Prøv avisen

Misbrugstrilogi fortæller en stærk historie, men formens slaphed trækker ned

3 stjerner
”Jubelidiot” vil give læseren et indblik i, hvad det vil sige at leve et marginaliseret liv på kanten med misbrug, indlæggelser på den lukkede, omsorgssvigt, faderopgør og en tung social arv.

Mikael Josephsen afslutter med ”Jubelidiot” sin såkaldte misbrugstrilogi. Selvom historien er væsentlig, mangler digtene gennemslagskraft, fordi de præges af banaliteter og lommefilosofi

Der er ingen tvivl om, at det er et vigtigt ærinde, Mikael Josephsen har, når han med sin såkaldte misbrugstrilogi, der nu afsluttes med den netop udkomne digtsamling ”Jubelidiot”, gerne vil give læseren et indblik i, hvad det vil sige at leve et marginaliseret liv på kanten med misbrug, indlæggelser på den lukkede, omsorgssvigt, faderopgør og en tung social arv. Hvis vi gerne vil have en større forståelse for alle de mennesker, der ikke nødvendigvis ligner os selv, så har vi nemlig brug for en sådan litteratur, der kan give os en dybere indsigt i de erfaringer og følelser, som vi måske ikke selv har adgang til.

Men det er selvfølgelig ikke nok, at historien er påtrængende. Når vi har med litteratur at gøre, ja, så skal der mere til – og her begynder det efterhånden at halte lidt for Josephsen. Det skyldes ikke så meget, at trilogien, der også består af ”Knæk” (2016) og ”Jeg er farmor” (2018), som helhed leverer en i bund og grund ret klassisk – for ikke at sige banal – udviklings- historie (fra sammenbrud til genrejsning; fra et jeg, der fuldstændig har mistet grebet om sig selv i ”Knæk”, til et jeg, der langsomt kan begynde at finde fodfæste i ”Jubel-idiot”), men mere, at den rå, hærgede og flossede social-realistiske og selvbiografiske knækprosa, som er marven i Josephsens bøger, alt for ofte, som det også var tilfældet i ”Jeg er farmor”, brydes af banale billeder og lommefilosofiske refleksioner.

Læs bare dette digt: ”I sekunder ser du det hele så klart/ alt er en drøm/ så vender du tilbage/ til boligblokken// din nabo stavrer fra lygtepæl/ til lygtepæl/ som en john mogensensang// en ung narkoman på krykker hjælper ham frem/ børnene peger og griner/ som vi grinede ad tykke henriksen på/ muren i nærum// tiden er det store bluffnummer/ den sætter alle efter tur// og min er ovre for denne gang/ i cecilrøg og jomfru ane på tallerknen/ jeg synger i protest, narkomanen vælter/ over min nabo// børnene griner og ved lykkeligvis ikke at vi/ alle tre er dem”.

Digtet starter jo sådan set fint ud med nogle konkrete iagttagelser af livets skæve gang i boligblokken, der umærkeligt blandes med tilbageblik til jegets barndom, men så begynder det at skride: Først præsenteres læseren for en letbenet og vidtløftig betragtning om tiden, hvorefter digtet slår knude på sig selv med et pointeret svirp med halen.

Et andet eksempel er følgende digt, der tilsvarende udmagres af en lidt for letkøbt leg med klichéer (”kattens tiende liv”) og et forceret forsøg på med pseudopoetiske floskler at få digtet til at gå op i en højere enhed: ”Jeg stod med kransen om halsen/ og proppen sprang// en sidste tur/ med blod i kummen/ ind på odense/ og ud på risolid det var så kattens tiende liv// jeg ved ikke hvad jeg skal her/ hårde bænke til bløde/ kroppe// ret mig hvis jeg tager fejl/ men denne verden er bygget for alt andet/ end en fordrukken kat/ der elsker poesi// ret mig hvis jeg tager fejl/ det har jeg trods alt gjort hele livet/ det er fejlene der har trampet de/ stier i panden jeg går ad”.

Josephsen har med sin misbrugstrilogi fortalt en væsentligt historie, og han har også på vejen leveret hårdtslående og rørende skrivekunst, der kunne leve op til den vægtige fortælling. Desværre er det indtryk, der står tilbage også, at det stærke indhold alt for hyppigt blev trukket ned af formens slaphed.