Vedkommende barndomsfortællinger om alt fra skilsmisse til leverpostejmadder

Der er megen smerte i antologi om barndomsfortællinger, men glæden findes også i en leverpostejmad

Mimi Jakobsen fremhæver i en tidligere offentliggjort tekst det nære forhold, hun havde til sin far, Erhard Jakobsen, og mindes, når hun om natten lå og ventede på, at han skulle komme hjem fra foredrag.
Mimi Jakobsen fremhæver i en tidligere offentliggjort tekst det nære forhold, hun havde til sin far, Erhard Jakobsen, og mindes, når hun om natten lå og ventede på, at han skulle komme hjem fra foredrag. Foto: Leif Tuxen.

Stemninger og situationer står skarpt, med lange perspektiver. Man oplever mange eksempler på det i antologien ”Barndomsfortællinger”, hvor 15 personer, kendte såvel som ukendte, beretter om deres barndom. Ingen af dem præsenteres, og det savnes. For redaktionen står Lotte Ladegaard, der har skrevet nogle af fortællingerne – i betydningen ”erindringer” – på baggrund af interviews.

Vi begynder på Mors i 1930’erne. Ladegaard formidler Else Sørensens beretning om en hård og fattig landlig barndom uden meget tid til at være barn. Hver dag var en arbejdsdag. Moderen tog sig af børnene, mens den fjerne far kun var nær, når der skulle uddeles øretæver.

Til et ganske andet miljø kommer vi med afsnittet, hvor Ladegaard fortæller om sin egen barndom. Hun voksede i 1960’erne og 1970’erne op i et alkoholiseret velhaverhjem ved Odense. Det, der i erindringen står stærkest for hende, er ensomheden. ”Jeg mindes ikke, at jeg talte med andre om, hvor svært det var at være barn,” lyder det. Barndommen huskes i visse henseender nærmest som en krig. Hun indrømmer, at hun selv deltog i den. Sådan er krig: Den barske måde, man bliver behandlet på, genbruges i behandlingen af andre.

Et andet hjerteskærende barndomsglimt gives af Kim Fupz Aakeson. Moderens nye mand havde kaldt ham ind i stuen:

”Han havde åbnet en sodavand til mig. Jeg vidste, at der var noget galt, der var ikke sodavand på tirsdage uden grund. Han fortalte, at min far ville trække sig, at han ikke kunne overskue at se mig mere, han havde fået ny familie. Jeg var 11 år. Jeg kiggede og kiggede på den sodavand og vidste ikke, hvad jeg skulle sige, forstod ikke voksne og deres verden.”

En ligeledes skæbnetung situation indleder Bjarke Larsens bidrag. Året var 1959 – kort før han fyldte fem år. Hans mor var lige blevet enke og stod alene tilbage med fem børn, af hvilke det ældste var 15 år og det yngste knap otte måneder. Larsen mindes faderens død og konsekvenserne af den som ”den altafgørende begivenhed, der formede ikke bare min barndom, men på mange måder hele mit liv, og som mere end noget andet gjorde mig til den, jeg er i dag”.

Poul Arnedal oplevede noget lignende, også da han var kun fem år. ”Nu får I aldrig mere jeres far at se igen,” som moderen pludselig en dag sagde til ham og hans bror. Årsagen var skilsmisse.

I øvrigt er Arnedals artikel den eneste i bogen, hvor religion spiller en rolle. Han er opvokset i et grundtvigsk miljø på Fyn, men meldte sig som ung ud af folkekirken, fordi han foretrak socialismen frem for Vorherre. Imidlertid erkendte han efterhånden det mangelfulde i den politisk funderede livsholdning og vendte tilbage til folkekirken. Og han betegner i dag sig selv som ”vel en slags spirituelt søgende kulturkristen”. Med den tøvende formulering må forsigtigheden siges at have fået, hvad den kan tilkomme.

Det er en bog med megen smerte – men glæden findes også. Monica Krog-Meyer har således kun godt at sige om sin opvækst. Den omstændelige titel på Lone Theils tekst, ”Der hænger en mand i et af træerne ved baghaven. Han spiller på trompet”, er påvirket af, at baghaven i hendes barndomshjem i Holstebro vendte ud mod Odin Teatret.

Mimi Jakobsen fremhæver i en tidligere offentliggjort tekst det nære forhold, hun havde til sin far, Erhard Jakobsen, og mindes, når hun om natten lå og ventede på, at han skulle komme hjem fra foredrag. Sove kunne hun ikke – ængstelig, som hun var, for at han skulle køre galt. Men endelig hørte hun lyden af hans nøgle i låsen. Og hun skyndte sig ud i køkkenet til ham. Så blev der snakket og spist leverpostejmad – man mærker varmen fra den gode stund.

Artiklerne er gennemgående vedkommende og siger noget om, i hvor høj grad vi præges af barndommen, der for bidragydernes vedkommende har formet sig vidt forskelligt. Overordnet bekræftes i det store og hele rimeligheden i Lotte Lade- gaards indledende problematisering af den tilsyneladende uudryddelige forestilling om ”de gode gamle dage”.