Natten efter at Mirian Due havde født sit første barn, rystede jorden en lille smule. Det skete på Rigshospitalet for fem år siden, og digteren glemmer det aldrig. De smertefulde efterveer, der kom rullende og trak livmodermusklen sammen. Barnet, der med voldsomhed havde forladt hendes krop og nu lå dér ved siden af. Alt det praktiske, der skulle klares – men også en magisk stemning, der kom over dem i glimt.
Mirian Due sidder på en mørkegrøn bænk på Assistens Kirkegård i København, mens barnevognene triller forbi på grusstien. I hendes skød ligger en violet bibel opslået på Lukasevangeliets andet kapitel, beretningen om julenat. Med en flad hånd fejer hun igen og igen små dråber støvregn af siderne.
”Alle, der har prøvet den første nat med et spædbarn, ved, at det er et meget mærkeligt sted at være, på godt og ondt. I beretningen om Jesu fødsel er det den hellige, mystiske nat. Da Maria har født Jesus, er der engle. Og det forstår jeg virkelig godt,” siger hun.
Mens vi sidder her på kirkegården i et råkoldt decembermørke, er Mirian Dues to børn i institution. Snart er de hjemme i lejligheden i Københavns Nordvestkvarter. Begge deres forældre er uddannet fra Forfatterskolen, og til februar udkommer Mirian Dues anden digtsamling med titlen ”Vågent” på forlaget Kronstork.
”Solen står op, hed og støvet/ jeg står op sammen med den/ med hævede øjne/ for at forsørge andre/mens solen sørger for mig/ jeg følger efter den/ med min vaklende, kalvede gang,” lyder det i begyndelsen.
Jeget er i en efterfødselstilstand og bevæger sig rundt i verden, søgende efter noget, der kan samle hende op igen. Hun går på strandenge med sit barn. Over hende svæver regnspover i luften og ”spørger til såretheden:/ hvad skal der til for at hele dig?”.
Digtene behandler blandt andet erfaringen af at blive mor, fortæller Mirian Due. Dermed indføjer de sig i en bølge af ny litteratur, hvor forfatterne skriver om barslens eksistentielle omvæltning såvel som alle praktikaliteterne; amning, bleskift og tøjvask. I år har Olga Ravns ”Mit arbejde” fået megen opmærksomhed, men også forfattere som Cecilie Lind, Dy Plambeck, Hanne Højgaard Viemose og Maja Lucas har tegnet bølgen herhjemme de senere år.
Men der findes også et ekko i en tekst skrevet for længe siden, og det er den, vi skal tale om i dag, i anledning af julen. Kan man i en tid, hvor det vælter frem med nyskreven ”morlitteratur” overhovedet bruge Bibelens beskrivelser af Jomfru Marias graviditet og fødsel til noget?
Mirian Due er opvokset i Ølgod i Vestjylland i et kristent miljø, hun selv beskriver som værende konservativt, inderligt og bogstavtro. Hun er stadig troende, men har siden teenageårene bevæget sig i en mere liberal retning. Hun kommer i dag i forskellige kirker, hører forskellige præster prædike og har ikke lyst til at erklære sig som tilhænger af nogen bestemt teologi.
Fra sin barndom husker hun primært billedet af ”den lydige Maria”. Hun, der med stor tålmodighed tager imod budskabet om, at hun skal føde Guds søn.
”Det er jo hende, der siger: ’Se, jeg er Herrens tjenerinde’, jeg mest har kendt. Som er lydig og på den måde kommer til at stå i modsætning til Eva. Hun er begyndelsen på Det Nye Testamente og afslutningen på Det Gamle. Men jeg tror, at man, fordi man i protestantismen har været bange for at give Maria for meget opmærksomhed, også har glemt hende en lille smule. I hvert fald de sider, der viser noget andet end lydigheden. Og når jeg læser Lukasevangeliet, så er der faktisk meget, der handler om graviditet og fødsel. Der er fokus på kvinden, der føder, ikke kun på barnet, der bliver født,” siger hun og glatter en side i Bibelen ud.
Til at begynde med kan man gå dybere ned i Marias møde med Elisabeth, der beskrives i Lukasevangeliets kapitel 1. Den aldrende Elisabeth er selv gravid i sjette måned med Johannes Døberen, og kort tid efter, at en engel har bebudet Maria, at hun skal føde Guds søn, rejser Maria hen til Elisabeth for at fortælle hende, hvad der er sket. Mirian Due læser højt:
”Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: ’Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt!’”
Hun smager på ordene:
”’Sprang barnet i hendes liv’... Jeg synes faktisk, det er nogle vældigt reelle og kropsnære beskrivelser af graviditet, vi møder her. Især for den tid, de er skrevet i. Det er ikke bare undfangelse, svangerskab og fødsel og så slut. Det er barnet, der sparker, og det er lige præcis i sjette måned, det sker. Dér, hvor man virkelig kan begynde at mærke det, når man har et barn i maven,” siger hun.
