Prøv avisen
Bog

Disse digte er så gode, at de bør bruges i litteraturundervisning

5 stjerner
En hovedaktør er søsteren, om hvem vi hører: ”Min søster ligger ovre på P1/ hun har fået strøm/ gennem sig/ fordi hun satte ild til afdelingen/ vi må ikke besøge hinanden/ tegneseriefigurer er efter hende/ de træder ud af bladet.” Modelfoto.

Mikael Josephsens poesi om misbrug og psykisk sygdom er hudløs og hårdtslående. Bør bruges i skolernes litteraturundervisning

Når poesi er rigtig god og vigtig, formidler den nogle oplevelser og erfaringer i et sprog, som vi oplever som unikt, og som gør et dybt indtryk på os. Noget sådant kan man roligt sige om Mikael Josephsens digtsamling ”Knæk”, der er en hudløs og hårdtslående digtsamling om misbrug og psykisk sygdom.

Temaet kendes i disse år fra en række digtsamlinger af blandt andet Bjørn Rasmussen, Asta Olivia Nordenhof og Pablo Llambías, men Josephsens digtsamling tager på enhver måde prisen som den, der beretter om den mest kriseramte situation. Udtrykket ”Knæk” alluderer således ikke kun til den såkaldte knækprosaform, men også, at vi møder en person, der i ekstrem grad er blevet knækket.

I et digt opsummerer Josephsen sin situation med følgende lakoniske salve: ”Så mange diagnoser/ det har jeg ikke set før/ det er jo en hel buket/ men det er jo gennem et helt liv/ personlighedsforstyrret alkoholiker/ hashmisbruger/ bipolar/ grænsepsykotisk/ pseudopsykopat / angstpatient/ ptsd/ egentlig er jeg bare bange/ for at dø af kræft/ som min mor /overlægen drejer på sin vielsesring/ så slår han en finger rytmisk på/ bordpladen/ nej, det er sgu imponerende.”

Man bemærker i citatet Josephsens eminente evne til at beskrive sansninger og replikker i en tekstlig strøm, der i sandhed viser den forpinte situationen, som det lyriske jeg befinder sig i. Vi får eksempelvis beskrivelser af alkoholiske abstinenser, der næppe er skildret så stærk og præcist i dansk litteratur før: ”endelig en finger der gnider på ballen, stikket/ det strammer, det løsner/ det er som at hulke efter lang tids sorg/ som at finde Gud/ i tomheden/ som når politiet hentede min far og/ burede ham inde.” Rapporterne om alkohol- og stofafhængighed, hvor lydene er ”barberblade”, kan og bør læses langt ud over de cirkler, hvor man normalt læser lyrik.

Blandt de tænderskærende og uhyggelige beskrivelser i ”Knæk” har man også de psykotisk-paranoide fantasier, som bemægtiger sig jeget, hvor sygeplejersken Lonnie på den psykiatriske afdeling indgår på følgende måde: ”Det er nøje planlagt/ Lonnie vil slå mig ihjel/ det har været planlagt længe/ det er i samråd/ med min eks og ungerne/ hørte dem udmærket/ hviske/ politiet er underrettet/ det er fra højeste sted/ Gud har talt.”

I bogen redegøres der også for, hvordan digterjegets familie som helhed har en psykiatrisk misbrugshistorie. En hovedaktør er søsteren, om hvem vi hører: ”Min søster ligger ovre på P1/ hun har fået strøm/ gennem sig/ fordi hun satte ild til afdelingen/ vi må ikke besøge hinanden/ tegneseriefigurer er efter hende/ de træder ud af bladet.” Endelig har jeget en fænomenal evne til at skildre sin egen hypokondriske paranoia, der koncentrerer sig om et virvar af kræftfantasier: ”modermærket/ jeg tænker igen og igen at det er vokset/ malignt melanom/ det uhyggelige ord snor/ sig om min hjerne/ hugger i den som en slange.”

Mikael Josephsens ”Knæk” er en bog, der skånselsløst blotlægger, hvordan det føles at være ved den yderste rand: psykisk syg, abstinensforpint, angst, forladt og fyldt med skam og selvforagt. At digteren har formået at tage livtag med denne tilstand og skabe så suggestive, gribende og stilistisk fremragende digte, er en bedrift. En digtsamling, som bør læses af mange, og som også vil være en gave til skolernes litteraturundervisning.

kultur@k.dk