Å’et har mistet sin glorie, så det ligner et A på digteren Klaus Høecks gamle Torpedo-skrivemaskine. Men han kunne ikke drømme om at skrive sine digte på nogen anden måde. For den standhaftige skrivemaskine har fulgt ham, siden han skrev sine første systemdigte i 1965.
”Jeg har måske skrevet 15.000 digte, og jeg har skrevet dem alle sammen på min Torpedo med de to fingre her,” siger Klaus Høeck og holder sine stive pegefingre triumferende op mod loftet i hjemmet i Veflinge på Nordfyn for at vise, at der stadig er masser af kraft og poesi i de snart 80-årige fingre. Nu er han aktuel med den store digtsamling ”My Heart – Poems Galore”, der nok er inspireret af computersprog med masser af engelske gloser, men altså er skrevet på gammeldags manér.
Det er efterhånden ganske få andre digtere – som Peter Laugesen og Søren Ulrik Thomsen – der stadig mejsler deres digte ind i papiret med skrivemaskiner. Men sådan foretrækker Danmarks måske mest produktive poet Klaus Høeck det altså også. Alene lyden af nyskrevet lyrik fylder ham stadig med fryd og forstærket skaberglæde:
”Jeg elsker at høre knaldet, når jeg rammer bogstavet. Det giver et fysisk nærvær, en forbindelse mellem sproget og verden, mens de digitale skriveprogrammer virker som åndeligt fravær, og jeg kan godt lide nærværet i skabelsesprocessen,” siger Klaus Høeck og lader blikket glide over mod vinduet og udsigten til efterårets blade, der falder som kobbermønter i slowmotion fra himlen.
”Naturen er rig. Det er også derfor, at vi i sin tid flyttede fra København. For jeg vil ikke leve i en second hand -skabning som København, men hellere direkte herude i skabningen, hvor jeg hver dag går analogt ud i skoven og glædes over ravnenes skrig og årstidernes udsmykninger af skovbunden, der aldrig er helt den samme. Skabningen er stor, og hvis man skal forholde sig til den som digter, må man også skrive stort,” siger Klaus Høeck, der ikke alene har skrevet over 30 værker, men altid har skrevet digtsamlinger så tykke, at de ligner en digters samlede værker.
”Jeg har ofte fået kritik for at skrive så meget, men sådan ville man jo uden sammenligning aldrig sige til Mozart og bede ham stoppe, efter han for eksempel lige havde skrevet ’Eine kleine Nachtmusik’. Hvis man har skabertrangen i sig, skal den også bruges,” siger Klaus Høeck med et drenget grin, der får ham til at ligne en moden udgave af skuespilleren Mads Mikkelsen med næsten samme charmerende tandsæt og bid om den københavnske dialekt.
”Jeg var længe om at blive digter. Jeg forsøgte mig både som medicin- og jurastuderende og stak til søs, inden jeg i mange år blev ekstrapostbud. Og jeg udgav først min første digtsamling, ’Yggdrasil’, som jeg også selv husstandsomdelte for at få læsere, som 27-årig, men i den alder havde min unge ven Michael Strunge jo allerede skrevet sit livsværk. Jeg startede sent, og slutter også sent,” siger Klaus Høeck, der stadig har meget på hjerte, og gennem de omkring 600 siders systemdigtning, som han giver opskriften på sidst i samlingen ”My Heart”, åbner han sit hjerte, som han sammenligner med alt fra en pornobutik til en kirke. For ”hvad hjertet er fyldt af, flyder poesien over med”, som han siger.
Som ung var Klaus Høeck selv – sammen med blandt andre Inger Christensen – en af systemdigtningens pionerer herhjemme. De første digtsamlinger kunne med hans egne ord ”virke helt uforståelige”, fordi han bevidst havde smadret sin syntaks ved at holde sig til matematiske systemer – for at bryde sin egen digteriske algoritme.
”Al digtning er systemdigtning. For sproget er også et system, man nærmest automatisk følger. Det er systemdigtere bare bevidste om. Det var derfor, at jeg ledte efter min egen algoritme for at bryde med den og forny sproget på den måde,” forklarer han og tilføjer:
”Men jeg vil egentlig hellere digte end at tale om digte, for den intellektuelle distance ødelægger det poetiske univers.”
Du skriver jo ellers i ”My Heart”, at ”et godt digt er som en dør, der skal sparkes ind”.
