Prøv avisen

Digte ukuelige som mælkebøtter

INTERVIEW: Natur i vid forstand indgår som et vigtigt element i Peter Laugesens opfattelse af poesi. På mandag sender DR 2 filmen »Peter Laugesen - fire stemmer«

Digteren Peter Laugesens bekendelse til mælkebøtten er også hans bekendelse til poesien.

«Jeg vil være som en mælkebøtte / der kaster nye liv med vinden / ind i systemernes haver / tværs over hække der hver dag / barberes af brummende forlorne tænder.«

Digtet stammer fra midt i 1980'erne. Men Laugesen er stadig en mælkebøtte.

- Natur i bredest og videst mulig forstand spiller en stor rolle for min opfattelse af poesi. Jeg mener, at et digt vokser frem og gebærder sig omtrent ligesom en plante. På samme måde som en mælkebøtte er en mælkebøtte, er et digt et digt.

- Man kunne forestille sig, at nogle ville udrydde poesien eller kunsten. Men det lader sig simpelthen ikke gøre. Ligesom man heller ikke kan udrydde mælkebøtten.

Et nærmere bekendtskab med Peter Laugesen kan tv-seere få mandag aften, hvor Michael Schmidts film »Peter Laugesen - fire stemmer« sendes på DR 2. I filmen taler Laugesen med tre kolleger fra kunstens verden: komponisten Fuzzy, der akkompagnerer Laugesens oplæsning og præsenterer det elektroniske værk »Electric Gardens and Their Surroundings«, skuespilleren Jesper Christensen, der spiller sekvenser fra Shakespeares »Richard den Tredie«, som han har opført som monolog i Laugesens oversættelse, og den nyligt afgåede leder af Silkeborg Kunstmuseum, Troels Andersen, der beskriver sine daglige morgenmøder med et hovedværk af Asger Jorn, kæmpebilledet »Stalingrad«.

Poesien repræsenteres i filmen af den engelske digter Dylan Thomas (1914-53), der foredrager sit digt »Do not go gently into that good night«. Mødet med netop dette digt i netop denne version i en engelsktime i gymnasietiden på Aarhus Katedralskole blev afgørende for Laugesens forhold til poesi.

Poesien er alt

Peter Laugesen er ikke fra et hjem med poesi. Derimod havde han ifølge et selvbiografisk digt i sin Odder-opvækst fortrolig omgang med Idrætsbladet og sportssiderne i Horsens Folkeblad. Men også Odder, måske endda en sportsside, har poesi.

Gymnasiastens vækkelse til poesien, hvor den så end måtte være, skyldtes ikke alene Dylan Thomas' ord. Også hans stemme, hans rytmiske frasering, i det hele taget »hans mundtlige aflevering af et digt«.

- Dylan Thomas går ud i det store, offentlige rum og er dermed et modstykke til en T.S. Eliot, hos hvem litteraturen og kunsten er en relativ lukket verden, som man må kvalificere sig til at komme ind i. Peter Laugesen befinder sig i sin formidling af digte i traditionen fra Dylan Thomas. At han i filmen læser digte til musikledsagelse, er et udtryk for dette.

- Jeg har gjort det i årevis og synes selv, det er en god ide. Det er ikke sikkert, det medfører, at ret mange flere køber mine digtsamlinger. Men det er mit indtryk, at tilhørerne faktisk for alvor får noget ud af digtene. Måske har de ikke kunnet læse dem. Det kan de så muligvis bagefter. I det mindste har de hørt, at der er et eller andet i dem.

- Med musik kan digte i lige så høj grad stå som sig selv som uden. Måske endda i højere grad.

- Jeg skriver i vid udstrækning for øret. Med rytmer og klange. Og på et tidspunktet i processen, inden digtene havner i en bog, læser jeg dem altid højt.

Nu mere klassiske digte

Peter Laugesen er uddannet typograf (håndsætter) og vokset op i nærkontakt med trykkerimiljøet. Hans baggrund er formodentlig medvirkende til den trofasthed, han viser skrivemaskinen:

- Noget kropsligt og motorisk er forbundet med skrivemaskinen. Går man over til en pc'er, skifter man over til noget mentalt, som er uden krop. En skrivemaskine derimod er som et klaver. Den er mekanisk. Man kan se og høre, hvad den laver. Der er mere håndværk i den. Og det har jeg ikke lyst til at slippe.

- Det er en lang proces. Da jeg begyndte at skrive, var digtene overvejende visuelt orienteret. Det betød mere for mig, hvordan digtene så ud på en bogside, end hvordan de lød. I dag betyder det mere for mig, hvordan digtene lyder. Men jeg kan stadig bruge de visuelle former.

- I 1960'erne skulle vi gøre op med mange ting. Dengang kaldte vi digtene for tekster, uanset hvad det var for nogen. Men jeg opfattede til en vis grad også dengang digtene som digte, selvom jeg ikke anvendte ordet. Jeg ledte efter en måde at bruge det i sin overleverede klassiske form. Jeg ved ikke, om det lykkedes. Men i hvert fald skriver jeg i højere grad inden for de klassiske former i dag end tidligere.

- Jeg kan også bruge rim, hvad der før nærmest var forbudt. Brugte vi dem, var det parodisk. Men efterhånden kunne jeg også rime for alvor. Det er bare noget, jeg sommetider gør. Uden at tænke meget over det, siger Peter Laugesen.

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Blå bog

Peter Laugesen, 62. Født i København, opvokset i Odder. Student fra Aarhus Katedralskole 1961. Uddannet typograf. Debuterede som forfatter i 1967 med digtsamlingen »Landskab«. Har ud over dramatik, essays og oversættelser udgivet over 40 digtsamlinger. For den seneste, »Forstad til alt« (2003) modtog han Kritikerprisen.

Desuden blandt andet tildelt Det Danske Akademis Beatrice-Pris (1985), Aarestrup Medaillen (1990) og Det Danske Akademis Pris (1992). I 1997 blev Laugesen medlem akademiet.