Mens Dante Alighieri i 1321 boede i Ravenna, drog han på en diplomatisk mission til Venedig. Undervejs pådrog han sig en voldsom feber. Svækket skyndte han sig hjem, og den 14. september 1321 døde Italiens største digter. Han er tillige en international gigant, for som T.S. Eliot konstaterede, deler Dante og Shakespeare den litterære verden mellem sig. Der findes ingen tredje.
Dante blev født i 1265 i Firenze, der på den tid var en selvstændig bystat. Dantes familie havde midler, og sønnen kunne studere, men han blev snart inddraget i lokalpolitiske bataljer, som førte til, at han i 1302 blev dømt til landflygtighed, og han skulle aldrig siden vende tilbage til Firenze.
”Den guddommelige komedie”, som hele Dantes berømmelse hviler på, blev skrevet i landflygtighed.
I Verona behandlede den lokale fyrste ham hjerteligt, ind til fyrstens nar en dag blev overøst med komplimenter af hoffolkene. Den undrende fyrste spurgte Dante:
”Hvordan kan det mon være, at en åndfuld og lærd mand som dig ikke er lige så afholdt som denne hofnar?”
Svaret faldt prompte:
”Tja, enhver morer sig bedst med sine ligemænd.”
Det svar bekom ikke fyrsten, og Dante måtte søge sig et nyt sted at bo.
Komedien er et folkeligt værk
”Den guddommelige komedie” er også beretningen om et søgende menneske, som de første linjer i værket understreger:
”Midtvejs på vores vandring gennem livet / befandt jeg mig i mørke, dybe skove, / forvildet fra den vej jeg burde følge.”
Dante er hovedperson i en udviklingsroman, hvor han skal drage gennem Helvede og Skærsilden for at nå frem til Gud i Paradiset. Dantes værk er folkeligt, da han skrev på italiensk i stedet for på de lærdes sprog latin, men ”Den guddommelige komedie” er alligevel svær at læse, da den er en slags nøgleroman med en række personager, der var kendt i Dantes samtid på samme måde, som vor tids reality-stjerner, nyhedsoplæsere, skuespillere og politikere er det.
Og hvor mange af dem vil man huske om 100 år?
”Den guddommelige komedie” er blevet sammenlignet med katedralen i Milano, men værket minder egentlig mere om Roskilde Festivalen, hvor det jo også myldrer med kendte og ukendte, høj som lav.
Dante så pigen Beatrice første gang som otteårig, han blev bjergtaget af hende, men hun døde som ganske ung. I ”Den guddommelige komedie” er pigen blevet Dantes kyske ledestjerne på rejsen til Paradiset, som begynder langfredag i året 1300. I første omgang er det dog digteren Virgil, der ledsager Dante gennem Helvede og det meste af Skærsilden.
Der er ni kredse i Helvede, jo længere man bevæger sig ned, desto større syndere finder man. I den niende og sidste kreds finder vi den faldne engel Lucifer, der ville være som Gud. Lucifer har tre hoveder – en slags treenighed – men den hadets vind, der udgår fra Lucifer, får alt omkring til at visne og dø i modsætning til Vorherre, der får alt til at vokse og leve i kraft af sin nåde og barmhjertighed.
I den ottende kreds er Odysseus placeret. Dante har gestaltet Odysseus som en erobrer, der ubesindigt trodser alle grænser i sit videbegær.
”I blev ikke skabt som stumme bæster, / men til at søge dyd og kløgt og kundskab,” siger Odysseus kådt til sin mænd, og heri er han den totale modsætning til kirkefaderen Augustin, der netop bad Gud om at beskytte ham mod fristelsen til at søge kundskab for kundskabens egen skyld.
Odysseus modsætter sig imidlertid alle guddommelige ombud, og selvom han bliver straffet med skibbrud og en plads i Helvede, er der ingen fortrydelse at spore hos ham.
Dante er oprørt over Odysseus fandenivoldske attitude, men hvor kristen var Dante egentlig selv? Kristendommen forkynder, at vi skal tilgive vore fjender, men da han får øje på sin ærkefjende, sætter Dante en støvle på mandens hoved og træder ham endnu længere ned i skidtet. Denne mand skal i forvejen lide i al evighed, men Dante lader sig alligevel friste til at tilføje manden en ydmygelse af ren og skær hævntørst.
En anvisning til livets mening
Den franske filosof Voltaire sagde engang:
”I himlen vil vi forbavses over tre ting. Først over de mennesker, vi træffer der. Dernæst over dem, vi havde ventet at se, men ikke træffer. Og for det tredje over, at vi selv er kommet der!”
Dette er en ultrakort karakteristik af ”Den guddommelige komedie”, hvor adskillige højtstående gejstlige befinder sig i Helvede, og hvor Beatrice i Skærsilden må minde Dante om, at også han med sin ”vilje synded og vendte sin opmærksomhed mod andet”. Værket blev da også indledt med ordene om, at Dante havde forvildet sig bort fra den vej, han burde følge. Derfor er det ikke nogen selvfølgelighed, at Dante får adgang til de himmelske gemakker. Men Dante angrer og bliver renset, så han endelig kan betræde Paradiset.
Således skal man ikke tage fejl af, at ”Den guddommelige komedie” er en klar anvisning på, hvordan man skal leve sit liv for at komme i Paradiset. Når Dante kaldte sit værk ”Den guddommelige komedie”, henviste han til Aristoteles, der havde defineret en komedie som en genre, der begynder i smerte, men som ender i glæde. Titlen på Dantes værk skal minde læseren om, at livet i Guds rige er det egentlige mål med bogen.
Forfatteren til ”Den guddommelige komedie” hedder Dante, og det gør hovedpersonen i værket også. Det var Dantes sindrige måde at bekendtgøre, at vist handler historien om ham selv, men den handler egentlig lige så meget om læseren. Enhver af os kommer nemlig til at stå til regnskab for, hvad vi gjorde af godt og ondt i livet, mente Dante. Det betyder, at uden sans for kristendommens tale om skyld og ansvar bliver læsningen af ”Den guddommelige komedie” til en absurd oplevelse.
Dante Alighieri døde som en from kristen for 700 år siden og efterlod sig et værk, der fortsat minder os om, at vi bør omgås hinanden, som Paradisets beboere gør det: i tillid og med kærlighed.
Citater stammer fra Ole Meyers oversættelse af ”Den guddommelige komedie” (2000).