Digterdebutant i hijab og læderjakke: Hos Kierkegaard fandt jeg en åndelighed, der tiltalte mig

På fredag udsender 25-årige Naiha Khiljee sin digtsamling om både 12-talspigepres og voldtægter i flygtningelejre. Hun håber, hendes digte ”kan give nogle mennesker noget værdighed”, men understreger samtidig, at ord ikke er nok i jagten på et bedre samfund

”Jeg har tit oplevelsen af at være et sted og samtidig betragte det hele lidt udefra. På sidelinjen af tilværelsen, måske, men et godt sted at skrive fra.” 25-årige Naiha Khiljee fra Dan Turèll-forstaden Vangede har altid sanset meget, men først for nylig begyndte hun at omsætte indtrykkene til poesi. På fredag debuterer hun med samlingen ”Kære søster”. – Foto: Niels Christian Vilmann/ Ritzau Scanpix.
”Jeg har tit oplevelsen af at være et sted og samtidig betragte det hele lidt udefra. På sidelinjen af tilværelsen, måske, men et godt sted at skrive fra.” 25-årige Naiha Khiljee fra Dan Turèll-forstaden Vangede har altid sanset meget, men først for nylig begyndte hun at omsætte indtrykkene til poesi. På fredag debuterer hun med samlingen ”Kære søster”. – Foto: Niels Christian Vilmann/ Ritzau Scanpix.

Min søster,

Din styrke er min ledestjerne

Jeg lover dig at bryde døre ned

Og holde mikrofoner oppe

Indtil verden forstår præcis

hvem du er

Min kære søster: De kan ikke holde os stille mer’!

Sådan indleder 25-årige Naiha Khiljee sin nye digtsamling, der udkommer på fredag. Og selvom titlen er ”Kære søster”, er budskabet tiltænkt alle, der måtte føle sig ramt, fortæller den psykolog-uddannede debutant med de pakistanske rødder. Hun er opflasket med ”lige dele Dan Turèll og dronning Margrethe”, som hun grinende fortæller med henvisning til barndommen i forstaden Vangede og på N. Zahles Skole i indre København. I bund og grund en solbeskinnet opvækst, men så meget desto mere vigtigere er det for hende at have øje for dem, der kæmper.

Men hvilke døre er det så mere præcist, Naiha Khiljee vil bryde ned? Og hvad er det for en forståelse, hun ønsker at skabe gennem sin poesi?

”Jeg er påpasselig med at sige, at jeg gerne vil oplyse folk, for der er så meget, jeg endnu selv har at lære. Jeg er også en tvivler, selvom jeg både i og uden for digtene udtaler mig skråsikkert om at være muslim, om kolonialisme, om ananas på pizza, 12-talspiger og hverdagsdiskrimination,” siger hun.

”I bund og grund vil jeg nok bare gerne styrke dem, der oplever ubehagelige ting. Lade dem vide, at meget af det, de som minoriteter oplever, ikke er okay. Som for eksempel altid at blive stoppet helt tilfældigt i lufthavnen.”

”Is this your passport?” anklager han

Mit; Hjerte; Stopper

Mine lunger føles alt, alt for

små til den luft jeg holder

Jeg kan se han trækker tiden

ud, han har kontaktet nogen

Jeg bliver pludselig meget

opmærksom

på det sorte tørklæde på mit

hoved

Erfaringerne i digtet ”Flying while muslim” er Naiha Khiljees egne, mens hun andre steder i ”Kære søster” har trukket på venner og bekendtes personlige oplevelser. Blandt andet i digtet ”Farveblind”, hvor hun på det sociale medie Instagram efterlyste omgivelsernes erfaringer med såkaldt hverdagsracisme:

”Jeg har tit oplevelsen af at være et sted og samtidig betragte det hele lidt udefra. På sidelinjen af tilværelsen, måske, men et godt sted at skrive fra.” 25-årige Naiha Khiljee fra Dan Turèll-forstaden Vangede har altid sanset meget, men først for nylig begyndte hun at omsætte indtrykkene til poesi. På fredag debuterer hun med samlingen ”Kære søster”. – Foto: Niels Christian Vilmann/ Ritzau Scanpix.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

”Det væltede ind med eksempler på diskrimination og andre ting, og så udvalgte jeg nogle af dem og digtede dem om. Så det er også et dokumentationsprojekt, der skal spejle den virkelighed, jeg og andre befinder os i,” fortæller Naiha Khiljee.

