Nikolaj Zeuthen har i sine to første digtsamlinger dyrket en raffineret lyrik, hvor alverdens sociale ytringer blev brugt som udgangspunkt for de poetiske tekster. Det har været effektivt i samlingerne Oliebål (2009) og Frivers fra Howitzvej (2012), og dette greb fungerer også særdeles godt i den nye samling, der bærer titlen Stråler. Et typisk eksempel på, hvordan et replikskifte bliver emblem på en social og psykologisk konflikt i Zeuthens tekster, lyder: bliver endda i frisørstolen/ helt irriteret på Jamal/ Brøndby er et af de eneste ord/ vi begge to kan/ se nu bare og bliv færdig/ det er godt nok nu/ nej tak/ til voks.
LÆS OGSÅ: Når en bog er mere end læsning
Mest hårdtslående er Zeuthen i sine lidt længere tekster, hvor den sociale satire får fuld turbo som i den to sider lange tekst med overskriften hvad skete der i Afrika?. Her hvirvles vi frem og tilbage i afrikanske miljøer, og den bevidst troskyldige synsvinkel har en hårrejsende effekt, hvor racisme og undertrykkelse af værste karakter lægges frem på bordet. Et uddrag lyder: et ældre svensk ægtepar tog sig lidt af mig i starten/ en lørdag formiddag da vi sad i den udendørs bar og spillede klodsmajor/ og jeg tabte og skulle give omgang sagde manden:/ he is here on a shoestring, he is here on a shoestring/ der var to danskere der begge hed Anders/ den ældre Anders giftede sig med en Masaiprinsesse fra sletten/ som var nitten år og meget smuk/ før det havde vi hørt ham ud på hele compoundet om natten/ gennembanke den ene luder efter den anden/ brylluppet stod i Dar es Salaam/ Masaierne på den ene side og alle de hvide på den anden/ en ged drejede over en ild/ det var ud til vandet på byens dyreste hotel.
Der er imidlertid også en del tekster i Stråler, der ikke holder det høje niveau fra de tidligere samlinger. Dette skyldes, at digtene i visse tilfælde ikke synes at have andet formål end at være bizarre formuleringer med intentioner om en humoristisk effekt. Når Zeuthen kan lave fremragende socialt satiriske tekster som den overstående, er det således ærgerligt, at hans bog indeholder tekster, der er rene fjollerier, som den følgende: vi bygger lego/ en mand i en gul kajak/ hvem er manden?/ hvor skal han hen? / hvad er en kajak?/ gad godt læse et Jørgen Leth-digt/ med forklæde på. Eller: ned under motorvejsbroerne/ og veksle ord med det grå ukrudt/ der aldrig læser avis. Og man kunne også have undværet nogle konkretistiske digte, der bytter lidt rundt på rækkefølgen af ordene i nogle forløb samt en afsluttende pastiche over Per Højholts klassiker 6 B-æg, der i Zeuthens udgave hedder Seks hellige Z-æg, uden at der kommer noget særligt interessant ud af det.
En kompositionel opstramning på Stråler, i hvilken for mange tekster synes at stritte tilfældigt i forskellige retninger, kunne således nok have gjort samlingen lige så vellykket som hans første værker. Dette skal imidlertid ikke rokke ved, at Nikolaj Zeuthen stadig er en af de mest interessante forfattere, man har inden for den yngre danske lyrik.