”Ja, men så skal døren jo lukkes, før man kan sparke den ind. Et godt digt skal indeholde noget, man ikke helt forstår og derfor efterlade et tomrum, man kan gå ind i. Der skal være plads til læseren, men hvis man intellektualiserer over digtet, kan det forsvinde. Digtet knytter sproget og verden sammen, hvorimod det intellektuelle stiller sproget over for verden. Digtet står ikke i modsætning til verden, det er en bro til verden og en sammenfatning med verden.”
Sådan har al god poesi altid fungeret, mener han. Og mens han knaldede bogstaverne ind i papirerne, der med tiden blev til ”My Heart”, opdagede han, at samlingens hjertetema mindede om Kingos over 20 poetiske hjertesuk.
”Det var min engelske oversætter, der også oversætter salmer, som gjorde mig opmærksom på Kingos 24-25 hjertesuk. Og da vidste jeg, at jeg var på rette vej. Jeg nævner ham også i samlingen, men mine egne digte er ellers ikke direkte inspireret af Kingo,” siger Klaus Høeck, der dog også skriver om tilværelsens forgængelighed og det, der virkelig betyder noget, når døden nærmer sig.
”Det giver en anderledes alvor at nærme sig døden. I næste måned bliver jeg 80 år, og det betyder, at jeg formentlig kun har én digtsamling tilbage, inden jeg dør, så nu tænker jeg over ordene på en anden måde,” siger Klaus Høeck, der stadig godt kan blande bandeord og salmevers, som det passer ham, men troen har fulgt ham, siden han var dreng.
”Jeg vil sige, at jeg forholder mig til skabningen og skaberen i stedet for at forholde mig til nonsens. For mig har troen på en skaber altid givet mere mening end at tro på, at livet skulle være opstået af ingenting. Men det er jo der, videnskaben ender, og så foretrækker jeg at tro på en skaber frem for nonsens. Man må jo tage stilling til, om livet er opstået af nonsens eller af en skaber. Og jeg tror, at vi er skabt af en skaber, som vi kalder Gud.”
I ”My Heart” har Klaus Høeck også en ordudveksling med Gud, der spørger: ”Hvad sker der her?”. Og digterjeget svarer: ”Ikke det ringeste!”. Den replikudveksling kommer faktisk fra Klaus Høecks bryllup med professor Anne-Marie Mai, hvor kordegnen pludselig kom ind i Sankt Johannes Kirke i København under vielsen og spurgte, hvad der skete der. Men gennem sit liv og forfatterskab har Klaus Høeck også haft skænderier med Gud. Især da Klaus Høeck i begyndelsen af 1980’erne mistede sin daværende kæreste, der begik selvmord.
”Det sendte mig ud i en livskrise, og da blev jeg altså vred på Gud. Det skriver jeg også om i digtsamlingen ’Hjem’, hvor der er et stort opgør med Gud i en lang sekvens,” siger Klaus Høeck, der ikke kan forklare, hvordan han vendte tilbage til livet, men det har nok også noget med skaberen at gøre, mener han:
”Man taler sommetider om tankens magt, men jeg har før sagt, at Gud er stærkest i tankens afmagt. Sådan har jeg det stadigvæk. Ingen går gennem livet uden kriser og prøvelser, men de kan sommetider føre til en større indsigt. Sådan er det også i ’Hjem’, der slutter med et stykke, jeg kalder ’Ånd’.”
Betød det så, at sorgen forsvandt?
”Nej, det gjorde den ikke. Jeg har også stadigvæk kontakt med hendes søn, som ikke er min. Men jeg har forsøgt at være der for ham.”
Er det ham drengen, der ikke har forstået, han skal dø, som du skriver om i ”My Heart” sammen med den datter, du ikke fik?
”Nej, drengen, der ikke har forstået, at han skal dø, er mig. Men en anden sorg i mit liv er, at jeg aldrig fik mine egne børn. Det er nok mit livs største fortrydelse, at jeg ikke fik børn med min første kone, og da jeg mødte Anne-Marie, var det for sent, selvom vi prøvede,” siger Klaus Høeck, der til gengæld har skrevet flere digte end mange normale digtere til sammen, og han skal også kun åbne døren for at finde meningen med at bo midt i skabningen i Veflinge.
”Hør!”, siger han og lyser op i smil, mens ravnene skriger og vender sig som sorte bogstaver på himlen over markerne, der er pløjet, så skabningens egen poesi snart kan begynde forfra på Guds store skrivemaskine.