Månelandingen i 1969 så Christian Dorph sammen med sin far, og selvom faderen stod lige ved siden af i stuen hjemme i Lille Værløse, var han lige så fraværende som astronauterne oppe på Månen. Og det er både hans allerførste minde og de allerførste linjer i digtsamlingen ”Jeg slog min far ihjel”, der udkom i går:
”Min far går et par skridt, han går et par usikre skridt mere ind i den anden stue og tager plads i sofaen over for mig. Han ænser mig ikke, transmissionen er slut,” står der i digtsamlingen, der handler om alt fra forældrenes ødelæggende skilsmisse (som han sammenligner med både Pompeji og atombomberne over Hiroshima og Nagasaki) til digterens egne spæde kærlighedserfaringer og ungdommelige revolutionstanker i fragmentariske erindringsglimt. Først og fremmest handler digtene dog om digterens forhold til sin fraværende far, som endte med at tage sit eget liv i 2019 og dermed forsvinde helt efter længere tids parkinsonsygdom, som faderen opfattede som et bur, som Christian Dorph formulerer det i et andet digt, ligesom han kalder sofaen for sin fars gidseltager.
”Min far havde det med at forsvinde, så det var hårdt for ham at blive bundet til sofaen, men selvom han også luftede sine tanker om at gøre en ende på det med os børn, prøvede jeg at sige til ham, at han skulle betragte livet som en forestilling, man bør se til enden, også selvom det er smerteligt. Det var måske også hans mulighed for at indhente noget af det forsømte med børn og børnebørn. For jeg opfattede ham hele livet som fraværende, selvom han også var en stor inspiration for mig,” siger Christian Dorph og trækker vejret dybt ind, inden han fortsætter sin sætningssolo:
”Min far var en smuk mand, han lignede en filmstjerne, så han var nem at beundre. Og han var optaget af mange ting. Han var en dygtig læge og en habil violinist, der også elskede at lytte til avanceret klassisk musik, som han gav al sin opmærksomhed, og selvom han også spillede sammen med mig, følte jeg måske aldrig helt, at han så mig,” siger Christian Dorph, der dog også skriver om den lykkelige skolekoncert, hvor han foran den pludseligt tilstedeværende far fejlfrit spillede Mozart, lige efter en skolekammerat på et anderledes begynder-niveau havde spillet ”Sur, sur, sur”.
”Jeg udraderede blokfløjterne den dag, og det var en skøn følelse at mærke min fars anerkendelse. Jeg øvede mig også fem timer om dagen i en periode og blev udråbt som et talent, ligesom jeg arbejdede på at komme på konservatoriet på et tidspunkt, men jeg sprang fra i målet, da jeg syntes, det blev for ensidigt og ensomt,” siger han med et lille smil i stemmen.
”Jeg gjorde det også meget for at vinde min fars opmærksomhed,” kommer det så.
”Hvis man skulle få min fars opmærksomhed, skulle jeg gøre mig fortjent til den,” siger Christian Dorph, som i løbet af digtsamlingen også fantaserer om at slå faderen ihjel med en frysepose.
Det digt stammer fra en drøm, han engang vågnede forskrækket fra, men digtsamlingens titel skal – naturligvis – læses i overført forstand:
”Jeg tror, man kan se min bog som et rekviem for den fraværende far, og på den måde er fadermordet universelt, og det er også mig selv, jeg lægger i graven. I min historie er det en far, der er elsket og beundret, som man har stærke følelser for, men som ikke rigtig er der, og som forsvinder mere og mere, senere ind i sygdommen og døden. Og til sidst tager han sorgen med i graven,” forklarer Christian Dorph, som begyndte at skrive digtene til samlingen umiddelbart efter faderens død, hvor han til sin egen overraskelse netop følte det, som om han allerede havde sørget over faderen, før han var død.
”Jeg kunne faktisk ikke føle ret meget, og det undrede mig. Jeg savnede ham selvfølgelig forfærdeligt, men samtidig havde jeg det, som om han aldrig helt havde været der, så da han døde, føltes det, som om han efterlod det hul, som jeg havde mærket altid.”
