Digter-geniets brevveksling med en ung mand er stor og bevægende læsning

I den nye, vildt stimulerende udgave af ”Breve til en ung digter” er det for første gang muligt at læse hele korrespondancen mellem titanen Rainer Maria Rilke og den unge aspirant Kappus

Den tysksprogede digter Rainer Maria Rilke. Foto: Mary Evans Picture Library/Reproduction Of An Unattributed Photograph/Ritzau Scanpix.
Den tysksprogede digter Rainer Maria Rilke. Foto: Mary Evans Picture Library/Reproduction Of An Unattributed Photograph/Ritzau Scanpix.

”Søg tingenes dyb; der stiger ironien aldrig ned.”

Sådan skriver en af poesiens titaner, Rainer Maria Rilke, den 5. april 1903 til den unge officerkadet og digteraspirant Franz Xaver Kappus. Og netop foreningen af klarhed og kompleksitet samt et ofte aforistisk, let citerbart præg har gjort ”Breve til en ung digter” populær fra den første udgivelse i 1929 og fremefter, hvor Rilkes fortættede formuleringer er blevet til bonmoter for alt fra kunstnere til opfindere. På sangeren Lady Gagas arm er således tatoveret ”Skal jeg skrive?” og Konrad Zuse, der opfandt den moderne computer, var inspireret af digterens tro på ”Arbejde og atter arbejde”.

Rilkes breve er udgivet igen og igen, i paperbacks og pragtudgaver, og er flittigt analyseret af litteraturvidenskaben, men i den udgivelse, som det fremragende mikroforlag Virkelig nu forestår, og som er oversat fra tysk af Karsten Sand Iversen, står Rilke-brevene ikke alene.

I den første udgave, som Kappus selv redigerede, og i de mange efterfølgende, var hans del af korrespondancen – som titlen også peger på – udeladt. Af forfængelige årsager, men også fordi Rilkes breve sagtens kan stå alene: Når han svarer på et spørgsmål fra Kappus, indarbejder han altid spørgsmålet, så læseren aldrig savner det.

Det er blandt andet derfor oplagt at se Rilkes breve som en slags camoufleret poetik. Rilke skrev ikke til offentligheden om digtningens væsen, om sit arbejde og om sine visioner, men lod værkerne tale og trak sig så langt ud af den litterære verden, det overhovedet var muligt.

Alligevel syntes han, da han nærmede sig de 30 år, at have haft behov for at udtrykke sig om ”kunst-værker” – som han indimellem kalder det med en bindestreg, der tjener som en distancering fra anmeldernes trivielle brug af ordet – og om, hvad det kræver at blive og være digter.

Brevene, han skrev mellem 1903 og 1908, er i det lys nok stilet til Kappus, men reelt skrevet til ham selv og til eftertiden. Indlemmelsen af Kappus’ breve i den nye udgave er ikke desto mindre stimulerende, fordi sammenstillingen så tydeligt belyser to meget forskellige positioner og ønsker.

Kappus’ ambition med korrespondancen er tydeligvis at etablere kontakt til den store digter og via ham opnå udgivelse på hans velestimerede forlag, Insel-Verlag. Han sender også digte med sine breve i håbet om, at Rilke vil sige god for dem og for ham, men Rilke benytter dem til at nærme sig sit eget syn på digtning og kritik:

”Jeg kan ikke gå ind på arten af Deres vers; for enhver kritisk hensigt ligger mig fjern. Intet egner sig mindre til berøring af et kunstværk end kritiske ord: det fører altid til mere eller mindre heldige misforståelser.”

Den tysksprogede digter Rainer Maria Rilke blev født i Prag i Østrig-Ungarn i 1875 og døde i Sanatorium Valmont ved Montreux i Schweiz i 1926. – Foto: Mary Evans Picture Library/Reproduction Of An Unattributed Photograph/Ritzau Scanpix.
Den tysksprogede digter Rainer Maria Rilke blev født i Prag i Østrig-Ungarn i 1875 og døde i Sanatorium Valmont ved Montreux i Schweiz i 1926. – Foto: Mary Evans Picture Library/Reproduction Of An Unattributed Photograph/Ritzau Scanpix.

Svaret er en afvisning af kritik, men er paradoksalt nok også en afvisning af Kappus’ digte. Men den unge mand svarer brevene igennem med overstrømmende hengivenhed. Også når Rilke beder ham se ind i sit inderste, han sværger med inspiration fra Friedrich Nietzsche til ”indadvending”, og spørger, om ikke en karriere i militæret er bedre for ham end disse digtforsøg.

At læse Kappus’ studentikose digte er som hans patostunge breve en forglemmelig oplevelse, og hverken det ene eller det andet bliver større af at blive sat lige over for Rilke, der skriver med en krystallinsk klarhed og med en for sin alder naturstridigt dyb indsigt i sind og mennesker.

Kappus synes dog mest interesseret i at få råd til, hvordan han kan skrive noget, der er så godt, at det kan blive udgivet, så han kan blive en kendt digter. Men selvom hans breve primært tjener som stikord for Rilke, ja, så er der noget rørende – og for mange genkendeligt – ved Kappus, som er ungdommeligt fascineret af den udsatte digterrolle og fortællingen om den ensomme kunstner, martret af verdens skønhed og smerte.

Rilke er nænsom, men også så tydelig, at kun den unge Kappus kan læse hen over opfordringen til at satse på militæret. Som her: ”Men måske må De også efter denne nedstigning i Dem selv og det ensomme i Dem give afkald på at blive digter.”

Kappus blev heller ikke digter, men på sin vis alt det, Rilke tog afstand fra. Han skrev romaner, hvis hovedformål var at underholde, og blev siden en forlagsmand, der sad og vurderede andre forfatteres kvalitet.

Men Kappus, der skrev sine breve til Rilke fra kaserner og grænseposter i det østrig-ungarske rige, havde evner på ét felt, hvilket fremgår af en artikel, han har vedlagt et brev. Her forsøger han sig som journalist og beskriver sin delings nytårsnat i 1929, og dét er en god tekst med sin sammenføjning af ”naturskildring, politisk stillingtagen og satirisk lethed”, som Erich Unglaub – den tyske udgiver af den samlede korrespondance – skriver i efterordet. Og læser man Rilkes første Duino-elegi, er stemningen fra artiklens vinterstorm at genfinde.

Så inspirationen gik begge veje, omend sjældent fra Kappus til Rilke. Men Kappus er på sin vis et rørende bekendtskab med sine forsøg på at leve op til Rilke og fortrængninger af de afvisninger, som ligger under den venlige tone i Rilkes svar og råd. Og uden Kappus havde vi slet ikke haft Rilkes breve og hans tanker om digtning, digtere, livsvalg, alvor og overflade. Det er der grund til at være ham evigt taknemmelig for. At han fik den store digter til at skrive om digterkaldet og om – for nu at citere en af hans egne linjer – altid at være udsat på hjertets bjerge.