Det er lidt snyd. Da Kaj Munk var otte år, stod han ikke i præstegårdshaven i Vedersø, mens han så ud over Nørresø og havde Vesterhavets brusen tæt på. Dengang boede han i Opagerskov på Lolland, og det var fra den landsdel, han omplantede den berømte blå anemone.
Anemonen kommer vi tilbage til. Først skal det handle om digterspiren Kaj Munk, der som otteårig i 1906 skrev sit første digt:
”Foråret så sagte kommer. Snart kan vi vente den glimrende sommer, hvor fuglen bor i sit grønne hjem. For os den synger så smuk en sang, ja synger og kvidrer dagen lang, mens blomster og græsset sagte gror frem. Så kan vi jo håbe på, at vi et frugtbart år må få med sol og megen glæde.”
Det lille digt er første litterære oplevelse på den nyindviede digterrute, der snor sig en halv kilometer rundt i den parklignende have ved Vedersø Præstegård. Her levede Kaj Munk det meste af sit korte liv, og selvfølgelig skal hans første lyriske værk med på en digterrute om ham. Digtet er skrevet på Lolland, men kunne lige så godt være skrevet på denne plet i haven ud for præstegårdens gavl, hvor massevis af grønt og en konstant fuglekvidder dominerer sanseoplevelsen. Så ”snyderiet” virker helt legitimt.
Et par skridt fra den første stolpe, påsat et digterrutelogo og en QR-kode til lytningen, vajer Dannebrog fra en høj i haven. Det for Vestjylland så karakteristiske blæsevejr er i høj grad present denne julidag, hvor himlen er blå med enkelte små, hvide totter, og flaget står som et udspændt sejl i luften. Det er ikke svært at forestille sig, at det er valdemarsdag i året 1943, hvor Kaj Munk fremsiger sit helt nyskrevne digt ”Dannebrog”, mens han er omgivet af folk fra sognet. Til gengæld har deltagerne i valdemars-festen næppe kunnet forestille sig, at den blev Kaj Munks sidste 15. juni. Men det blev det, for den 4. januar 1944 blev han likvideret på grund af sin modstandskamp mod nazisterne. Hvis man i dag kun ved én ting om Kaj Munk, så er det sandsynligvis netop det, at han blev skudt af tyskerne.
Men Kaj Munk var så meget mere. Det meget mere – og især det lyse meget mere – er i fokus, når man med sin smartphone går rundt i haven og lytter til oplæsning af digterpræstens tekster.
”De lyse sider kan nemt blive overset, når vi tænker på Kaj Munk, og det vil vi gerne være med til at rette op på.”
Sådan siger Mette Bjerrum Jensen, der er direktør på Ringkøbing-Skjern Museum, som historieformidlingen på Vedersø Præstegård hører under. Hun er Kristeligt Dagblads udsendtes guide på have-rundturen og er selv i stigende grad blevet begejstret for Kaj Munks forfatterskab.
”Der er en tendens til, at når vi taler om Kaj Munk, så handler det meget om martyriet. Men skal han spille en rolle i nutiden, så er det også det sammensatte menneske, han var, der er interessant. Her i haven var han meget lattermild, især måske når han legede med sine børn, og det var typisk her, han havde mest kontakt med det lyse i sit sind. Han var en stor naturelsker, og når vi står her i haven og lytter til hans digte, er det indlysende, hvor stor en inspiration omgivelserne her har været for ham,” siger Mette Bjerrum Jensen.
I bunden af haven bliver det grønne mere tæt, næsten skovagtigt. Her ved rutens punkt tre ligger hunden begravet. Eller rettere hundene. Kaj Munk yndede at gå på jagt og havde altid en jagthund med sig. Når hans hunde døde, blev de begravet det samme sted i haven. ”Farvel til en ven” hedder digtet, man kan få læst op der. Det handler om, at hunden for Kaj Munk ikke bare var en hund, men en nær ven, der trofast fulgte ham.