Sådan beskriver Christian Dorph det også i et digt fra samlingen:
”Til begravelsen var kisten så tung, at vi dårligt kunne løfte den. Han havde slået et hul i tiden, gjort sig skyldig i et hul. Det var det, vi bar på.”
Et andet sted beskriver han faderen som cigaretrøg, som man aldrig helt kan fange, selvom man er i samme rum.
”Jeg beundrede ham og elskede ham, men han var der ikke. Sådan husker jeg ham.”
Hvad gør du så for at være mere til stede som far til dine fire børn selv?
”Jeg har desværre selv været en meget fraværende far, ligesom mange kunstnere og forfattere måske er. På den måde er jeg nok selv blevet fanget i en social arv eller arvesynd af fraværende fædre, der i en nærmest endeløs række har nedarvet deres tendens til at trække sig væk fra familien. Især da jeg var yngre, elskede jeg at sidde alene i et sommerhus og arbejde på en ny bog, ligesom jeg nok har levet mentalt meget i mine bøger, når jeg var fysisk derhjemme. Og jeg kan stadig mærke impulsen til at forsvinde, men det er blevet mindre udtalt. Det har været en lang proces, men efterhånden synes jeg, at jeg er blevet bedre til at lade bogmanuskripterne og mobilen være for at være til stede over for mine nærmeste. Men jeg opfatter det også som et kønsrolleproblem,” siger han og uddyber:
”Mange mødre har jo et meget tæt forhold til deres børn, og min egen kone snakker for eksempel med vores børn hver dag, selvom nogle af dem er voksne. Det gør jeg ikke. Men jeg tror, at den yngre generation af fædre har fået et stærkere bånd til deres børn i kraft af de ordninger om delt barselsorlov, som jeg aldrig selv har fået eller taget, og man har jo nok en mindre tendens til at være fraværende, hvis man også har været mere med fra starten,” siger Christian Dorph, som sideløbende med sit forfatterskab i stedet selv har arbejdet i mange år som underviser på Testrup Højskoles skrivelinje, hvor han har forsøgt at være en god gartner for ”andre folks børns talenter”.
På den måde er han måske blevet en faderfigur for mange forfattere gennem tiden, og i højskolens gule mur sidder der navne på mange tidligere elever, som han engang har haft tæt kontakt med, mens litteraturtendenserne har skiftet gennem tiden.
”Da jeg selv var elev på Forfatterskolen, hed det sig, at man aldrig måtte skrive på hovedstolen. Det gør jeg jo selv nu, men forhåbentlig bliver det private også til universelle digte, som andre kan læse sig ind i. Alle har jo prøvet at være barn af en mere eller mindre fraværende far. Og det store underliggende spørgsmål i min digtsamling er måske, om kærligheden er virkelig? Eller som jeg skriver: ’Er kærligheden en drøm i et evigt mørke?’ For det er måske det, man kan spørge sig selv om, når man oplever forældre, der har så fraværende, så deres kærlighed også føltes flygtig, og så man nærmest ikke kan huske dem,” siger han og lader stilheden hænge i luften, inden han tilføjer:
”Jeg er da bestemt sikker på, at min far elskede mig. Han var bare meget lidt til stede. Og da han senere forsvandt helt fra mig og min familie, var det måske også, fordi han var svag. Det var i hvert fald det sidste, han sagde til mig, da jeg gik ham på klingen, for der indrømmede han, at han nok havde været svag. Det var derfor, at han altid forsvandt, og derfor, at han valgte side, da han efter skilsmissen med min mor hengav sig en ny familie,” siger Christian Dorph, der aldrig selv er blevet skilt, men gennem sin digtsamling både har set sig selv og sin døde far i øjnene, som han skriver i samlingens sidste digt, der lader digtsamlingens punktum blive en sort planet, som viser ham, at han deler verden med sin far:
”Jeg åbnede hans øje, jeg åbnede ligets øje og så ind i den sorte pupil, den lille klode derinde i kredsløb om sig selv. Jeg så ind i øjet, så ind i singulariteten. Jeg kunne se mit eget øje derinde”.
Fra digtsamlingen ”Jeg slog min far ihjel” samt nummer 161 i den nye Højskolesangbog.