Liv Nimand Duvås lille, nye politiske langdigt, ”Jeg vil have en statsminister”, der udkom som en art poetisk nytårstale den 1. januar, står på skuldrene af en større og egentlig også, når det kommer til stykket, mere fængende historie end det aktuelle værk selv: I 1992, året hvor Bill Clinton udfordrede den siddende præsident George H.W. Bush, skrev den amerikanske kunstner Zoe Leonard et ikonisk digt, ”I want a President”, der opremser de forskellige præsidenter, hun kunne tænke sig, i stedet for de hvide, privilegerede mænd, der ellers havde siddet – og stadig sidder, må man konstatere her 30 år efter – solidt i magtens stole.
I stedet ville hun for eksempel gerne have ”en lebbe som præsident” (”I want a dyke for president”), sådan lyder det første ønske, der samtidig kan læses som en hilsen til inspirationskilden bag værket, nemlig kollegaen og kultdigteren Eileen Myles.
Hun voksede op i en katolsk arbejderfamilie i Boston og flyttede i de tidlige 1970’ere til New York for at blive digter – og lesbisk, som Myles selv skriver i ”Et amerikansk digt”, en ofte citeret samfunds- og normkritisk tekst, der åbner gennembrudssamlingen ”Not me’” (1991) (”Ikke mig”, som den hedder i Mette Moestrups gode danske oversættelse fra 2017). Heri udgiver Myles sig ikke bare for at være medlem af Kennedy-klanen, men slutter også af med at proklamere:
”Jeg er ikke/ alene i nat, for/ vi er alle Kennedy’er./ Og jeg er jeres præsident.”
Forinden har den fiktive Kennedy blandt andet sat fokus på klasseskel, homoseksualitet, aids-krisen, manglende lægehjælp og hjemløshed, og digtet kom da også, sammen med resten af samlingen, til at udgøre en slags kampagnetekst for den helt igennem virkelige Myles, da hun som præsidentkandidat kastede sig ind i valgkampen i 1992 og dermed fik Leonard til at skrive sit digt.
Både Eileen Myles og Zoe Leonard er altså engagerede, aktivistiske kunstnere, der med deres værker i hvert fald forsøger at forstyrre den gældende orden ved at skubbe til de rammer og normer, der bestemmer, hvem der har ret til at tale; hvem der er synlige for magten; hvem der har magten. Og det er altså på helt samme måde sigtet hos Duvå, der tidligere har markeret sig med blandt andet den voldsomt påtrængende overgrebshistorie og udstilling af det mandlige blik i romanen ”Rosenreglen” (2019).
Nu går hun så mere pamfletpoetisk til værks med et digt, der både låner Leonards enkle og ligefremme anaforiske formel (teksten former sig som en række ønsker til statsministerens erfaringshorisont og måder at handle på, der alle starter med ”Jeg vil have en statsminister”) og magtkritiske blik for marginaliserede minoritetserfaringers manglende repræsentation i det politiske system: flygtninge, handicappede, psykisk syge, voldtægtsofre, arbejdsløse, fattige og så videre.
Læs, som eksempel, bare første sides besværgelser:
”Jeg vil have en statsminister med ét ben og vansiret ansigt.// Jeg vil have en statsminister som folk kigger skævt efter når kørestolen bliver rullet ind i et rum.// Jeg vil have en statsminister som smiler krøllet med øjnene.// Jeg vil have en statsminister som har fået tæsk for at elske sin elskede.”
Selvom Duvås ærinde er både sympatisk og væsentligt, er det nok alligevel tvivlsomt, hvor stor en politisk forandringskraft hendes tekst har, hvilket ikke kun er forfatterens skyld. Det ville nemlig også kræve, at vi rent faktisk havde en statsminister(kandidat), der for alvor tog litteraturen seriøst og gad læse ”uforståelig poesi”, som Duvå også efterspørger et par steder.
Hvad man dog kan klandre forfatteren for er udgivelsens manglende poetiske slagkraft. For selvom hun skriver godt, så er der netop alt for lidt uforståelig poesi, alt for få sproglige overraskelser, prægnante billeder og skæve forbindelser, som når Amalienborgs uendeligt mange værelser gøres til social boligpolitik.
I sådanne momenter stopper man op i gentagelsesstrukturens lydefri strøm af rigtignok indholdsmæssigt tankevækkende, men desværre ikke altid lige sprogligt opsigtsvækkende udsagn.