Digteren Klaus Høeck fylder 80 år: Jeg fortryder mest, at jeg ikke fik børn

Digteren Klaus Høeck fylder 80 år i næste måned, hvor han fejres som en af landets største og mest produktive poeter. Nu er han aktuel med digtsamlingen ”My Heart”, der også handler om Høecks egen sorg, skaberglæde og kristentro

”Hvad hjertet er fyldt med, flyder poesien over med,” siger digteren Klaus Høeck, der åbner sit eget hjerte i digtsamlingen ”My Heart”. Her ses han ved hjemmet i Veflinge på Nordfyn. –
”Hvad hjertet er fyldt med, flyder poesien over med,” siger digteren Klaus Høeck, der åbner sit eget hjerte i digtsamlingen ”My Heart”. Her ses han ved hjemmet i Veflinge på Nordfyn. – Foto: Carsten Bundgaard/Ritzau Scanpix

Å’et har mistet sin glorie, så det ligner et A på digteren Klaus Høecks gamle Torpedo-skrivemaskine. Men han kunne ikke drømme om at skrive sine digte på nogen anden måde. For den standhaftige skrivemaskine har fulgt ham, siden han skrev sine første systemdigte i 1965.

”Jeg har måske skrevet 15.000 digte, og jeg har skrevet dem alle sammen på min Torpedo med de to fingre her,” siger Klaus Høeck og holder sine stive pegefingre triumferende op mod loftet i hjemmet i Veflinge på Nordfyn for at vise, at der stadig er masser af kraft og poesi i de snart 80-årige fingre. Nu er han aktuel med den store digtsamling ”My Heart – Poems Galore”, der nok er inspireret af computersprog med masser af engelske gloser, men altså er skrevet på gammeldags manér.

Det er efterhånden ganske få andre digtere – som Peter Laugesen og Søren Ulrik Thomsen – der stadig mejsler deres digte ind i papiret med skrivemaskiner. Men sådan foretrækker Danmarks måske mest produktive poet Klaus Høeck det altså også. Alene lyden af nyskrevet lyrik fylder ham stadig med fryd og forstærket skaberglæde:

”Jeg elsker at høre knaldet, når jeg rammer bogstavet. Det giver et fysisk nærvær, en forbindelse mellem sproget og verden, mens de digitale skriveprogrammer virker som åndeligt fravær, og jeg kan godt lide nærværet i skabelsesprocessen,” siger Klaus Høeck og lader blikket glide over mod vinduet og udsigten til efterårets blade, der falder som kobbermønter i slowmotion fra himlen.

”Naturen er rig. Det er også derfor, at vi i sin tid flyttede fra København. For jeg vil ikke leve i en second hand -skabning som København, men hellere direkte herude i skabningen, hvor jeg hver dag går analogt ud i skoven og glædes over ravnenes skrig og årstidernes udsmykninger af skovbunden, der aldrig er helt den samme. Skabningen er stor, og hvis man skal forholde sig til den som digter, må man også skrive stort,” siger Klaus Høeck, der ikke alene har skrevet over 30 værker, men altid har skrevet digtsamlinger så tykke, at de ligner en digters samlede værker.