Prøv avisen

At digte er at se

Om Corydons billeder siger museumsleder Dorthe Kirkeby Andersen fra Silkeborg Kunstmuseum: -- Jeg kunne se flere ligheder mellem Corydon og den belgiske digter og maler Christian Dotremont, som vi for tiden også har en udstilling med. -- Foto fra udstillingen.

UDSTILLING Lyrikeren Robert Corydon troede pÃ¥, at digtningen og billedkunsten kunne forenes Â-- og viste selv vejen. Man kan se hvordan pÃ¥ Silkeborg Kunstmuseums udstilling ": Robert Corydon. En digters billeder"

Konventionen opdeler kunsten i arter, som om den var zoologi. Lad være med det! Digte med ord og digte med tusch, vand- eller oliefarver er i princippet det samme. Et centralt og bestemmende synspunkt hos lyrikeren Robert Corydon (1924-1984), der troede på, at digtningen og billedkunsten kunne forenes. Den malende digter og digtende maler udmøntede med sine grænseoverskridende eksperimenter forvisningen i konkret handling.

"Jeg drømmer om engang at forlade ordene, som til tider kan forekomme mig selvretfærdige, og helt hellige mig det lille maleri i vandfarver, som har givet mig så mange fine ordløse oplevelser. Måske de rigeste – som i musikken?", skrev Corydon, der, uden dog for bestandigt at slippe ordene, udfoldede sig som en betydelig billedkunstner – hvilket fremgår af udstillingen "Robert Corydon. En digters billeder", der indtil den 22. maj kan ses på Silkeborg Kunstmuseum.

– Den startede med en henvendelse fra Thomas Bidstrup Jeppesen, der har skrevet speciale om Robert Corydon som både digter og billedkunstner og desuden er forfatter til katalogteksten. Henvendelsen gjorde mig nysgerrig. Jeg kunne se flere ligheder mellem Corydon og den belgiske digter og maler Christian Dotremont, som vi for tiden også har en udstilling med, der hedder "Christian Dotremont. Jeg skriver for at se". Begge har de udgangspunkt i det skrevne ord, men føler sig lukket inde af det og går videre ved at lave det til billeder, siger museumsleder Dorte Kirkeby Andersen.

Udstillingen er blevet til ud fra den overbevisning, at Robert Corydons virke som digter og billedkunstner udgør en helhed, "der med held kan opleves sammen". Denne helhed gav han selv i et notat udtryk for på denne måde: "at digte er at se – at se er at høre og smage". Når Thomas Bidstrup Jeppesen i kataloget fremhæver sammenhængen mellem Corydons akvareller og hans digte, fremhæver han blandt andet fuglens rolle, fuglespor, fuglefødder: "Fuglen bliver en form for tværæstetisk symbol på poesien i kunsten. Som en gennemgående skikkelse optræder fuglen hyppigt hos netop de kunstnere, der bevæger sig på tværs af kunstarterne. Fuglen har eksempelvis en hel central betydning hos Hans Arp og Paul Klee – som hos Carl-Henning Pedersen, Asger Jorn og andre de danske spontan-abstrakte".

Sarte akvareller, hvor Robert Corydons digteriske univers udvides med farver og tegn i form af landskaber befolket med små væsener, udgør en del af hans billedproduktion. Dertil de helt specielle billeddigte, calligrapoetica, som søger ud over grænsen mellem billede og digt. Ord og billeder bliver til rene tegn, en del af en billedkunstruktion, hvor læseligheden fortaber sig. Tilbage sammen med de løsrevne bogstaver og halve ord bliver noget antydet, udsagn, der åbner sig mod det gådefulde. Og det ordløse. Således tog Corydon konsekvensen af den erfaring, at den poetiske oplevelse finder sted uden for sproget.

– Det er tydeligt, fastlår Dorte Kirkeby Andersen, at Robert Corydon var en digter, der malede. Det var han selv inde på. Han forvandlede sig aldrig helt til maler. I øvrigt var han efter min mening næsten mere tegner end maler. Men samtidig kunne han noget med farver. Hele tiden arbejdede han i det lillebitte format og formåede at gengive små verdener i et poetisk univers. Hans akvareller virker som en form for scenografi, idet han på en måde skabte en slags scenerum med personer og bygninger. Rum, hvorfra verden åbner sig ud eller op. Man træder ind i haver eller ørkener, ud på strande eller i havet. I nogle akvareller har han stiger, som fører ud af billedet. I de bedste værker kan man godt fornemme at slægtskab med Paul Klee, der ligeledes ved hjælp af små udtryk opbyggede sin egen poetiske verden. I øvrigt skrev Corydon poesi om Klees måde at udtrykke sig på.

Corydon debuterede i 1950 med digtsamlingen "Hænderne". En lang række digtsamlinger fulgte. I 1964 kom hans eneste romaneksperiment, "Lukketid". Og i 1968 og 1973 hans genrenyskabelser, to samlinger bestående af "Calligrapoetica". Af hans 21 bøger indtager endvidere de seneste en særstilling i den forstand, at de blev til under indtryk af den kræftsygdom, som han døde af: "En måde at dø på" (1979), som ifølge Thomas Bidstrup Jeppesen er "en af de mest barske digtsamlinger i moderne dansk lyrik", "Nedslidningen" (1981) og den posthumt udgivne "Til smerten" (1984).

Robert Corydons akvareller blev vist første gang i 1967. Det var ved en separatudstilling på Helsingborg Statsbibliotek. Men allerede i 1953 skrev han: "For mit eget Vedkommende har Malerkunsten været den stadig igangsættende Paavirkning, og det er maaske en Tilfældighed, naar det er Pen og Papir, der er blevet Værktøjet. Lyrikeren og Maleren har så afgjort let ved at paavirke hinanden. For dem begge er det billedmæssige Udtryk det afgørende, Udkrystalliseringen af en fortættet Billedstil".

Robert Corydon. En digters billeder. Tirsdag-søndag 10-17. Silkeborg Kunst-museum, Gudenåvej 9, 8600 Silkeborg. Indtil den 22. maj.

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Robert Corydon var både digter og maler. I 1953 skrev han om sammenhængen mellem pen og papir: ""For mit eget Ved-kommende har Malerkunsten været den stadig igangsættende Paavirkning, og det er maaske en Tilfældighed, naar det er Pen og Papir, der er blevet Værktøjet. Lyrikeren og Maleren har så afgjort let ved at paavirke hinanden. For dem begge er det billedmæssige Udtryk det afgørende, Udkrystalliseringen af en fortættet Billedstil"". -- Foto fra udstillingen

Andre læser lige nu