Litteraturkritikeren Poul Borum sagde engang i et af sine koncise bonmoter om poesi: Digte skal være dybe og enkle og klare.
Claus Grymer er en digter, der i høj grad opfylder denne fordring. Grymer er en af de mange digtere, der har levet et relativt ubemærket liv uden for den litterære offentligheds stærke projektør, men som bestemt ikke af denne grund er en digter, man bør overse, idet han nemlig har skrevet et dusin rigtig fine digtsamlinger samt adskillige romaner og værker med erindringsprosa siden debuten med digtningen ”Skjul” i 1973.
Grymers digtsamling hedder ”Efter døden”, og tematikken er ligeså enkel, som den er elementært gribende, idet det handler om, hvordan man skal få sit liv op at stå igen, efter at man har mistet en livsledsagerske gennem et langt liv. Hvad der i særlig grad gør, at man bliver fanget af Grymers digte, er, at de er fuldstændig blottet for svulstig retorik og patos. De formår i deres beskrivelse af jegets følelser efter konens død at vise, hvordan de store universelle tanker om livets og dødens mening er flettet en i alle de små daglige gøremål, iagttagelser, tanker og følelser som vort dagligdags liv består af. Vi får på denne vis en palet af de stemninger, som jeget uophørligt kastes rundt imellem, og digtene er hver gang yderst stramme og prægnante med deres 8-10 korte verslinjer og deres koncentration omkring en enkelt sansning eller refleksion fra det daglige liv.
Der er i værke t digte om følelsen af desillusioneret tomhed og meningsløshed:
”Jeg vil ikke se / tv-programmer af den slags / der fik dig / til at le / jeg vil ikke høre / at de ikke mere / kan give mig / din latter.”
I andre digte mærker man en stemning over i galgenhumor og sort selvironi:
”Er der et liv / efter din død / i dag købte jeg / temmelig mange køkkenruller / og må vel så mene / at jeg tror / på noget / at bruge dem til / kald det bare / drømmen / om en / fremtid.”
Man møder dog også digte, hvor følelsen af rensende og forløsende sorg og taknemmelighed over det, man har haft sammen, er dominerende. Et smukt billeddigt lyder:
”Ind gennem det åbne vindue strømmer / forår og stærefløjt / og lige dér / mellem inde og ude / mødes den / store lykke / med den lige så / store sorg.”
Og endnu et positivt og afklaret digt, der i som mange andre af digtsamlingens tekster opfylder Borums fordring om at være enkelt og dybt og klart:
”Når jeg tænker / på døden / tænker jeg på / hvor tryg du var / da du hengav / dig til den / som et barn / der ved / at det ikke / bliver forladt”.