Digterdebutant: Jeg lærte at løbe for livet, før jeg kunne gå

Som flygtningebarn fra Congo lærte Alexandre Nsoni, at det var forbudt at tale om sine følelser. Selv efter han kom til Danmark, måtte ingen høre om omsorgssvigtene derhjemme. Men nu har han sat ord på det hele i digtsamlingen ”I Afrika fødes der ikke drenge – kun mænd”

Alexandre Nsoni skriver om sin mørke flygtningebarndom i sine debutdigte.
Alexandre Nsoni skriver om sin mørke flygtningebarndom i sine debutdigte. Foto: Jan Grarup.

Første og eneste gang digteren Alexandre Nsoni så sin far græde, var faderen lagt i håndjern. Dengang var Alexandre Nsoni knap fem år gammel. Faderen var blevet anholdt for et tyveri, efter familien var flygtet fra Den Anden Congokrig til Angola. Og nu bad faderen sin firårige søn om at være familiens mand og passe godt på sine to mindre brødre.

”Jeg måtte ikke selv græde, men jeg skulle være stærk. Jeg skulle være en mand. Det fik jeg at vide igen og igen som barn, så jeg til sidst troede på, at jeg var en mand,” fortæller Alexandre Nsoni.

Allerede på det tidspunkt havde den lille dreng set så meget blod og død (blandt andet en legekammerat, der døde for øjnene af ham), at den nu 25-årige Alexandre Nsoni ifølge sin nye debutdigtsamling ”I Afrika fødes der ikke drenge – kun mænd” helt bogstaveligt lærte at løbe, før han havde lært at gå. Og det kan han stadig mærke i sine skadede knæ, som ikke fik tid til at udvikle sig, da han var barn, fordi han altid skulle kunne løbe for livet når som helst.

”Min eksistens opstod i den del af verden/ hvor afsavn kommer før døden/ og døden før livet/ kun de stærkeste overlever/ overlever for kun at leve i traumer,” skriver han i digtsamlingens åbningsdigt, der nu lægger de traumer åbnet frem, som han før har forsøgt at gemme af al sin magt.

Der findes meget litteratur om flygtninge herhjemme, men langt færre fortællinger af flygtninge, og det kan man allerede mærke i toppen af Saxo’s bestsellerliste, hvor Alexandre Nsonis digtsamling har ligget, siden den udkom i mandags. Det er også en barsk beretning om et liv, der har været så hårdt, at han et sted skriver, at han ville ønske, at hans forældre havde været dødfødte, så han og hans brødre aldrig var blevet født ind i den lidelse, som føles som en arvesynd i deres familie.

”Jeg mødte min farfar/ gennem min fars knytnæver/ jeg modtog slagene/ som han engang selv havde gjort/ for ikke at forværre styrken i tævene/ jeg mødte min mormors omsorgssvigt/ når jeg kravlede hen til min mor/ som en hund efter omsorg/ og blev bedt om at vende om/ jeg lagde mig på gulvet mellem dem/ og jeg vidste ikke hvor jeg skulle kravle hen/ dér kunne jeg mærke deres lidelse,” skriver han med stor empati for sine forældre i et andet digt. Men digtsamlingen lægger også forældrenes omsorgssvigt åbent frem.

Da faderen blev fængslet i Angola, mødte moderen en ny mand, der tog hende til sig som sin kone nummer tre eller fire. Men han ville ikke have Alexandre Nsoni, der tissede i sengen om natten.

”Så min mor gav mig fra sig,” siger Alexandre Nsoni med mørke i stemmen.

Han kom i stedet til at bo hos en bekendt, indtil hans løsladte far dukkede op med flybilletter, der lokkede moderen tilbage til ham, og så fløj familien til Danmark og landede i Aalborg som flygtninge. Men inde i forældrene fulgte krigen med. Moderen var psykisk ustabil og selvmordstruet, og faderen var ifølge digtene i bedste fald fraværende på arbejde og så ellers dybt i flasken, når han ikke slog derhjemme. Og igen skulle Alexandre Nsoni være manden i huset. Han var selv kun et barn, men det var ham, der måtte følge sine brødre i børnehave og skole og hente dem igen. Med strenge instrukser om ikke at fortælle nogen, hvad der foregik i hjemmet.

