”Kan man virkelig,” spørger Martin Rohr Gregersen, ”skrive en god digtsamling, der nærmest folkekomedieagtigt zoomer ind på livet som nyansat vicevært i en andelsforening med alt, hvad dertil hører af store og små problemer med fejeteknikker, affaldshåndtering og trappevask? Og kan man tilmed gøre det i en let fordøjelig knækprosaform, der helt hverdagsrealistisk og anti- lyrisk lægger sit stof frem? Ja, det kan man selvfølgelig godt. Eller mere præcist: Zeuthen kan, fordi han ganske enkelt – eller faktisk ikke helt så enkelt – formår at vige uden om den ligefremme stils faldgruber.”
”Viceværtsdigte” får fire stjerner i Kristeligt Dagblad, hvor Martin Rohr Gregersen konkluderer, at det er lidt af en bedrift at forvandle hverdagslivets trummerum og de daglige menneskelige møder til en læseværdig bog.
I Morgenavisen Jyllands-Posten er der også fire stjerner fra Nicklas Freisleben Lund til en ”stilfærdigt medrivende” digtsamling, der er fyldt med ”boblende humor”: ”’Viceværtsdigte’ understreger igen-igen Zeuthens overlegne gehør for hverdagens små sociale drejebøger og rollespil, som jeget nu skal lære at indgå i på viceværtsvis. Også denne del af arbejdslivet fremskriver Zeuthen varmt, skarpt og famlende præcist”.
”Viceværtsdigte” består af to kategorier af digte. Den ene beskæftiger sig med det helt konkrete manuelle arbejde, som digterjeget udfører, den anden handler om de forskellige personer, som har deres gang i andelsforeningen, og tilsammen danner de det, som Alexander Vesterlund i sin anmeldelse i Politiken kalder for en slags logbog eller eksistentiel dagbog. Han giver fire hjerter og hylder Nikolaj Zeuthen for at være en ”hverdagens digter”, der ”ikke sætter en sætning forkert”, mens Lars Bukdahl i Weekendavisen kalder forfatteren for en af de mest uforudsigelige, vi har, en skønlitterær joker og trickster, og han sammenfatter: ”Stilen og tonen, bristefærdigt nøgtern, perlende post-ironisk, holdes sikkert hele vejen igennem, men i særklasse hypnotiske er og bliver de omstændeligt mikroskopiske beskrivelser af det vildt konkrete håndens arbejde”.
I Information hæfter Kamilla Löfström sig særligt ved møderne mellem mennesker, og hun roser Nikolaj Zeuthen for hans sensibilitet over for menneskelige adfærdsmønstre og sprog: ”Man kan spørge, om det banale virkelig er så vigtigt at få nedfældet? Om man skal fylde hele 78 sider med almindeligheder? Tjah, det meste af det, vi foretager os som mennesker, er vel ret banalt, men jeg tror også, at menneskeskabte hierarkier allerbedst lader sig indfange gennem de banale situationer. Hvordan vi hele tiden kan få hinanden til både at vokse og føle os små og selvtilstrækkelige”.
”Viceværtsdigte” er den femte digtsamling fra Nikolaj Zeuthen (født 1977). Han har ligeledes skrevet romaner, senest ”Buemundet guitarfisk” fra 2018, mens Simon Fruelund (født 1966) med ”Optegnelser fra verdens ende” udgiver sin første digtsamling efter en række novellesamlinger og romaner, senest ”Pendlerne” fra 2014.
I sin debut som lyriker leverer Simon Fruelund en række glimt fra livet som far og mand i et hus ved verdens ende. Der er selv- og normkritiske, nysgerrige og nærgående tekster om venskab, børn og kærlighed, om angst og kampen med egne mørke sider, men også om skønheden og glæden, blandt andet ved alle de nye ord, man lærer, når man flytter på landet.
Og hvis man skal tro Erik Svendsen, slipper Simon Fruelund heldigt af sted med sit forehavende. Han får nemlig fire stjerner i Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor det konstateres, at Simon Fruelund med sit øjebliksbillede af det almene – set med et sideblik – er værd at læse, og at det for alvor bliver interessant, når de gængse hverdagslige iagttagelser bliver parret med anfægtelser, og når det prosaiske støder sammen med det eftertænksomme og det usikre.
Også i Politiken er der fire ud af seks fra Benedicte Gui De Thurah Huang. I sin læsning af ”Optegnelser fra verdens ende” finder hun, at ”Simon Fruelund fortæller lyrisk og skælmsk om at bo på landet og være midt i livet”, samt at ”hverdagen og det almindelige også har ret”, men at der desuden i digtene er ”en længsel efter store skred, efter huller i virkeligheden, torden, lynild og dansende stjerner eller slet og ret ”længslen efter en skrift, der åbner verden”, som det formuleres et sted.
I Information forsøger Erik Skyum-Nielsen at genrebestemme Simon Fruelunds digtsamling, som ”udmærker sig ved sin illusionsafskrællede klarhed”, og som han betegner som ”et fornemt artikuleret nødråb. Personligt og alment på samme tid”. Erik Skyum-Nielsen lander et sted mellem dagbogsnotatet, familierapporten og angstskriget og konstaterer, at vi hele tiden kommer ”ud på kanterne af sproget, ud til en mildt ironisk forundring ved situationen i særdeleshed og tilværelsen i almindelighed (…) Men det karakteristiske er, at han i stedet for at pumpe sit poetiske udtryk med patos holder det i hverdagens, ligefremhedens spor”.
Martin Rohr Gregersen er også glad for det, som han kalder ”en overraskende og overbevisende digtdebut fra en dreven og stilsikker prosaforfatter”. Han giver i Kristeligt Dagblad fire stjerner ud af seks og roser som Erik Skyum-Nielsen den lethed, der er i teksternes ligefremme stil, og som i mødet med de mere mørke og tunge emner skaber en fin kontrastdynamik – og han kaster sig også ud i en genrebestemmelse:
”Man kunne også – jævnfør titlen – kalde det (dagbogs)optegnelser i digtform, der med deres tilbagevendende ’Der er’ samler, registrerer og fremviser de brikker, der tilsammen danner bogens portræt af et helt almindeligt liv som familiefar og mand i et hus på landet langt pokker i vold.”
I ”bogen i tiden” skriver vi hver fredag om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.