”Der var mange, der fortalte, at de mangler et sted at gå hen med deres oplevelser. Derfor forsøger jeg også at give mikrofonen videre. Jeg synes ikke, at min egen stemme skal fylde alt – til gengæld er det rigtigt meningsfuldt at bringe andre stemmer frem på en ærlig måde. Hvad det angår, har jeg ikke noget imod at ødelægge den gode stemning. Tværtimod.”

”Her elsker de muslimer, indtil vi gør muslimske ting,” lyder skudsmålet mod den politisk korrekte storby-befolkning i et digt. Og det fortsætter: ”Der er ingen her, der ser farve, før gyden er mørk og manden mørkere.”

Andre steder i ”Kære søster” er stemningen noget bedre, og generelt kredser de 26 digte i ”Kære søster” om vidt forskellige tematikker. Og det er helt bevidst, fortæller Naiha Khiljee, der ikke giver forfærdelig meget for idéen om en rød tråd. Selv ikke titlen skal man lægge for meget i, fortæller hun:

”Jeg er i hvert fald ikke glødende feminist. Men jeg kæmper for de rettigheder, der stemmer overens med mine værdier, jeg gider bare ikke for meget ideologi. Personligt går jeg for eksempel meget ind for blufærdighed. Respekt til dem, der ikke gør, men det gør jeg altså, og på den måde er samlingen ikke noget ideologisk kampskrift til mine såkaldte søstre,” siger hun.

”Grundlæggende håber jeg nok at kunne give noget værdighed til nogle flere mennesker. Derfor skriver jeg også om, hvordan brune drenge i Danmark bliver stigmatiseret og mistænkeliggjort, og det betyder meget for mig, så mine tekster er ikke kun til eller for kvinder. Broderskab er ligeså vigtigt som søsterskab for mig. Og ja, der kan komme konflikt – nogle gange vil de samme brødre ikke bryde sig om det, du siger om kvinders rettigheder – men grundlæggende er du som brun mand langt mere stigmatiseret end som hvid kvinde i dagens Danmark.”

Apropos mænd, kvinder og rettigheder ved Naiha Khiljee godt, at titlen ”Kære søster” i kombination med hendes muslimske hovedtørklæde risikerer at skabe værdimæssige trafikuheld i hovedet på mange læsere. Men frigørelse og selvstændighed står ikke i modsætning til hendes islam. Overhovedet. Omvendt orker hun heller ikke flere ”muslimske martyr-kvinder, der smider tørklædet og bliver reddet af vestlige værdier”:

”Den feminisme, vi har i dag, korrelerer først og fremmest med en vestlig, kristen tradition. Og det er altså ikke bare alle elementerne i en hvid feminisme, der er relevant for muslimske kvinder. Beklager. Og derfor tænker jeg også rigtig meget over ikke at blive taget som gidsel for en kamp, der ikke er min.”

”Jeg har tit oplevelsen af at være et sted og samtidig betragte det hele lidt udefra. På sidelinjen af tilværelsen, måske, men et godt sted at skrive fra.” 25-årige Naiha Khiljee fra Dan Turèll-forstaden Vangede har altid sanset meget, men først for nylig begyndte hun at omsætte indtrykkene til poesi. På fredag debuterer hun med samlingen ”Kære søster”. – Foto: Niels Christian Vilmann/ Ritzau Scanpix.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Hvad mener du da, gavner muslimske kvinder?

”Ikke at blive taget til indtægt for alle mulige og umulige ting. I et digt som ”Vidnerne” udtrykker jeg nogle af de ting, der frustrerer mig. Og det er i høj grad rettet mod muslimerne selv. Det er en opfordring til at tage sin tro alvorligt:

Hvem skulle have troet

at der ville komme en tid

hvor muslimerne ikke behøvede mongolerne

for at drukne deres egen viden?

Jeg ville ønske, jeg kunne

smide internet-islam i

Tigrisfloden

”Det, der findes i Danmark, er ikke mit islam. Det er en kultur formet af postkolonialismen, og den handler dybest set om overlevelse. Derfor er opfordringen i ’Vidnerne’ også, at vi muslimer skal sætte os ind i, hvad det virkelig er, vi tror på. De basale hverdagsting, der er kernen i islam. Som når vi for eksempel siger, at det at besøge den syge er at besøge Gud. Og så skal vi droppe det der hyperfokus på performance og praksis. Ydre handlinger skal fordre en indre tilstand – ellers ved jeg ikke, hvad folk håber på at få ud af at slå hovedet ned i jorden fem gange om dagen,” siger hun.

