Digte, der leder efter noget at gribe efter

Liv Sejrbo Lidegaards anden digtsamling, ”Vi er her”, er en afdæmpet og til tider lettere konturløs undersøgelse af fællesskabers rækkevidde

Digte, der leder efter noget at gribe efter

Liv Sejrbo Lidegaards anden digtsamling, ”Vi er her”, er allerede fra første side skrevet under påvirkning af tidens store kriser og fundamentale forandringer (klima, krig, flygtninge med mere), der helt grundlæggende anfægter vores selv- og omverdensforståelse. Men det er omvendt ikke en direkte realpolitisk bog, vi her har at gøre med. De ellers så påtrængende forhold benævnes i digtene kun diskret og indirekte. I stedet får vi en mild og afdæmpet, nærmest sval, poetisk undersøgelse af forskellige fællesskabers rækkevidde og (u)muligheder.

I sporet fra debutdigtsamlingen ”Fælleden” (2015) kredser Lidegaard i ”Vi er her” således om de personlige, sociale, historiske og økologiske, menneskelige og ikke-menneskelige, forbindelser og relationer, men i den grad også afstande og fravær, der på forskellige måder udgør og former vores tilværelser (fra intime kærlighedsforhold til menneskers indlejring i naturen), og hun forsøger at fremmane alle de rester, aflejringer, glemte sager, aftryk, erindringer og tidsligheder, der forbinder den enkelte med resten af verden.

Det er en vital og betydningsfuld bestræbelse, som hun i disse år deler med en lang række af sine forfatterfæller: Morten Chemnitz, Lea Marie Løppenthin og Julie Sten-Knudsen, for nu bare at nævne nogle af dem, som hun synes mest beslægtet med.

Man kan også sige, at denne poesi er en søgen efter sådanne fællesskaber, at den forsøger at række ud efter og gribe fat i andre måder at organisere sig på, at leve på, at eksistere på. Den stræber efter, som der står et sted, ”at finde en måde/ at få verden til at findes igen”.

”Vi er her” består derfor heller ikke af helstøbte, afrundede og autonome digte, men bør snarere læses som en digtmosaik eller et digtvæv, hvor forskellige former for tekster og udsagn – rejsenoter, filosofiske betragtninger, digte, digtstumper, hverdagsregistreringer, erindringsglimt, dagbogsoptegnelser med mere – blander sig med hinanden.

Lidegaards poesi er lettere fragmentarisk, prøvende og famlende (at hun udelukkende benytter sig af små bogstaver er en fin, underspillet markering heraf). Den rejser eller springer fra sted til sted, frem og tilbage i tid, og beskæftiger sig snart med det ene, snart med det andet.

Formgrebet, som Lidegaard benytter sig af, er i og for sig godt og virkningsfuldt, men bagsiden ved den flygtige og undersøgende skrift er, at den desværre hurtigt kan komme til at virke lidt for luftig, diffus og konturløs, som eksempelvis i denne korte passage: ”ørrederne skal gyde i de danske åer/ om så æggene skal mases ud af dem// i den inderste, største tryghed/ en klump, forfærdelse// et orkester i en landsby påstår ingenting at have vidst/ om lejren lige ved siden af”.

”Vi er her”s kvalitet findes ikke i sådanne enkeltstående passager, der lidt for ofte mangler sproglig prægnans og intensitet (et overraskende billede eller en slående formulering).

Men i bogens samlede bevægelse, der undervejs opsamler de forskellige dele til en eftertænksom, indsigtsfuld og vedkommende helhed, fremvises en menneskelig eksistens’ baksen med at finde sig til rette i en krisepræget og omtumlet verden og forsøg på at forstå, hvad ”vi” egentlig dækker over.