, og diakonissernes hjemmepleje.

En vågekone til hjælp ved sygepleje i hjemmene var almindeligt hos mennesker, der havde råd til at betale hende. Hun tog sig af patienten i aften- og nattetimerne, så familien fik lejlighed til at hvile, og rådede hun ikke over ekspertise, så havde hun dog erfaring. Det var enlige og ofte socialt dårligt stillede kvinder, der søgte ind i dette erhverv for at tjene til dagen og vejen. Der findes adskillige beretninger om ufølsommer, og under tiden også drikfældige vågekoner inden for plejen, men der har givetvis også været dygtige og sobre kvinder iblandt.

H.C. Andersen var ikke særlig heldig med denne form for hjælp, og vågekoner kom og gik hos ham i hastig rækkefølge. Han skriver blandt andet: "Allerede klokken otte kom den nye vågekone, madam Ewald, hun så god og venlig ud, jeg sørgede for hendes spise og drikke til natten, gav hende billedbøger, aviser og havde for resten ingen gavn af hende."

Herefter blev H.C. Andersen plejet af to diakonisser fra Den Danske Diakonissestiftelse, søster Anna Buch og søster Ida Henchel, der ifølge H.C. Andersens beskrivelse var "stor, svær og ret smuk". På Diakonissestiftelsen, der var oprettet i 1863 på kronprinsesse Louises initiativ, blev den professionelle sygepleje i Danmark grundlagt.

Under forstanderinde Louise Conrings ledelse fik søstrene en formaliseret praktisk og teoretisk sygeplejerskeuddannelse. Den blev anvendt på stiftelsens eget hospital på Frederiksberg, og i årene frem på talrige sygehuse i provinsen. Fra begyndelsen af 1870'erne blev arbejdet udvidet til også at omfatte pleje i private hjem, og dette initiativ blev forløberen for en velorganiseret menighedspleje, der senere blev en af diakonissernes mest markante opgaver.

Det var et mål for hjemmeplejen, at den skulle tilbydes både høj og lav. Blandt de patienter, der blev plejet i hjemmet i 1872 var således prins Valdemar, prinsesserne Dagmar og Thyra, generaler, etatsråder og geheimeråder, kantoren ved den jødiske synagoge, et postbud, en skrædders kone, to fattige koner, cigarmagere, vognmandskuske, en politibetjent, flere maskinpudsere, samt altså H.C. Andersen. Oprindelig blev der ikke krævet betaling for søstrenes arbejde i hjemmene, men de, der havde råd, betalte så rigeligt til stiftelsen, at pengene rakte til pleje af mindre bemidlede. H.C. Andersen var velsitueret, men efter endt pleje blev betalingsspørgsmålet behandlet på Diakonissestiftelsens bestyrelsesmøde den 28. december 1872, og det blev besluttet, at for Danmarks store digter skulle plejen være vederlagsfri.

Det er en rimelig formodning, at dronning Louise har været medvirkende til, at plejen af digteren overgik til professionelle sygeplejersker. Hun var Diakonissestiftelsens protektrice og forstanderinde Louise Conrings fortrolige ven og rådgiver, og H.C. Andersen var en velkommen gæst i kongehuset.

Om kongefamiliens omsorg for digteren under hans sygdom læses i dagbogen: "Bud fra kongen og arveprinsessen. Bud fra dronningen med hilsen. Bud fra kronprinsen, om han turde besøge mig i dag klokken et; han kom og var meget deltagende, holdt mig stadigt i hånden, spurgte hvor længe han turde blive, om han turde komme igen en anden dag. Lovede at hilse hele kongefamilien. Syntes jeg boede smukt og hyggeligt."

Det var to erfarne diakonisser, der fik til opgave at pleje H.C. Andersen i hjemmet i Nyhavn 18. Søster Anna Buch var 39 år, havde været med fra stiftelsens oprettelse og var at betragte som forstanderindens højre hånd. Søster Ida Henchel var 37 år og indtrådt i Diakonissehuset 1869, og med dem kom der tryghed i sygeplejen. De nævnes begge mange steder i dagbogen fra november-december 1872. Omtalen er nøgtern, men aldrig kritisk. Nætterne var ofte slemme for digteren. Smerter, angst og uro holdt ham vågen, men mens vågekonen "sov trygt ved siden af sengen", kom søster Anna straks, når der blev kaldt: "Jeg var fortvivlet. Klokken halvfem ringede jeg på frøken Buch. Klokken blev syv, før jeg faldt i søvn."

Få dage senere hedder det: "I aftes fik jeg halvandet pulver, det beroliger. To gange i nat bragte diakonissen mig varm havresuppe, jeg fik en længere hvile, vel havde jeg lidt smerte i underlivet, men jeg sov dog uden stærk hoste." Det gjorde H.C. Andersen ondt at tage afsked med diakonisserne efter tre ugers pleje, men han var i bedring og kunne nu igen dels være alene, dels besøge og bo hos sine nære venner. Søster Anna Buch fik til minde et portrætfotografi af digteren samt et klip fra hans hånd, en palme med krans.

H.C. Andersen kom sig så meget efter det svære sygdomsanfald i efteråret 1872, at han kunne foretage endnu en rejse, der gik til Schweiz, mens den sidst planlagte til Montreux ikke kunne gennemføres på grund af svigtende kræfter.

Udenlandsrejserne havde været en livsfornødenhed for Andersen, men måtte nu ophøre. Med galgenhumor skrev han til sine venner familien Collin: "Ideligt længes jeg efter at flyve ud, men flyve med gigt i alle lemmer er næppe behageligere end at blive skudt ud af en kanon, og at ligge i vådt vejr på et badested er som at være kålorm på et vådt kålblad." I sin sidste levetid oplevede H.C. Andersen den måske fornemste form for sygepleje: kærlig pleje i hjemmet. Det skete hos vennerne familien Melchior og deres børn på familiens landsted Rolighed nord for København. Han var næppe "en nem patient", fru Melchior plejede ham imidlertid trofast til det sidste, men også hun og tjenerskabet måtte have et tiltrængt hvil ind imellem, og ingen var til stede netop ved dødens indtræden.

Man fandt H.C. Andersen død i sengen med et roligt udtryk i ansigtet. Den sidste dagbogsoptegnelse, skrevet af digteren selv, er fra den 19. juni 1875, mindre end to måneder før hans død. Den sidste tid skrev fru Melchior efter diktat.

Hun afsluttede dagbogen den 4. august 1875 med sine egne ord: "Nu er lyset slukket. Hvilken lykkelig død. Klokken elleve, fem minutter udåndede den kære ven sit sidste suk."

Dagmar Bork er tidligere forstander ved Haderslev Sygehus og lokalhistoriker.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

H.C. Andersen døde den 4. august 1875. Her ses hans gravsten på Assistens Kirkegård i København. Foto: – Arkivfoto.
H.C. Andersen døde den 4. august 1875. Her ses hans gravsten på Assistens Kirkegård i København. Foto: – Arkivfoto.