”What a feeling”, ja, endnu engang at være vidne til en musicalproduktion, der slår et kæmpe markedsføringsbrød op og med smukke billeder af veldrejede kroppe og ikoniske filmscener lover et gennemprofessionelt show, som lokker de danske musicalgængere og 1980’er-nostalgikere til billetlugen – men skuffer fælt.
”Flashdance – the musical” har ellers potentiale. I hovedrollen som den jernhårde krøltop Alex Owens, ikoniseret af Jennifer Beals i filmen af samme navn fra 1983, får vi Sicilia Gadborg i hendes første musicalrolle. Hun slår normalt sine folder i ensemblet på Det Kongelige Teater og er tidligere vinder af Reumert Talentprisen. Hun kan sit skuespilkram, er gennemcharmerende og veldrejet her i sin næsten konstant bukseløse tilstand blandt svejsende arbejderklassebøller.
Plottet har egentlig også en form for fylde og vægt og maler et fint billede af kvindekamp i en helt anden tid. Alex svejser dagen lang hos Hurley Steel-fabrikken, men om aftenen smider hun kedeldragten og forvandler sig til danser, stålsat på at blive til mere – uden hjælp og almisser. Veninderne danser med, mere eller mindre afklædte, i oprør mod den mandeverden, de er sat i. Og så kan man diskutere, om deres dans i sidste ende er frigørelse eller prostitution.
Vi har altså en dygtig hovedrolleindehaver i en udmærket historie fortalt med kendte 1980’er-hits. Desværre vakler hele Philip Zandéns iscenesættelse fra start til slut, og usikkerheden synes så gennemgående for skuespillerne og sangerne, for lyden og teknikken, at man fristes til at tro, at prøvetiden ikke har været tilstrækkelig. At ingen har fået de fornødne forudsætninger for – eller hjælp til – at bære projektet og deres roller i mål.
Multitalentet Silas Holst har tidligere bevist, at han kan både synge og spille bedre, end han gør her. Jimmy Jørgensen stavrer rundt i stift, dæmonisk glinsende jakkesæt og crooner ondt som den slemme C.C., der tvinger kvinder til at strippe og tage kokain. Men han ser næsten forvirret ud, som om han ikke helt selv forstår, hvad han laver her. Som den flinke bar- ejer leverer Robert Hansen halvlunkne far-jokes ind ad en kant, men har en resigneret ironisk distance i sin tilstedeværelse.
Et lysglimt af rent musicaltalent får vi heldigvis med Emil Birk Hartmann, som fejer uforceret ind i sin birolle som den flinke komiker Jimmy. I hans rolige, professionelle selskab slapper vi af.
Havde det ikke været for Benjamin la Cours lidet originale, men dog storladne, digitale scenografi, kunne man næsten tro, at man var landet i et amatørteater. Det skyldes bestemt ikke, at de medvirkende ikke er professionelle i hver deres udtryksform, blot at man i stort omfang har sat dansere til at synge og agere og skuespillere til at synge og danse. Det burde være nogens opgave at sørge for, at hver mand bliver ved sin læst.
Dertil kommer, at sangtekster og replikker er oversat fra engelsk til et aldeles poesiløst dansk, som ikke giver spillerne noget at spille med. Hvorvidt det er den engelske originaltekst eller oversættelsen, der er blottet for kreativitet, må stå hen i det uvisse. Men smukt er det ikke, nærmere bimlende banalt og aldeles usjovt.
Selv ikke Ditte Gråbøl kan hive de store smil frem med sine revylignende intermezzoer. Gudskelov får de mest kendte hits, blandt andet ”She’s a Maniac” og ”What a Feeling”, lov at bestå på originalsproget og leveres af en velsyngende trio bestående af Rikke Hvidbjerg, Tara Toya og Gina Marie Hudson.
”Vi er kommet her for at fyre den af,” synger de dansende damer, mens højttalerne i Musikhuset i Aarhus hviner, og mikrofonerne strejker. Ja, ”Flashdance – the musical” er ikke vellykket teater, men noget medrivende show bliver det heller ikke. Det er sløset metervareproduktion, der ikke gør sine medvirkende ære eller tager sit velbetalende publikum seriøst.