En af de ting, der kendetegner god litteratur, er, at den kan levere horisontudvidende vidnesbyrd om de sider af tilværelsen, der af den ene eller anden grund er uden for vores rækkevidde. Når litteraturen er bedst, trænger den igennem og skaber sprækker i de dominerende og forenklede opfattelser af, hvordan verden er indrettet, for på den måde at knytte andre bånd og foretage nye grænsedragninger mellem det, vi almindeligvis betragter som centrum og periferi, inde og ude, norm og afvigelse.
Noget sådan finder eksempelvis sted i den række af værker, som blandt andre Bjørn Rasmussen, Asta Olivia Nordenhof, Charlotte Strandgaard, Jakob Skyggebjerg, Cecilie Lind og Josefine Graa-kjær Nielsen har udgivet de seneste år. Med psykisk sygdom og misbrug som omdrejningspunkt sender disse forfattere fra frekvenser, der afviger eller er udgrænset fra ”normalen”, og sætter de liv, der leves i normalitetens forstæder, på kanten af samfundet, i centrum.
Til denne liste hører også Mikael Josephsen, der i 2016 udgav digtsamlingen ”Knæk”, der i et enkelt og ligefremt sprog i traditionen fra 1970’ernes bekendende knækprosa giver læseren et indblik i en randeksistens, der kæmper med en ”hel buket” af diagnoser på en lukket psykiatrisk afdeling i Svendborg.
”Knæk” slutter med udskrivelsen, men historien fortsætter. Tidligere i år udkom nemlig opfølgeren, der er nummer to i en planlagt trilogi om ”fald og genrejsning”. ”Jeg er farmor”, hedder den og tager over – både hvad angår stil og indhold – hvor ”Knæk” slap. Jeget er ikke længere indlagt på ”den lukkede”, men håbløsheden, ensomheden, medicinen, misbruget og de psykiske lidelser flytter med ind i den nye lejlighed i det sociale boligkompleks. Her kæmper jeget så med at få greb om sig selv og den ”normale” verden, han nu skal være en del af, hvor friheden ofte kan føles mere klaustrofobisk end sengen på den lukkede: ”jeg ved ikke hvad jeg skal herude/ der skal være mindre rum/ om kroppen/ storkøkkenmad klokken/ tolv”.
Rå, rørende og (sorte) humoristiske indslag fra livets gang i boligkomplekset og hverdagens rutiner (ture i Netto efter to masterbrew, grønlænderen ovre i nummer fireogtyve b, der har tændt bål på gulvet for at stege fisk, absurde møder med psykiatriens støttepersoner og misbrugsrådgivere, familiære omkostninger, køb af to fugle, ”som værn mod snegle og ensomhed” og så videre) blander sig med barndomserindringer, der røber den sociale arv, han slæber med sig fra en opvækst præget af misbrug, afhængighed og alkohol, hvor særligt farmoderen, som titlen peger på, spiller en særlig rolle.
”Jeg er farmor” er en flosset, knoldet, beskidt og grotesk afdækning af, hvad det vil sige at leve et marginaliseret liv på bunden. Det er hverken smukt eller særligt poetisk, men det er ikke nødvendigvis dårligt. Josephsens digte besidder nemlig den største gennemslagskraft, når de er mest konkrete, afpillede og illusionsløse.
Desværre er det ikke altid tilfældet. Alt for ofte forstyrres den rå og skarpe skildring af banale og overgjorte kunstfærdigheder, som ”Et sted i flyttekasserne/ ligger livet/ og jeg er ved at falde over det/ da karen og michael fra psykiatrien kommer”, ”kanter mig hen efter to masterbrew/ går ud og sætter mig på stengærdet/ mens solen står op som en brand” eller ”det hele lyder så fornuftigt siger de/ du er slet ikke til at kende/ da de er gået tager jeg det pæne hoved af/ iklæder mig vanviddet”.
Selvom sådanne klichéfyldte passager afvæbner den hårdtslående knækprosa, ændrer det ikke ved, at Josephsen er en digter, der – som det lyder i motivationen for Danske skønlitterære Forfatteres Hæderspris, som han har modtaget i år – fortjener opmærksomhed. Det beviste han med ”Knæk”. Så forhåbentlig er ”Jeg er farmor” blot et lille dalstykke, inden Josephsen igen stiger op i sidste del af den planlagte trilogi.