Digteren, der får sten til at drømme

Eske K. Mathiesens nye digtsamling”Den sovende sten” indeholder øjenåbnende og læseværdig poesi, der endnu en gang minder om, at denne digter har fortjent langt større bevågenhed

Kendetegnende for snart sagt alle Mathiesens digte er, at de både på det sproglige og indholdsmæssige plan tager afsæt i en velkendt dagligdag, skriver Martin Gregersen.
Kendetegnende for snart sagt alle Mathiesens digte er, at de både på det sproglige og indholdsmæssige plan tager afsæt i en velkendt dagligdag, skriver Martin Gregersen.

Eske K. Mathiesens nye udgivelse, ”Den sovende sten”, er på mange måder en klassisk mathiesensk digtsamling. Den er kort, bestående af kun 18 små digte, der alle har sanseapparatet rettet mod de uanseelige og upåagtede dele af verden: småsten, badende gråspurve, lirekassemanden, skarnbassen og så videre. M

athiesen er ikke interesseret i det storladne, højtidelige eller opstyltede, hvilket også kommer til udtryk, når han typisk vælger at udkomme på små forlag (i dette tilfælde Galleri Fjaltring), der ikke slår ud på offentlighedens popularitetsbarometer. Denne udgivelsespraksis er imidlertid også en af hovedårsagerne til, at Mathiesen endnu ikke har fået den brede anerkendelse og opmærksomhed, som hans lyrik ellers berettiger til.

Berettigelsen skal blandt andet findes i det forhold, at denne poesi med ganske få virkemidler formår at åbne vores øjne for tilværelsens mangfoldighed. Læs blot titeldigtet ”Den sovende sten”:

”Endnu med lukkede øjne/ og lukket mund/ ligger den runde sten/ i markens brombærhjørne,/ i morges pløjet op af/ den kolde, våde jord, men/ allerede nu varm af solen,/ på nippet til at vågne.”

Kendetegnende for snart sagt alle Mathiesens digte er, at de både på det sproglige og indholdsmæssige plan tager afsæt i en velkendt dagligdag: Vi kan - i hvert fald i udgangspunktet - hurtigt genkende og opfatte, hvad der foregår. Omdrejningspunktet er de nære, lokale miljøer (haven, Torsted, Nørre Snede, pløjemarken), og stilen er mundret og ligefrem. Men, som det fremgår af digtet, er den virkelighed, vi præsenteres for, alligevel ikke helt genkendelig, fordi det prosaisk-hverdagslige blik på verden altid forrykkes eller tvistes, så tingene træder frem for os på en ny måde, så vi kan opdage både den menneskelige og ikke-menneskelige verdens mirakuløse rigdom og dybde. Alt, selv en tilsyneladende ubrugelig sten, har selvstændig værdi og fremstår levende og forunderlig i disse digte.

Man kunne, med titlen på en anden tekst i samlingen, kalde Mathiesens digte for ”barnlige lege”, hvis man forbinder barnlig med en særlig åben, nysgerrig og fantasifuld sensibilitet. Når vi ser verden gennem barnets, og Mathiesens, legende øjne får vi en mulighed for at opdage det uforudsete og uventede. I legen er alt muligt: Sten kan drømme eller forvandle sig til en lille hvid hval - og blomsternes stængler er naturligvis ben:

”De vilde blomster/ blev aldrig trætte/ af mine barnlige lege,/ blev trofast stående/ på deres ene ben,/ flygtede aldrig,/ lige meget hvor lange/ og hvor mange digte,/ jeg deklamerede for dem,/ stående på en grå kampesten/ der blev himmelblå i regn.”

Kan det lette tonefald og den humoristiske klangbund foranledige til, at man anskuer digtene som små, kuriøse vittigheder, har man, som antydet, gjort dem uret. Mathiesens lyrik er nemlig også i høj grad politisk, netop fordi den så effektfuldt bryder med vores vanemæssige måde at betragte omverden og tilværelsen på.

Med ”Den sovende sten” har Mathiesen endnu en gang leveret en særdeles læseværdig digtsamling til den snart lange række af værker, der udgør dette betydelige, men desværre alt for oversete forfatterskab. Derfor tilgiver jeg gerne, at samlingen indeholder et par gengangere fra tidligere udgivelser, særligt når vi har at gøre med små perler som følgende, der uden problemer tåler utallige gensyn: ”Midt på stien, i gruset og støvet,/ har skarnbassen lagt sig på ryggen,/ stritter med arme og ben,/ parat til at gribe solen,/ hvis den skulle falde.”

kultur@k.dk