Prøv avisen

Digter på vandring

Der er en meget flot gåtur fra Valdemars Slot til Ambrosius-egen, siger Mai-Britt Schultz, der er formand for Ambrosius Stub Selskabet. Egetræet, der allerede i Stubs levetid havde en betragtelig størrelse, ligger et par kilometer sydvest for slottet. Her ses det fotograferet tidligere på året. Foto: .

Ambrosius Stub skrev Den kedsom vinter gik sin gang på Tåsinge, hvor han yndede at spadsere fra Valdemars Slot til Ambrosius-egen, der er opkaldt efter ham

Hvis man vil vandre i Ambrosius Stubs fodspor, er betingelserne på Tåsinge ret gode for tiden.

Et stykke land, der tidligere har været tørlagt og anvendt til landbrugsformål, er nemlig for nogle år siden blevet fyldt med vand igen. Dermed er der opstået en fladbundet sø og dermed ligner landskabet det, som den ustadige 1700-tals-digter promenerede i, mens han i to omgange var ansat på det nærliggende Valdemars Slot.

LÆS OGSÅ
: Vibeke Arndal: Skønne Ambrosius Stub

Og promenere var lige, hvad han gjorde, både i virkeligheden og i sit kendteste digt, arien Den kedsom vinter gik sin gang, der er blevet til under digterens første ophold på Tåsinge.

I digtet inviterer poeten sine tilhørere til at forlade den ubrugte kakkelovn og vintertøjet og i stedet bevæge sig ud i den forårssmukke natur, hvor vandreren ikke længere skal frygte sne og slud. For som han siger: thi lad os gå / at skue på, / hvor smukt naturen sig beter og ler.

Herefter går det af sted under den lyse, blå himmel, mens fuglene flyver glade omkring, bonden ler, fordi han snart er færdig med arbejdet, hyrden blæser i sit horn, den synkende sol spejler sig i den spejlklare sø, og poeten selv ender sin spadseregang i sang.

Jeg synes, det er en herlig sang, siger Mai-Britt Schultz, der er højskolelærer, maler og indehaver af sin egen kunstskole på Tåsinge og desuden formand for Ambrosius Stub Selskabet.

Det er sådan en, hvor man godt kan fornemme, at der er flere lag.

Et af lagene er det historiske. Man regner med, at Den kedsom vinter er skrevet omkring 1740, og netop vinteren 1739-40 havde været så kedsom, at den har ry for at være en af de strengeste i danmarkshistorien.

På grund af den såkaldt lille istid, hvis konsekvenser Stub også havde mærket i en kort karriere som succesløs landmand, skal både Lillebælt, Storebælt og Kattegat angiveligt være frosset til is, og kulden holdt sig så lang tid, at sneen lå alenhøj til langt ud på året. I det lys har det været oplevet som en velsignelse, når blot naturen beteede sig nogenlunde ordentligt.

Netop det religiøse er et andet lag i digtet, for gåturen munder ud i en lovprisning af forsynet og en forvisning om, at Gud nok skal sørge for alt det, der står optegnet i Herrens bog.

Det havde Ambrosius Stub god brug for. Det meste af sit liv flakkede han nemlig mere eller mindre hvileløst om og havde skiftende ansættelser, der dårligt var i stand til at forsørge kone og børn. Mens han opholdt sig på Valdemars Slot, boede hans familie således under fattige kår i Odense, og selv ikke den smuglervirksomhed i Det Sydfynske Øhav, som han angiveligt deltog i, gjorde forholdene ret meget bedre.

Et eller andet har dog måske fået den betrængte digter til at ane muligheden for fremgang. I hvert fald har man forstået digtets afsluttende linjer om, at jeg tør måske / vel få at se / min vinter blive til en vår i år, som et håb om en lysere fremtid for digteren og hans familie. Hvilket imidlertid ikke skete. Nogle år efter døde konen, og børnene blev udliciteret, som det hedder et sted.

Men før det gik så galt, fortæller Mai-Britt Schultz, spankulerede Ambrosius Stub rundt på Tåsinge, hvor han holdt meget af at gå ud til et stort egetræ nogle kilometer sydvest for Valdemars Slot og sætte sig enten under det eller oppe i dets grene for at digte.

Det har været en flot udsigt, siger hun.

Egen, der i dag bærer digterens navn, er 400 år gammel, men lever stadig i bedste velgående.

Den havde det skidt for nogle år siden, fortæller Mai-Britt Schultz.

Men nu ser det faktisk ud til, at den har det glimrende. Der er ingen tegn på, at den er på vej til at gå ud. Det var der i hvert fald ikke i går.