”Nej tak til selvproklamerede religiøse, der tror, de ved bedre end andre,” skriver du i digtet ”Nej tak”. Hvem er de?

”Folk, der ikke har studeret islam. Mange af de såkaldte autoriteter, vi har i Danmark, ender på glatis, så snart de kommer ud i verden blandt rigtige lærde. Heldigvis er det kun en minoritet, der går i en moské, hvor der prædikes ekstreme ting, men det er stadigvæk dybt frustrerende – og det er også dem, der ender i overskrifterne. Jeg tror, det vigtigste at huske er, at imamer altså ikke er religiøse autoriteter ligesom præster – de er ’bare’ bønneledere,” siger Naiha Khiljee og sukker let opgivende.

”I virkeligheden handler det nok om, at muslimer skal huske at være kritiske over for det, imamerne fortæller dem. Og det kan man kun være, hvis man selv ved noget om sin egen religion.”

På fredag udkommer Naiha Khiljees debut-digte altså, men selvom den 25-årige psykologs vej ind i poesiens verden er foregået stort set over natten, har sproget og dets muligheder altid interesseret hende.

”Jeg synes, det var fedt at læse Strunge i skolen, og jeg har også altid godt kunne lide samfundskritisk litteratur. Det har altid betydet meget, at teksterne ville mig noget, og jeg var også den eneste i min gymnasieklasse, der syntes, Kierkegaard var interessant. Jeg tror, det var åndeligheden, der tiltalte mig. Noget, jeg intuitivt forstod, en slags forbindelse, fordi jeg selv er et spirituelt væsen.”

Hun lader øjnene vandre et kort sekund.

”Og så har jeg nok altid haft følelsen af at være lidt anderledes, tror jeg. Over-tænkende, analyserende, set og følt mere, end jeg har givet udtryk for. Jeg har tit oplevelsen af at være et sted og samtidig betragte det hele lidt udefra. På sidelinjen af tilværelsen, måske, men et godt sted at skrive fra.”

Alligevel var det først på et udvekslingsophold i canadiske Toronto i 2017, at sanseligheden blev omsat til poesi. I første omgang i det talte spoken word-format, hvor digte fremføres live på en scene. Ofte med et aktivistisk afsæt, hvilket tiltalte Naiha Khiljee.

”Jeg havde set nogle videoer med nogle seje unge mennesker i Toronto, inden jeg tog af sted, og da jeg ankom, blev jeg ret hurtigt en del af miljøet. Spoken word er en genre midt imellem poesi, hiphop-kultur og historiefortælling – og samtidig er det en udtryksform, der historisk har givet en stemme til dem, der måske ikke har haft nogen længe,” siger hun.

”Men det forpligter også og betyder, at du er nødt til at lyde autentisk og finde din egen, ærlige stemme. Du kan ikke påtage dig en eller anden prætentiøs rolle. Du er nødt til at mene det, du siger. Ellers kan publikum ikke mærke dig. Jeg får tit at vide af folk, at de ikke rigtig har syntes, poesi var noget for dem, men når de så hører spoken word, så rører det alligevel noget i dem. Det, tror jeg, er, fordi der er en anden form for adgang til budskaberne – det er en folkelig udtryksform, der ikke kræver alle mulige forudsætninger af sit publikum. Abstraktioner er fine, men det er også en kunst at udtrykke sig på en måde, som folk forstår.”

Hvorvidt det danske publikum forstår ”Kære søster”, må de kommende uger vise. Og selvom hovedpersonen selvfølgelig håber på en positiv modtagelse, er hun afklaret med, at ord ikke nødvendigvis rækker til de forandringer, hun drømmer om.

”Jeg vil altid bruge min stemme til at tale mod det, jeg opfatter som uværdigt i samfundet, men min og poesiens rolle er nok først og fremmest at gøre opmærksom på problemerne, og så skal der komme nogle andre efter mig, der ikke nøjes med at bruge ordene, men lægger mikrofonen og i stedet handler,” siger Naiha Khiljee.

”I længden er det ikke nok at snakke, og det siger jeg som et dedikeret ordmenneske. Derfor er min kamp også en del af en større stræben efter, at mennesker får det bedre. Du kan altid blive populær på at sige de rigtige ting og male et banner til en demonstration, men hvis folk kun bruger deres stemmer, så mangler der noget, den dag ordene er klinget af.”