Prøv avisen

Overvågning: Når vores digitale spor bliver til kunst

Udstillingen kommer langt omkring og belyser overvågningsproblematikkerne med både historiske tilbageblik og blik ind i fremtiden. Her ses tidligere CIA-agent og it-ekspert Edward Snowden, der fik overvågningssnebolden til at rulle. Foto: Glenn Greenwald og Laura Poitras/AP Photo/The Guardian/Polfoto

Udstillingen ”Watched!” i Kunsthal Aarhus viser, hvor omfattende overvågningen af samfundet er blevet

Den 5. juni 2013 bragte den engelske avis The Guardian en artikel, der afslørede, hvordan den amerikanske regering systematisk gennem flere år havde tvunget det amerikanske telefonselskab Verizon til at udlevere opkaldslister over millioner af amerikanere. Det var tidligere CIA-agent og it-ekspert Edward Snowden, der leverede de hemmelige dokumenter til avisen.

I de efterfølgende måneder rullede mange flere lignende afsløringer frem. Om store teknologigiganter som Google, Facebook, Microsoft og Apple, der videregav omfattende informationer om deres brugere. Om det engelsk designede superprogram PRISM, der minutiøst kan følge den enkelte brugers færden på internettet.

Og om USA’s ulovlige aflytning af andre nationers ledere – hvor spekulationer blandt andet gik på, at daværende præsident Barack Obama havde godkendt aflytninger af den tyske forbundskansler Angela Merkels mobiltelefon.

I løbet af det næste år stod det klart, hvor omfattende både den nationale og den internationale overvågning var blevet, og hvor langt ind i den private sfære den var rykket.

Det er denne nye udvikling, der er omdrejningspunkt for udstillingen ”Watched! Surveillance, Art and Photography”, der netop er åbnet i Kunsthal Aarhus. Her udstilles 14 danske og internationale visuelle kunstnere, der alle problematiserer, hvordan vi i vores daglige liv lever med stadigt mere omfattende og mere konstant overvågning.

Udstillingen kommer langt omkring og belyser overvågningsproblematikkerne med både historiske tilbageblik og blik ud i fremtiden, men noget af det, der overrasker mest, er, hvor meget vi selv bidrager til den massive overvågning, med de ”usynlige spor”, som vi alle sammen efterlader i vores dagligdag.

Når vi handler med vores kreditkort, sender en sms, søger informationer på Google, låner en bog på biblioteket, deler et billede på Instagram eller markerer en løbetur på Endomondo, efterlader vi digitale spor, der bidrager til voldsom ophobning af data, hvorfra sociale myndigheder og efterretningstjenester kan følge med i næsten alt om vores politiske overbevisninger, præferencer og generelle adfærd.

Vi bidrager altså i lige så høj grad selv til overvågningen af hinanden og os selv.

En af de kunstnere, der forholder sig mest direkte til denne nye tilstand af ”superovervågning”, er den italienske kunstner Alberto Frigo, der deltager med sit omfattende værk ”Images of the artifact used by the main hand”.

Siden 2004 har han hver dag taget billeder af alle objekter, han har rørt med sin højre hånd, og som i dag består af et dokumentarisk arkiv på cirka 300.000 billeder. Projektet er del af et større projekt, der vil fortsætte frem til 2040. Her bruger han 36 forskellige måder at overvåge sit liv på og forsøger dermed at generobre magten med en dokumenterende totalmætning.

”Multiveillance” er det nye ord, der beskriver denne tilstand af ”superovervågning”, kan man læse i det omfattende og imponerende udstillingskatalog, der også indeholder flere kunstnere og ni essays, der belyser overvågningsproblematikken fra forskellige vinkler.

Kunstnerparret Adam Broomberg og Oliver Cha-narins strategi synes at være afsløringen. I ”Spirit is a Bone”, udstiller de en serie portrætter af tredimensionelle livsmasker, der er fremstillet med en ny teknologi, hvor fire forskellige kameraer dokumenterer et uvidende subjekt. Teknologien er udviklet af russiske softwareingeniører og sælges på det internationale marked for overvågning og grænsekontrol.

Men udstillingen konfronterer ikke kun en enormt omfattende teknologi, der har muliggjort denne nye udvikling, men også en ny politisk verdensorden, der har rødder i angrebene på USA den 11. september 2001 og det paradigmeskifet, den forhenværende amerikanske præsident George W. Bush indvarslede, da han kort tid efter proklamerede krig mod terrorismen med ordene:

”Enhver nation, enhver region, må nu beslutte sig. Enten er I med os, eller også er I med terrorristerne.”

Terrorismen og ”ondskabens akse” blev fænomener, som alle formodedes at bekæmpe: Hvis du er uskyldig, har du intet at skjule, og overvågningen bør derfor ikke være et problem.

Med denne vending bliver overvågningen ikke længere bare et problem, men tværtimod en slags privilegium for dem, der er i en position, hvor de kan lade sig overvåge. Værkerne på udstillingen er alle af europæiske kunstnere, og de danske bidrag beskæftiger sig med grupper af mennesker, der ikke har dette privilegium, men hvor usynligheden bliver en nødvendig strategi for overlevelse.

Charlotte Haslund-Christensen adresserer med udgangspunkt i homoseksualitet udelukkelse og stigmatisering, mens Tina Enghoff i værket ”Migrant Documents” viser illegale flygtninge og indvandreres ”usynlige” liv i Danmark.

En del af projektet viser migranternes ejendele pakket i sorte plastiksække, der er skjult i træer rundt omkring i København, og vi bliver vidner til spor af virkelige levede liv, men aldrig menneskene bag. Et samfund delt i dem, der kan vise sig, og dem, der ikke kan.