Prøv avisen

Digte omkring kyndelmisse

Kyndelmisse er en dansk oversættelse af det latinske missa (messe) candelarum (lys), som også betyder lysmesse. Kyndelmisse er den 2. februar og foretæller, at halvdelen af vinterhalvåret mellem den 1. november og den 1. maj er gået. Foto: BROHUS ANDERS/ritzau

Blicher og Ingemann skal læses omkring kyndelmisse. Når man lægger deres kendte digte sammen, ser man tydeligt forskelle og ligheder

Et digt til hver måned

Hver måned forbinder jeg med nogle vers. Februar forbinder jeg med Frank Jægers vinterdigt:

Liden sol i disse uger.
Februar har gjort os mindre.
Sne som tynger.
Is som knuger.
Vi kan ingenting forhindre.
Vi kan heller ikke bede
om at måtte blive større.
Stær og mus og vinterhvede.
må på vore vegne spørre.
Men måske april vil hente
vore hjertebål tilbage
Sammen vil vi tålsomt vente,
liden sol i disse dage.

Et andet digt, som jeg kommer i tanke om, er Ingemanns I sne står urt og busk i skjul:

(...) Det er så koldt derude
Dog synger der en lille fugl
På kvist ved frosne rude.
Giv tid! Giv tid! den nynner glad
og ryster de små vinger,
Giv tid! Og hver en kvist får blad
Giv tid! hver blomst udspringer
Giv tid! og livets træ blir grønt,
Må frosten det end kue,
Giv tid! og hvad du drømte skønt
du skal i sandhed skue.
Giv tid! Og åndens vinterblund
Skal fly for herlig sommer;
Giv tid, og bi på Herrens stund,
hans skønhedsrige kommer.

Dette digt skrev B.S. Ingemann i 1831. Ingemann sendte gerne sine digte til St. St. Blicher. Blicher svarer med et moddigt i samlingen Trækfuglene digtet hedder Ouverture. Forskellen er, at Ingemann i Sorø var kuldskær og sad inden døre og kiggede ud i sneen. Han siger derude og peger så at sige med fingeren. Blicher, derimod, var friluftsmenneske og jæger og driller i en vis forstand sin gode ven og kollega ved at ændre derude til herude:

Det er hvidt herude,
Kyndelmisse slår sin knude
Overmåde hvas og hård.
Hvidt forneden, hvidt foroven
Pudret tykt står træ i skoven
Som udi min abildgård.

Det er tyst herude
Kun med sagte pik på rude
Melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
Finken kun på kvisten gynger,
Ser sig om og hvipper lidt.

Når vi har digtene så tæt på hinanden, er det tydeligt at se, at Ingemanns der er kun en fugl, der synger hos Blicher bliver til den mundrette linje der er ingen fugl, der synger. Blicher står ude i landskabet, han er ikke kuldskær, men koldsindig. Han fremhæver, at der er tyst:

Det er koldt herude
Ravne skrige, ugler tude
Søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
Højt på rygningen af laden
Skeler til det tamme kræ.

Måske spørger læseren sig selv, hvorfor ravnen og uglen skeler læs: ser skævt til det tamme kræ. Svaret er, at det tamme kræ kan sagtens, for det bliver fodret. Det viser, at det tamme kræ er en hane:

Hanen sig opsvinger
På en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer
Hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår.

Kragen og skaden skeler til den heldige højrøstede hane, fordi den bliver fodret af menneskene på gården. Og at den sidder på hovedet af en snemand, kan få dem til at ønske, at tøvejret indfinder sig, så snemanden smelter.

Digtefor kyndelmisse

Begge digtene er kyndelmissedigte. Den 2. februar 40 dage efter Jesu fødsel markerer, at Maria atter kunne gå til templet. Kyndel, det vil sige lysfest candalarum misa er i dag mest en katolsk højtid.

For nylig udkom Niels Kofoeds vægtige bog om Ingemann som brevskriver. De breve, Ingemann sendte til H.C. Andersen og Blicher er af største betydning. Når H.C. Andersen vendte hjem fra udlandet, tog han altid først til Sorø og blev opmuntret af Ingemann. Blicher sendte sine værker til Ingemann, som man vist roligt kan kalde den største litterære fødselshjælper i guldalderen. Når man nu ser Ingemanns digt over for Blichers, kan man stille det spørgsmål, om det kun er Ingemann, der læser sneen og fuglene opbyggeligt det vil sige, sne og kulde symboliserer død, mens frost og sol er symboler for Gudsriget.

Men også Blicher har lige netop i den digtsamling, han skrev i 1837-1838, en sådan bibelsk metaforik. Blicher blev dødssyg i 1837, han var sikker på, han ikke overlevede, men skrev dog det måske mest kendte digt fra Trækfuglene:

Sig nærmer tiden, da jeg må væk,
jeg hører vinterens stemme,
thi også jeg er kun her på træk
og haver andet steds hjemme.
Jeg vidste længe, jeg skal herfra,
det hjertet ikke betynger,
og derfor lige glad nu og da
på gennemrejsen jeg synger.
(...)
Mig bæres for som ret snart i kvæld
At gitterværket vil briste;
Thi kvidre vil jeg et ømt farvel;
Måske det bliver det sidste.