”Min mor truede sommetider med at begå selvmord, og engang jagede hun også min far med en kniv, men jeg fik at vide, at vi ville blive fjernet, hvis jeg fortalte det til nogen. En dag forsøgte hun også at begå selvmord ved at drikke klorin på badeværelset. Det var min far, der ringede efter ambulancen, mens min mindste bror lå og ruskede i min mor på badeværelset. Efter ambulancen havde hentet hende, måtte jeg forsøge at bilde ham ind, at det var noget, han havde drømt. Jeg afleverede ham som den første om morgenen og den sidste om eftermiddagen dagen efter. Men jeg kan huske, at min mindste lillebror var så bange for at blive forladt, at han stadig sad på den bænk, hvor jeg havde afleveret ham, da jeg hentede ham igen. Han tænkte nok, at det var sikrest at sidde der, hvor han var blevet efterladt. Han må jo nok have spist sin mad i løbet af dagen, men skyndt sig tilbage til bænken for at være sikker på at være blive hentet.”

Selv havde Alexandre Nsoni sine egne problemer i skolen, hvor ingen pædagoger eller lærere spurgte, hvordan han havde det.

”Jeg fik kun negativ opmærksomhed, når de skældte mig ud, hvis jeg for eksempel var kommet op at toppes med en af dem, der kaldte mig abekat. Der var meget racisme, men ingen omsorg i skolen, som jeg husker det. Jeg var helt alene. Men jeg var ikke mere end 13-14 år, før jeg opdagede, at hash kunne dulme mine smerter.”

Med tiden opdagede systemet dog også, at den var gal derhjemme. Brandvæsenet kom, da faderen var faldet fuld i søvn på sofaen med komfuret tændt, og moderen blev sendt på kvindekrisecenter, da tævene ikke stoppe trods blomsterbuketter med undskyldninger og forsikringer om, at det ikke skulle gentage sig.

Psykiatrien kom han også i kontakt med, efter at han også var blevet selvskadende, men i religion har han aldrig fundet trøst.

”Min far er baptist, men jeg kan ikke få næstekærlighedsbudskabet til at gå op med den måde, han har banket mig på. Det hang slet ikke sammen. Min mor havde fået lidt trøst som Jehovas vidne, der var de eneste, der havde taget sig af hende i Angola, og når hun ikke truede med selvmord, truede hun mig med Vagttårnet. Men for mig har religion aldrig givet mening. Jeg vil tro på det, når jeg ser det. Sådan ser jeg i det hele taget på meget i livet, fordi jeg før er blevet så skuffet, at jeg ikke tør håbe på noget. Jeg er bange for at blive skuffet, og jeg er bange for at skuffe andre. Og selvom jeg da godt kan drømme om selv at få børn, tænker jeg også over, hvilken far jeg kan blive, for jeg har allerede haft svært ved at holde på kærligheden, når den har vist sig.”

Alexandre Nsoni har dog et håb om, at hans digtsamling vil trøste flygtninge i samme situation.

”Mine forældre synes jo, at jeg forråder dem med digtsamlingen, men jeg kan allerede mærke, at det har lettet mig at få fortalt det. På den måde sikrer jeg mig i det mindste, at min kiste bliver 20 kilo lettere, når mine brødre en dag skal bære mig ud. Men jeg har også allerede fået reaktioner fra flygtninge, der kan genkende mine beskrivelser, så de ikke selv føler sig alene med deres oplevelser, og det varmer mit hjerte, ligesom jeg gerne vil vise danskere og ikke mindste danske politiske, hvad mange af os flygtninge har flygtet fra og stadig lever med,” siger Alexandre Nsoni og sukker dybt.

”På fem år døde der lige så mange mennesker under Den Anden Congokrig, som der er danskere her i landet. Og jeg kommer fra et sted, hvor man ikke får børn for at elske dem, men fordi de skal passe en, hvis man bliver gammel. Men nu har jeg skrevet om det,” siger han.