Prøv avisen

Diffus eventyr om naturens liv gaber for bredt

3 stjerner

Selvom forfatteren Karin Lund tydeligvis er fortrolig med den natur, hvori eventyret udspiller sig, forbliver "Rødhalsen" en let monoton historie for voksne

Ingen turde blive tilbage, når alle andre flygtede. Den holdning er baggrunden for det, der sker i et land højt mod nord. Karin Lund beskriver det udførligt – og efterhånden noget monotont – i sit eventyr for voksne, ”Rødhalsen”.

Det hele begynder med, at en ravn keder sig, grebet som den er af en følelse af utilfredshed. Den vil væk fra den følelse – ved at flyve et andet sted hen.

Derved udløses en kædereaktion, næsten alle dyr i naturen vil pludselig et andet sted hen.

Fugle trækker i store flokke ud af landet med kurs mod syd, mus, harer og kaniner piler i samme retning. Og ræve, vilde katte og alle de store rovfugle følger byttedyrene. En udvandring er i gang.

Det eneste, de flygtende ved om det sted, hvor de vil hen, er, at det er et andet sted. Og hver især lægger de deres håb og længsler i det fjerne, ukendte mål.

Tilbage mod nord bliver kun en lille rødhals. Den holder af skoven, hvor den lever, og ser ingen grund til at rejse bort.

Men det er ikke rart for en rødhals at være helt alene i en skov – og slet ikke, da det bliver vinter.

Kulden og mørket betyder krisetid. Fuglen er tæt på opgivelse.

Den har ikke glemt kloge ord fra sin far, der belærte sine unger om, at de måtte flyve, hvorhen de ville. Men – som han tilføjede – de skulle kende deres retning, før de satte af. Det er den leveregel, de flygtende dyr trodser.

Karin Lund gør det på en måde også. Ligesom den skildrede masseflugt har hendes eventyr noget diffust ved sig.

Hun har villet beskrive, hvad en stemning hos et enkelt individ kan føre med sig. En tanke, en følelse – og intet er mere som før.

Hun lader det være op til læseren at fortolke – og tankerne går i retning af fremtidsangst og klimaforandringer.

Men ligesom i dyrenes verden savnes en tydeligere tilstedeværelse af et mål for eventyr-rejsen.

Forfatteren skriver kønt om naturens liv, som hun tydeligvis er fortrolig med. Men hun breder historien for meget ud.

Den kunne med fordel have været koncentreret betydeligt.