Fra hundegravstedet er vi tæt på anemonerne. Det vil sige, de er naturligvis for længst afblomstret, visnet ned og ikke til at få øje på. Det er til gengæld en lille gruppe på tre mennesker, der står omkring en mobiltelefon og lytter til digtet ”Den blå anemone”, som de fleste nok kender som en sang fra Højskolesangbogen med Egil Harders melodi til.
”Jeg er vild med ’Den blå anemone’, men ville nok have foretrukket at få den sunget. Men det er jo en fantastisk fin historie, den med, at anemonen voksede op på Lolland og blev flyttet hertil,” siger Marianne Koldbæk Nielsen.
Sammen med sin søster Anette Madsen og svogeren Jørgen Madsen er hun taget til Vedersø for at opleve Kaj Munks digterrute. Hele familien inklusive deres børn og børnebørn er på teltferie i den nærliggende by Tim. Til daglig bor de på Fyn.
”De unge mennesker ville en tur i badeland, og så tænkte vi, at vi da lige kunne hilse på Kaj Munk imens,” siger Jørgen Madsen.
Han kendte mest til likvideringen og den historiske side af Kaj Munks liv samt skuespillet ”Ordet” og er undervejs på ruten blevet overrasket over præstens lyriske åre. Det samme er hans kone.
”Jeg er blevet noget mere nysgerrig på Kaj Munks digtning, og i hvert fald er jeg godt tilfreds med, at vi valgte digterruten frem for badelandet,” siger hun, inden de tre begiver sig videre gennem haven op mod præstegården, hvor de gør holdt ved en række blomstrende og duftende roser, der står langs den hvidkalkede husgavl.
Roserne er plantet af Kaj Munks hustru, Lise Munk, der levede på præstegården, der nu er et museum, helt frem til 1998. Også roserne er et stykke levende historie, der leder tankerne tilbage på digterruten, hvor en QR-kode under det, der tidligere var Lise Munks soveværelsesvindue, tilbyder oplæsning af digtet ”Min unge elskede kaster op”. Ifølge Mette Bjerrum Jensen er det digt ikke kun en hyldest til Lise Munk, men en hyldest til kvinder i det hele taget og ikke mindst til Guds skaberværk.
”På grund af ’Ordet’ forbinder mange Kaj Munks kristendomssyn med noget missionsk, men i virkeligheden forholdt Kaj Munk sig ikke til en dømmende Gud, men til en skabende Gud, som haven her også er udtryk for,” siger hun og kigger ud over alt det grønne.
”I dag – hvor de fleste danskere er kulturkristne, og jeg fornemmer, at mange har et distanceret forhold til kirken – kan vi godt mangle et sted at diskutere de ting. Det kunne godt være et sted som her, hvor Kaj Munks måde at forholde sig til Gud på er nærværende, og på en måde, som jeg tror, tiltaler mange nutidsmennesker,” siger museumsdirektøren.
Digterruten, der blev indviet i juni, ser hun som en vigtig brik i den samlede formidling, som hun og hendes medarbejdere planlægger på museet. Idéen er, at gæsterne skal have en introduktion til kronologien i Kaj Munks liv, inden de går ind i præstegården. Inde i præstegården, som nu er museum, men som Mette Bjerrum Jensen ønsker at få ændret lidt på, så det mere ligner det hjem, som det var i Kaj Munks tid, vil der være fokus på familielivet og præstegerningen. Og i haven er det så digtningen og kærligheden til naturen, der er i centrum.
Digterruten, der blev indviet i juni, ser hun som en vigtig brik i den samlede formidling, som hun og hendes medarbejdere planlægger på museet. Idéen er, at gæsterne skal have en introduktion til kronologien i Kaj Munks liv, inden de går ind i præstegården. Inde i præstegården, som nu er museum, men som Mette Bjerrum Jensen ønsker at få ændret lidt på, så det mere ligner det hjem, som det var i Kaj Munks tid, vil der være fokus på familielivet og præstegerningen. Og i haven er det så digtningen og kærligheden til naturen, der er i centrum.