Så kommer Marias lovsang, der minder Mirian Due om en stribet bog, hun har medbragt i tasken. Det er digterkollegaen Cecilie Linds anmelderroste langdigt ”Mit barn”, der udkom i 2019.
”Jeg læser ’Mit barn’ som én lang, desperat sang. Og man kan godt se lovsangen som dér, hvor Maria giver slip og går amok: ’For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den mægtige har gjort store ting mod mig!’ Der står ikke, om hun er glad eller trist, men hun takker Gud for det store, der er sket, og som også er meget stort for hende. Hun får plads til at udtrykke sin overvældelse og taler med over mange linjer. Og det er bemærkelsesværdigt i forhold til eksempelvis Paulus’ skrifter, hvor der bare står om Jesus, at han er ’født af en kvinde’ – så har man sagt så lidt, som man overhovedet kan!”
I Mirian Dues digte i ”Vågent” er kroppen hele tiden med: Mavemuskler, der deler sig under graviditeten og ikke sådan lige samles igen, da barnet er født. En smadret hofteskål, der gør det svært at bevæge sig.
Når Maria rider mod Nazaret, står der intet i Lukasevangeliet om, hvor ufatteligt tungt det må have været at tage den tur på ryggen af et æsel, hvem ved, måske med plukveer og vand i fødderne. Mirian Due har for nylig sunget en salme med sine børn, hvor der blev digtet videre, og på den måde er Maria i fortolkningerne givet retfærdighed, men det er ikke ”bare lige”, det hun gør:
”Altså alene det, at man op til fødslen lægger an til at skulle ud på en lang rejse. Det er ikke ligefrem det, man har mest lyst til, vel? Men så kan man tænke på de forhold, kvinder føder under i dag, pladsmanglen på fødestuerne i dag i Danmark. Det, at barnet ender med at blive født i en stald, er også lidt et billede på det. Når en fødsel sker, så sker den,” siger Mirian Due.
Til gengæld finder hun formuleringen om at ”tiden er kommet”, hvor Maria skal føde, rammende, fordi den antyder et punkt i tiden, hvorefter alt vil være anderledes.
”Første gang, jeg fødte, troede jeg næsten ikke på, at der var et barn, før han var der. Jeg gik over tid og var så tung og så træt, og til sidst tænkte jeg: ’Drop det, han kommer alligevel ikke!’. Men han kom. Og det var en kæmpe tærskel at skulle træde over. Det er nok dén følelse: ’Jeg ved slet ikke, hvem jeg er nu.’ Men også euforien over, at nu er her et barn.”
I dén situation kommer englene tæt på, siger hun.
”Og jeg ser dem ikke kun som nogle, der er der i det lykkelige, som man tit tænker på dem. Jeg tænker dem ligeså meget som nogle, der træder ind i øjeblikke, der rækker ud over dét, man kender. Hyrderne bliver først bange for dem. Hvornår oplever man det åndelige som tættere på? Det gør man i ekstraordinære situationer, og for mig var det at føde helt sikkert én af dem”
Mirian Due lader fingeren glide ned over linjerne i Juleevangeliet:
”Og hun fødte sin søn, den førstefødte, svøbte ham og lagde ham i en krybbe,” læser hun, før hun ser ud i luften.
En sort-hvid skade hopper forbi på stien.
”Der er blevet talt meget om det her med, hvornår man oplever at føle kærlighed til sit barn. Skal man opleve det med det samme? Det står der jo ikke noget om hér, vel? Hun svøber ham og lægger ham i en krybbe. Punktum. Det er ikke dér, hun går i gang med at prise Gud.”
Mirian Due havde selv oplevelsen af, at moderskabet ikke var ren glæde fra begyndelsen. Først kom den voldsomme forandring og overvældelsen, og senere, en måneds tid efter sønnens fødsel på Rigshospitalet, en eksistentiel nedtur.
”Det var en periode, det tog tid at komme over,” siger hun.
Derfor kan hun også godt lide, at fødslen i Lukasevangeliet er en vægtig begivenhed, ikke bare noget, der finder sted som en slags selvfølgelighed i baggrunden:
”Nej, det er faktisk hele mit liv, der gennemrulles og væltes rundt hér, del for del.”
Og det er sjovt, siger Mirian Due, hvordan nogle linjer, skrevet af en mand, indfanger den (kvindelige) erfaring.
”Når jeg læser de andre evangelier, så er det meget Josefs perspektiv, vi får i Matthæusevangeliet. Han undrer sig over, hvordan det er sket, at Maria er blevet gravid. De andre evangelister springer ret hurtigt videre. Og så er der Paulus, der bare skriver: ’Jesus, født af en kvinde’. Det er vældig distanceret og karakteriserer nok også kvindesynet i Paulus-teksterne.”
Man skal altid huske at indstille blikket på den tid, en tekst er skrevet i, siger hun.
”Mine forventninger er efter tiden, men Lukasevangeliet går ud over forventningen. Jeg gad så godt vide, hvor meget af det, der har stået der fra begyndelsen. Om ordet ’fødte’ altid har været med... Det er hér, man skulle have fat i originalen, ikke?,” griner hun og ser ned på bibeludgaven i skødet. Den er fra 2010.
”Der har jo været en enorm blufærdighed over fødslen før i tiden. Er det ligesom lidt for meget, at der skal stå ’fødsel’? Kan det overstås, uden at vi skal tale alt for meget om det? Sådan kan man godt forestille sig, der er blevet tænkt. Man kan jo også roligt sige, at der har været lagt rigtig meget vægt på, at hun skulle være jomfru. Og hvorfor egentlig det? Hvorfor er det vigtigt, hun ikke har haft sex? Man kunne da bare have skrevet: ’Og englen kom til den unge kvinde’ – men det gjorde man ikke. I de andre evangelier fylder spørgsmålet om, hvem Maria har været sammen med ret meget, og det er ubehageligt, synes jeg.”
Hvorfor?
”Der ligger noget i det der med, at samfundet interesserer sig så meget for en ung kvindes seksualitet. Det bliver noget, man kan bruge som et magtmiddel, der viser, om kvinder har en værdi, om de kan bruges. En jomfrufødsel er jo problematisk rent kropsligt, men det skaber også en dydig figur. En kvinde, der for al fremtid er repræsentant for de gode og rene følelser. Og det er nogle følelser, jeg selv har haft brug for at løbe langt væk fra. For mit vedkommende førte fødslen rigtig mange følelser fra ’den anden side’ med sig. Der er en eufori over at blive mor, ja, men den kan også tippe og blive til frygt og sorg over tabet af det liv, man havde. Ensomhed i omstillingen. Følelsen af at være en såret krop. Men det er, som om der ikke rigtig er plads til det nogen steder.”
Otte dage efter fødslen bliver den nyfødte Jesus omskåret og får det navn, som englen har bestemt for ham ”før han blev undfanget i moders liv”, læser Mirian Due videre.
”Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem,” står der så.
”Sondringen mellem ren og uren er jo vildt ærgerlig,” siger hun.
”Men omvendt kan jeg godt se noget positivt i, at der er en periode efter fødslen, hvor man får fred.”
Mange af digtene i Mirian Dues kommende digtsamling er blevet til på Fanø, hvor hun har haft ophold i Digterhjemmet i Sønderho, en legatbolig, kulturminister Julius Bomholt i 1968 skænkede Esbjerg Kommune med det formål at give forfattere skrivero.
Det blev til mange trilleture på stranden med barnevogn, løbeture for at ”samle kroppen/ der gaber efter graviditeten,” som det lyder i et digt.
I Fanøs folkekultur spiller folkedragterne en stor rolle, og de varierer i form og farve, alt efter om man er ung, gammel, enlig og så videre, fortæller hun. Der er også en særlig dragt til den første gang, en kvinde går i kirke efter at have født.
”I gamle dage gik der lidt tid, før man måtte komme i kirke igen. Og man kan vælge at se på det med kritiske øjne og sige: Tænk, at det har været sådan! Men man kan også se det at gå i kirke som at træde ind i samfundet igen. Og det er man ikke i stand til lige efter, man har født et barn. Man har behov for heling. Det er skidt at tale om en kvinde som uren efter fødslen, men det modsatte er heller ikke godt. Kan man tale om, at man er sårbar i en periode?”, siger hun.
1970’er-forfatteren Dea Trier Mørchs barselsroman ”Vinterbørn” fra 1976 genudkom i 2016, og i den forbindelse var Mirian Due med til at efterlyse litterære beskrivelser af moderskabet i dag i en artikel i Kristeligt Dagblad.
Nu har hun selv bidraget med digtene, der er ”sat til” februar. Og hun mener, der er behov for at nuancere 1970’ernes beskrivelser.
”Der har været en tid, hvor det største behov for kvinderne var at sige: ’Vi skal ikke gemmes væk, vi kan godt gå på arbejde og være mødre samtidig. Vi kan godt træffe gode beslutninger, når vi har menstruation! Men nu er der måske plads til at nuancere de udsagn og sige: ’Det er rigtigt – men der er også perioder, hvor man som menneske kan være sårbar.’ Tænk, hvis man kunne nå derhen, hvor man i samfundet tog mere højde for det,” siger hun.
Hun gnider hænderne mod hinanden og banker en støvle i jorden. Kulden bliver for meget, netop som hun har talt sig varm. Sidste ord bliver et juleønske, den brave Maria sikkert ville have bifaldt:
”Flere midler til sundhedsplejerskerne, flere jordemødre til de fødende. Tænk, hvor vildt at blive fulgt af den samme jordemoder gennem hele graviditeten, helt frem til fødslen! Det sker for meget få i dag. Og så, at der kan blive plads til alt det blandede, der følger med det at give liv til et nyt lille menneske.”